Helt ærligt tror jeg, at jeg ofte spekulerede på: »Er der nogen grund til, at jeg skal leve?« Det føltes, som om der ikke var nogen grund til at leve, og at min tilværelse var meningsløs; jeg var altid fyldt med negative tanker. Jeg søgte ind på dette program, fordi jeg følte mig desperat og ikke havde noget sted at trække mig tilbage til. Mens jeg boede på Jeju, følte jeg mig meget mere afslappet end før, måske fordi jeg hele tiden var omgivet af naturen – uden angst eller bekymringer. Jeg synes virkelig, at jeg fik hvilet godt. - Jeju Hyeopjae, jeg vil bo der :: Et sted med et smaragdgrønt hav / 7 ugers sabbatår |
- Hvad fik du ud af at deltage i sabbatårsprogrammet, og hvad var godt ved det?
Den vigtigste grund til, at jeg deltog i programmet, var, at jeg gerne ville bo på Jeju, rejse rundt, møde forskellige mennesker og udvikle mig personligt. Uanset om jeg stod op om morgenen, gjorde rent eller slappede af, gav det mig en stor indre ro at se det jadegrønne hav ved Hyeopjae og Biyangdo. Jeg følte hverken stress eller angst. Da jeg mødte så mange forskellige mennesker, gik det op for mig, at jeg bare er én blandt mange, selvom jeg før havde tænkt, at jeg var andre underlegen. Og fordi jeg var i en position, hvor jeg hjalp dem som medarbejder, gav det mig stor tilfredsstillelse.Nogle gange var det ubehageligt at omgås andre, men jeg synes, der var flere gode oplevelser end dårlige.
Til sidst handlede det om min egen udvikling. Jeg synes, jeg opnåede noget i forhold til mit ønske om at udvikle mig og få større indre ro. Helt ærligt troede hverken medarbejderne, jeg arbejdede sammen med, eller ejeren på mig, da jeg sagde, at jeg ville bestige Hallasan, men til sidst overskred jeg mine egne grænser. Det var virkelig hårdt ... Det, jeg lærte under bestigningen af Hallasan, var, at processen er vigtigere end resultatet. Fordi jeg fokuserede på hvert øjeblik af turen, tror jeg, at jeg kunne se Baengnokdam. Endelig var alle disse gode oplevelser og erkendelser mulige takket være gæsterne.
- Mennesker, jeg mødte gennem sabbatårsprogrammet
Jeg var faktisk meget genert. Men fordi det var mig, der skulle tage kontakt til gæsterne her, prøvede jeg at virke så imødekommende som muligt. Jeg blev ikke tæt med alle gæsterne, men der er nogle, jeg stadig holder kontakten med, og som jeg har lovet at mødes med igen. Det gør mig glad~ Der er flere, jeg allerede kender, eller som jeg kommer til at lære at kende. Jeg blev også ret knyttet til de medarbejdere, jeg boede sammen med, og vi har aftalt at mødes senere.
- Hvilket råd vil du give til dem, der skal deltage i sabbatårsprogrammet?
Da jeg først ankom til gæstehuset, havde jeg en masse forestillinger om opholdet, indtil den medarbejder, der var kommet først, sagde direkte til mig: »Jeg ved ikke, hvad du havde forestillet dig ...« Selvfølgelig er det hverken dårligt eller forkert at have sådanne forventninger. Jeg vil bare sige, at virkeligheden helt sikkert vil være anderledes, end du forestiller dig. Vær forberedt på, at det til en vis grad bliver fysisk krævende. Gæstehusene drives selvfølgelig forskelligt, men det er bestemt ikke bare sådan, at man får kost og logi og kan rejse rundt uden bekymringer. Alligevel går tiden virkelig hurtigt, og når jeg ser tilbage nu, savner jeg Jeju og livet som medarbejder – der var helt klart flere glade stunder.
- Hvordan vil du sammenligne tiden før og efter deltagelsen i sabbatårsprogrammet?
Før jeg begyndte på sabbatåret, altså indtil jeg besluttede at tage orlov og søgte ind, tror jeg helt ærligt, at jeg ofte tænkte: »Er der nogen grund til, at jeg skal leve?« Det føltes, som om der ikke var nogen grund til at leve, og at min tilværelse var meningsløs; jeg var altid fyldt med negative tanker. Jeg søgte ind på dette program, fordi jeg følte mig desperat og ikke havde noget sted at trække mig tilbage til. Mens jeg boede på Jeju, følte jeg mig meget mere afslappet end før, måske fordi jeg hele tiden var omgivet af naturen – uden angst eller bekymringer. Jeg synes virkelig, at jeg levede godt. Nogle gange, når jeg tog ind til byen, mærkede jeg tydeligt: »Ah, jeg er kommet et skridt bagud«, men mens jeg var der, levede jeg enkelt uden bekymringer.
