Inden jeg deltog i et sabbatår, vil jeg gerne sige, at det vigtigste er endnu en gang at minde dig selv om: »Hvorfor tager jeg et sabbatår?« Jo mere tid du bruger alene på at samle dine tanker i løbet af sabbatåret, desto mere kan du udvikle dig. Det er virkelig, virkelig vigtigt at udnytte tiden uden for arbejdstiden. En midtvejsevaluering er afgørende for at føre de ting ud i livet, som du besluttede dig for, før du begyndte på programmet. I stedet for blot at være turist vil dine egne minder – såsom kulturelle oplevelser eller samtaler med franskmænd, der kan tale engelsk – blive hos dig længere. - Paris, Frankrig – jeg vil gerne bo der. |
- Mit franskniveau før deltagelsen: Kun hilsner.
- Mit franskniveau, da jeg kom hjem: Lidt hverdagssamtale.
- Mit råd om sprog
Jeg synes, det er en god idé at studere fransk på forhånd. I praksis fungerer engelsk ikke særlig godt, så der var nogle besværligheder i hverdagen. Selvfølgelig lærer du at klare hilsner og enkle samtaler, når du har været der et stykke tid, men hvis du vil have en højere livskvalitet, er det bedst at lære fransk, inden du tager af sted.
- Mit råd om måltider
Jeg spiser morgenmad og aftensmad sammen med gæsterne eller værtsmosteren. Hvis jeg ikke er ude at rejse, spiser jeg enten frokost med hende, køber noget ude eller laver selv noget mad. Når du køber mad, kender du ikke priserne i begyndelsen, så tænk dig godt om, inden du køber noget. Der er mange lækre ting, så du kan nemt komme til at bruge for mange penge. Værtsmosteren laver også så god mad, at der ikke er meget at bekymre sig om. Jeg havde et par kopnudler med, og de var meget nyttige – om aftenen fik jeg ofte lyst til ramenbouillon.
- Ting, jeg savnede / nyttige ting:Løbesko, pengetaske til halsen, tynde hjemmesko til flyet / nakkepude
- Ting, der var nyttige at have / ting, der gav problemer:Bæltetaske, internationalt studiekort, frakke, Mentholatum (læbepomade), vandtæt telefonetui, bærbar computer, stikdåse, hængelås, wire (kabellås), kopnudler / neglelak, hjemmesko, bøger, tørklæder, jeg sjældent bruger i Korea, tøj, jeg normalt ikke bruger i Korea
-
1. Tøj, du sjældent bruger i Korea, kommer du heller ikke til at bruge i Paris. ^^
2. Da du måske rejser til nabolande på fridage, er det en god idé at medbringe toiletartikler i prøve- eller engangsstørrelse, såsom shampoo, kropssæbe, tandpasta, ansigtsrens, toner og lotion.
3. Hvis du er helt sikker på, at du ikke mister pengene, er det bedst at veksle mange kontanter på forhånd.
4. Et internationalt studiekort er nyttigt, ikke kun til rabatter, men også som legitimation mange steder. Det er nemmere end at tage passet frem, når du skal vise legitimation, og det er mindre risikabelt at miste kortet end passet. Bemærkningen om den lavere risiko gælder kun, hvis der ikke er penge på det internationale studiekort.
5. I Paris, hvor lommetyve er almindelige, virker en bæltetaske eller en pengetaske til halsen uundværlig. Jeg havde også et vandtæt telefonetui med, og det var ret nyttigt. Det er bedst at opbevare pengene i forlommen på bukserne eller i inderlommen på frakken. Hvis de ikke alle kan være der, er det i orden at lægge et mindre beløb i en pengetaske om halsen. Tyveri af telefoner er mest almindeligt, så hold altid øje med din telefon. Hvis du lægger telefonen i et vandtæt etui og bærer det om halsen, som jeg gjorde, efterlader du den ikke på borde eller i tasken, og dermed mindsker du risikoen for tyveri. Men du kan få ondt i nakken, hvis du har den på hele dagen. Det er også en god idé at låse tasken, da mange lommetyve åbner tasker og roder i dem. En wire er nyttig til at fastgøre bagagen i tog, når du rejser til andre lande. Der er også mange lommetyve i togene.
6. Jeg er glad for, at jeg tog en frakke med. Det anses for uhøfligt at have en vatteret trøje eller hættetrøje på i operaen eller på en restaurant. Nu hvor vejret er blevet varmere, er det måske bedre at tage andet pænt tøj med i stedet for en tung frakke.
7. Løbesko er uundværlige, for fødderne kommer til at gøre ondt, når du rejser. Det er godt at have tynde hjemmesko til flyet, og gæstehuse stiller hjemmesko til rådighed, så du behøver ikke tage dine egne med.
Det, jeg lærte ved at deltage i sabbatårsprogrammet.
Jeg tror, jeg lærte at respektere folks individualitet og værdier ved at møde mange mennesker. Det er den største fordel ved det sabbatårsprogram, jeg deltog i.
Var der nogen, du mødte eller tilbragte tid sammen med gennem sabbatårsprogrammet?
Seungju og Seonggyu, som havde været gæster, mens jeg arbejdede som medarbejder, tog med mig på en tur til Italien. Jeg havde oprindeligt planlagt at rejse til Spanien, men efter at være blevet gode venner med dem ændrede jeg planen til Italien, og vi tog af sted sammen.
Kontakten fortsatte, efter jeg kom hjem til Korea, og for nogle dage siden kom fyrene på besøg. De er dyrebare venner, som kom hele vejen fra Daegu til Daejeon, fordi de snart skulle ind til militæret. Jeg holder også stadig af og til kontakt med en apoteker, jeg talte med en halv dag i Venedig, via Facebook. Jeg mødte så mange mennesker, at det er svært at nævne dem alle: en colombiansk kvinde og en indonesisk mand, jeg mødte på flyet til Paris; ejerens bekendte; og Yoorim, en medarbejder, jeg arbejdede sammen med, blandt mange andre.
Hvilket råd vil du give til kommende deltagere i sabbatårsprogrammet?
Inden du begynder på et sabbatår, vil jeg gerne sige, at det vigtigste er endnu en gang at spørge dig selv: »Hvorfor tager jeg et sabbatår?« Jo mere tid du bruger alene på at samle dine tanker i løbet af sabbatåret, desto mere kan du udvikle dig. Brug din fritid uden for arbejdet – det er virkelig, virkelig vigtigt. Midtvejssamtaler er afgørende for at føre de ting ud i livet, som du besluttede dig for, inden du begyndte på programmet. I stedet for blot at være turist vil dine egne minder – såsom kulturelle oplevelser eller samtaler med franskmænd, der kan engelsk – vare længere.
Hvordan vil du sammenligne dig selv før og efter deltagelsen i sabbatårsprogrammet?
Før sabbatåret kunne jeg ikke leve mit eget liv fuldt ud; jeg målte mig selv efter andres og samfundets standarder.
Men efter deltagelsen lever jeg for mig selv som herre over mit eget liv og passer på mine værdier og min tankegang, så de ikke vakler.
Fortæl os om din egen rejserute i løbet af sabbatåret.
- Frankrig, Paris: ★ Luxembourg-haven, Montmartre-højen om dagen og om aftenen, ★ Sacré-Cœur-basilikaen, broerne med udsigt over Seinen, parken på stien fra bag Notre-Dame til Pont des Arts (»kærlighedsbroen«), ★ de fantastiske optrædener i Paris' metro og steakrestauranten L’Entrecôte de Paris på Champs-Élysées.
- Italien: ★ Boboli-haven i Firenze, ★ Adriaterhavet i Venedig – gondolerne og ethvert sted med utallige synlige broer, ★ øen Murano og restauranten Zaza, der serverer T-bone-steak, bag lædermarkedet i Firenze.
- Lande i festivalsæsonen
- Anbefalet overnatningssted i Italien: Generator Venice-vandrerhjemmet i Venedig
(★ = varmt anbefalet)
Min fortælling om sabbatåret i Paris
I januar sidste år tog jeg orlov og kom i praktik. Da den aftalte praktikperiode sluttede, føltes den pludseligt tomme tid mærkelig og gjorde mig urolig. Jeg misundte andre deres erfaringer med fritidsaktiviteter, fordi det virkede, som om alle havde den slags erfaring. Jeg deltog selv i nogle aktiviteter i en periode, men da min orlov nærmede sig sin afslutning, følte jeg mig tom. Jeg havde glemt grunden til, at jeg besluttede mig for at tage orlov (min personlige livsplan), og jeg brød mig ikke om tanken om igen at blive en helt almindelig universitetsstuderende. Jeg ønskede mig en periode til at forberede mig på at leve mit eget liv...
Jeg ville bruge resten af min orlov på at opleve ting, jeg virkelig havde lyst til og kunne lide. Jeg tænkte over, hvornår jeg i mine 23 år havde været virkelig lykkelig. Efter at have tænkt mig om kom jeg i tanke om, da jeg var 20 og arbejdede på en familierestaurant. Mens andre syntes, det var pinligt at synge fødselsdagssangen, fejrede jeg oprigtigt gæsternes fødselsdage og sang begejstret med. Da jeg tænkte tilbage på andre oplevelser, indså jeg, at jeg godt kunne lide at gøre folk glade med min positive energi.