Når jeg gjorde rent og tog mig af gæsterne, tænkte jeg også: »Ah, jeg kan hjælpe andre; jeg er nyttig.« Jeg talte med gæsterne og tænkte meget over, hvilken retning jeg skulle vælge. Jeg begyndte også at tænke: »Jeg bør leve lidt mere positivt.« I fremtiden kan jeg måske tage mere initiativ til at tale med fremmede uden at tøve. Til sidst tog jeg også lidt på.
- Fortæl om dine egne rejser under sabbatåret
Jeg var interesseret i Olle-stien, så jeg planlagde at gå mange af dens strækninger. Jeg nåede ikke så mange, men jeg gik omkring 3-4 ruter. Jeg tog også til Hallasan og besøgte Biyangdo, som man kan se fra Hyeopjae-stranden.
- Min fortælling om sabbatåret på Jeju
Hej~ Jeg hedder Kang Daye, og jeg tilbragte to måneder på et gæstehus på Jeju gennem Korea Gapyears program »Jeg vil bo der«. Da jeg først så programmet og sendte min ansøgning, tror jeg egentlig kun, jeg tænkte: »Det kunne jeg godt tænke mig at prøve«, »Det kunne være sjovt« og »Det er dejligt, at jeg kan rejse og bo på Jeju.« Men jeg husker, at jeg var meget bekymret og nervøs 2-3 dage før afrejsen. Jeg havde bevidst ikke undersøgt gæstehuset på forhånd. Jeg stolede bare på Korea Gapyear, fordi jeg ikke ville danne mig forudfattede meninger eller fordomme, inden jeg havde prøvet det. Men i det øjeblik jeg gik om bord på færgen til Jeju, tænkte jeg snesevis af gange: »Skal jeg ikke bare tage hjem igen?«
Heldigvis hjalp ejeren af gæstehuset mig meget med at falde til, modsat hvad jeg havde frygtet, og den medarbejder, jeg boede sammen med, hjalp mig også med at vænne mig til de nye omgivelser. Jeg var virkelig heldig. Jeg var på Jeju i marts og april. De to måneder på Jeju gav mig mange minder, oplevelser og bekendtskaber. Mens jeg arbejdede som medarbejder på Jeju, mødte jeg en lang række forskellige mennesker. Jeg mødte mennesker, jeg aldrig ville have mødt, hvis jeg ikke havde været der. Man kunne kalde det skæbnen! Ejeren, de medarbejdere, jeg boede sammen med, og gæsterne, jeg mødte hver dag – fra folk i tyverne, der var yngre end mig, til ældre par over halvfjerds – kom alle med forskellige jobs og deres egne historier.
Selvom vi mødtes som medarbejdere og gæster, lyttede vi til hinandens forskellige historier og delte vores egne. Det var en oplevelse, hvor vi udvekslede historier. Gennem samtalerne lærte jeg om problemer, jeg ikke havde været opmærksom på, og jeg indrømmede også over for mig selv, at jeg var lidt stolt over at have haft andre oplevelser i en ung alder. Hvis jeg havde gået i skole, ville jeg være blevet kaldt »21 år – stadig helt grøn« og have følt mig presset til, at jeg var bagud og hurtigt måtte gøre noget. Men på Jeju gik det op for mig, at det ikke er for sent at begynde på noget nyt, selv når man er 30, og at jeg stadig kan få mange forskellige oplevelser og nå at gøre de ting, jeg gerne vil. Og i modsætning til i skolen, hvor kredsen af mennesker, man møder, er begrænset, kunne jeg møde langt flere.