Så rejste jeg til Paris, fordi jeg gerne ville opleve den ægte udgave af mig selv igen. Jeg arbejdede faktisk på et gæstehus og tilbragte 39 energiske dage der. De 39 dage var selvfølgelig ikke lutter lykke, men jeg elskede at kunne give trætte gæster, der vendte tilbage fra ture, ny energi ved at dele min positive energi med dem. Det var dejligt at gå på opdagelse i Paris i min fritid, men jeg var virkelig glad, når jeg foreslog gæsterne rejseruter på gæstehuset og hjalp dem med at løse det, de havde brug for.
For eksempel kom en gæst hen til mig og bad om hjælp til at udskrive en flybillet. Så gik jeg hjem til ejeren. Ejeren var der ikke; kun hans kone var hjemme. Hverken hun eller jeg havde prøvet at udskrive noget før, og vi blev helt forvirrede, fordi det ikke ville printe. Vi prøvede igen og igen, men eftersom vi aldrig havde gjort det før, virkede det ikke. Gæsten var bekymret, og der var ikke meget tid tilbage, før vedkommende skulle af sted til lufthavnen. Men jeg gav ikke op. Gæstens problem føltes som mit eget, og jeg ville gerne finde en løsning. Jeg er ikke særlig god til computere, men jeg trykkede på forskellige knapper og blev ved med at tage kablet ud og sætte det i igen, og til sidst blev billetten udskrevet. Hvis jeg dengang havde givet op og sagt, at det ikke virkede, og at der var printere i lufthavnen, ville gæstens sidste minde om gæstehuset være blevet til det samlede indtryk af stedet. Det er selvfølgelig normalt i servicebranchen, men jeg tror, at det lykkedes, fordi jeg hjalp, som om det virkelig var mit eget ansvar. Jeg oplevede det flere gange og indså, at jeg godt kan lide at hjælpe andre.
For det andet var jeg interesseret i at arbejde som rejseleder, før jeg tog på mit sabbatår. Der var også aspekter ved jobbet, jeg godt kunne lide, så jeg ville gerne prøve det. Men efter at have prøvet det fandt jeg ud af, at det ikke passede til mig. Jeg har ikke så meget udholdenhed, og jeg nyder ikke specielt at vandre rundt. Et større problem er, at en tur afhænger af rejselederens viden, personlighed og udstråling, og jeg følte ikke nogen særlig begejstring ved at besøge steder, jeg allerede havde været. Bortset fra nogle få steder, jeg elskede, præsenterede jeg stederne uden at være særligt betaget. Derfor konkluderede jeg, at det ikke var noget for mig, og når jeg så rejseledere føre grupper rundt, tænkte jeg, at man virkelig skal elske arbejdet for at kunne gøre det.
På mine rejser mødte jeg også mennesker, der oprigtigt bekymrede sig om de rejsende, og det gav mig lyst til at tage varmt imod udenlandske besøgende i Korea og give dem gode minder om vores land. En pilot, jeg mødte på vej til gæstehuset, da jeg lige var ankommet til Paris, holdt øje med mig i bussen, fordi han var bange for, at jeg skulle stå af ved det forkerte stoppested, og bandt min håndbagage fast, så den ikke rullede rundt i bussen. I Italien, mens jeg gik rundt i Venedigs snoede gyder, spurgte en ældre mand med oprigtige øjne, om det var svært for mig at rejse alene, og jeg blev rørt og tænkte: »Hvordan kan en, jeg lige har mødt, vise så oprigtig omsorg?«
Der var også apotekeren, som prøvede at hjælpe mig, da jeg var faret vild på en ø, og bedsteforældrene, som i silende regn brugte omkring 30 minutter på at spørge folk om vej og vise mig den rigtige retning. Deres følelser og blik på udenlandske rejsende virkede virkelig oprigtige. Fordi jeg godt kan lide at hjælpe andre, fik jeg lyst til at hjælpe udenlandske besøgende, der kommer til Korea, og besluttede, at jeg gerne ville arbejde med den slags i fremtiden. Jeg håber, at flere udlændinge vil holde af vores land, og flere koreanere være stolte af det, takket være mig og det Korea, jeg præsenterer.
Og da jeg så arkitektur, der stod i kontrast til vores, fik jeg lyst til at fremhæve vores lands særlige skønhed. Paris har især bevaret de fleste af sine gamle bygninger, og man kan mærke, hvor meget man gør for at vedligeholde dem. Når man går gennem gaderne mellem de bygninger, er deres storhed og mystik uforlignelig med oplevelsen af at gå blandt højhuse i Seoul. Det er selvfølgelig sandsynligt, at vedligeholdelsen af de bygninger skaber gener for beboerne, men jeg var meget misundelig. Jeg forestillede mig, at hvis Seoul – og ikke kun bestemte områder – var fyldt med hanok (traditionelle huse), ville alle steder føles nye og smukke. I løbet af den halvanden måned, jeg var i Paris, tænkte jeg: »Paris er kun omkring en sjettedel så stor som Seoul! Ud fra det, jeg selv oplever, har Seoul også så mange fantastiske steder! Hvorfor udvikler vi dem ikke til seværdigheder ligesom i Paris, og hvorfor rejser folk ikke hertil i samme grad?« Jeg fik lyst til at bidrage til det.
Der var ting, der stod i kontrast til mit land, men på mange måder var der også ligheder. Dagen efter jeg ankom til Paris, kom en gæst på gæstehuset forbi. Han købte luksusvarer på vegne af sine klienter. På min første tur fulgte jeg også med rundt i luksusbutikkerne, men måske fordi jeg stadig var ung, syntes jeg, det var noget af et chok. Jeg fik ondt af de ansatte i nogle luksusbutikker, når jeg så dem afgøre, om de ville byde en kunde velkommen eller afvise vedkommende, alene ud fra kundens udseende, etnicitet eller fremtoning. Det virkede, som om de levede med penge som den højeste værdi. Efter at have levet i 23 år ved jeg, at der findes mange smukkere og mere værdifulde ting, så jeg følte medlidenhed med dem. Pariserne har også lige så travlt som folk i Seoul, og folks adfærd i metroen var lignende.
Måske er det rigtigt, at man ser lige så meget, som man ved. Efter rejsen kom jeg i tanke om rådet fra direktør An Si-jun om at se film eller læse bøger om et lands historie og kultur i stedet for at støtte sig til guidebøger. Man lægger virkelig kun mærke til det, man ved noget om og interesserer sig for. Jeg ved endnu ikke, hvor min næste destination bliver, men jeg følte, at jeg burde tænke over hans ord endnu en gang.
ⓒKorea Gapyear
Sammenlignet med før jeg tog på sabbatår føler jeg, at jeg er blevet meget mere moden. Tempoet i min personlige udvikling er også øget. Jeg er blevet mere afslappet og lidt mere tolerant, og jeg har tænkt mere grundigt over mit liv.
Sabbatåret, som jeg tog mod slutningen af min orlov fra studiet, fordi jeg gerne ville gøre det, jeg havde lyst til, fik mig til at indse mange ting. Som medarbejder på gæstehuset mødte jeg en masse mennesker. At lære at respektere den enkeltes værdier og særpræg og udvikle forståelse for andre er blevet et stort aktiv efter sabbatåret. Orloven, som jeg tog med beslutningen »Jeg vil kun gøre det, jeg virkelig har lyst til!«, blev også en tid, hvor jeg så tilbage på de dage, hvor jeg kun havde travlt med at opbygge mit CV, og tænkte grundigt over mit liv. Afstanden til Korea gjorde, at jeg følte mig løsrevet fra hverdagens virkelighed. Det gjorde, at jeg kunne fokusere på mit indre og nød at have masser af tid alene til at tænke, hvilket jeg godt kunne lide.
I Paris, som var meget anderledes end Korea, kunne jeg tænke over, hvilke værdier jeg fremover burde lægge vægt på. Før mit sabbatår tænkte jeg kun på det kvarter, hvor jeg boede, men nu er jeg i stand til at udvide mit perspektiv til at omfatte hele mit land og samfundet som helhed.
Grunden til, at jeg kunne slappe så meget af, mens jeg boede væk hjemmefra, var gæstehusets ejer og hans kone (som jeg kaldte »storesøster«), min tante, ejer Ganji, bedstemoren, Taehun og min kollega Yurim, som delte alle strabadserne med mig. De viste mig stor omtanke og respekt. Jeg er virkelig taknemmelig over for ejer Woosung, fordi han lod mig samle mine fridage, så jeg kunne rejse til Italien, for alle hans bekymringer, håndskrevne breve og de gavmilde lommepenge, der fik mig til at græde i toget, da jeg blev sendt af sted, og for selv at lave snacks og lækre drikke til mig. Jeg er meget taknemmelig over for min tante, som holdt af mig som en datter og kaldte mig »Yangyeosi«, min ældre »søster«, som altid med forståelse og gavmildhed så tingene fra en medarbejders perspektiv, ejer Ganji, bedstemoren og søde Taehun, som altid hilste mig glad, når jeg gik ud. Og jeg er også utrolig taknemmelig over for min elskede Yurim, som jeg burde have været sødere imod.
Hjem