ⓒKoreaGapyear
For det andet var der Hyeopjae-havet, som jeg kunne se hver morgen, solnedgangene, de mange stjerner om natten og Biyangdo. Jeg levede helt opslugt af den smukke natur og de flotte landskaber. Selv når jeg var træt af at gøre rent, fandt jeg ny energi ved at se på det jadegrønne hav ved Hyeopjae. Sammen med gæsterne beundrede jeg den orangefarvede solnedgang gennem ruden, og om aftenen gik jeg op på taget for at nyde stjernerne. Jeg oplevede fred og en følelse af frihed. Jeg havde ikke mange penge, og min nuværende situation var ikke noget at prale af, men jeg følte ikke, at jeg manglede noget. Jeg var taknemmelig for endnu en dag, der var gået godt sammen med gæsterne, uden bekymringer, og jeg tilbragte dagene med at le ad små, dagligdags ting og føle mig gladere end før. Nogle gange, når jeg tog ind til byen, slog det mig meget tydeligt: »Ah, jeg er kommet et skridt bagud.« Det gjorde mig bekymret for at vende tilbage, men mens jeg boede på Jeju, levede jeg uden bekymringer eller stress og havde ubekymrede, behagelige dage, som hørte til de lykkeligste i mit liv.
For det tredje rejste jeg rundt til forskellige steder. På min første fridag tænkte jeg, at jeg burde se en masse steder, så jeg gik Olle-rute 10. Jeg troede, det ville tage 5-6 timer, men fordi jeg kom væk fra ruten, tog det 7-8 timer. Da det blæste helt ind i det tidlige forår, husker jeg den dag som virkelig, virkelig hård. Jeg glemmer heller aldrig den udmattende tur, hvor jeg kørte med en gæst, jeg var blevet venner med, og besøgte 4-5 steder.
Hallasan havde stået på min ønskeliste, allerede før jeg kom til Jeju, men jeg blev ved med at udskyde bestigningen. Tre dage før jeg rejste fra Jeju, tog jeg endelig den fulde ni timer lange vandretur og så Baengnokdam. Jeg trodsede alles forventninger ved at nå frem til Baengnokdam, og endorfinrusen, jeg følte dengang, glemmer jeg aldrig. Selvom jeg lovede mig selv: »Det er sidste gang, jeg bestiger Hallasan« ...
Til sidst gav denne oplevelse mig tid til at reflektere over mig selv og tænke over fremtiden. Jeg gjorde rent på badeværelser – noget, jeg aldrig havde gjort derhjemme – redte senge for andre og smed madaffald ud.
Alt andet var så godt, men jeg husker, at medarbejderen, jeg boede sammen med, og jeg jokende beklagede os over, hvor hårdt det var at gøre rent. Jeg mærkede virkelig, at intet i verden er let. »Jeg vil bo der« kan umiddelbart virke som et program, der blot handler om at rejse og bo på Jeju, men jeg tror, virkeligheden er, at man må betale den pris, der følger med, for at nyde fordelene. Selv opgaver, som jeg ikke troede ville være særlig hårde, viste sig ikke at være lette, da jeg faktisk skulle udføre dem. Det var første gang i mine 21 år, at jeg virkelig indså det.
Som jeg nævnte før, gav denne oplevelse mig modet til at føle, at der ikke er noget, jeg ikke kan gøre i min alder. Bare en uge efter jeg kom hjem, fik jeg derfor lyst til at prøve at arbejde med blomster. Impulsivt ringede jeg til en blomsterhandler og spurgte, om de søgte medarbejdere, og jeg fik en uges prøvetid i butikken. Hvis jeg havde gået i skole, tror jeg ikke engang, at jeg ville have overvejet det, endsige haft modet til at prøve. Når jeg lyttede til ejeren og gæsterne, fik jeg også nogle råd om livet: I min alder bør man prøve forskellige oplevelser og gøre de ting, man gerne vil – går det godt, er det skønt, og hvis ikke, er der ikke noget at gøre ved det. Før dette program havde jeg planlagt kun at tage fri i ét semester, men nu er der flere ting, jeg gerne vil gøre, så jeg overvejer at forlænge min orlov.
Mens jeg var på Jeju, var jeg på orlov og følte mig derfor presset til hurtigt at lægge planer for fremtiden. Jeg brugte meget tid på at tænke over, hvilke fagområder jeg var interesseret i, hvilken slags arbejde jeg skulle vælge, og om jeg skulle tage optagelsesprøver til universitetet, skifte studieretning eller skifte skole. Jeg var så optaget af at beslutte, hvad jeg skulle gøre, at medarbejderen, jeg boede sammen med, endda sagde: »Du behøver ikke presse dig selv til at gøre sådan noget.« En dag talte jeg med en mandlig gæst på min egen alder. Han sagde, at han var interesseret i design, og jeg sagde, at jeg også var interesseret i det område. Han svarede noget i retning af: »Du er kun en smule interesseret, men har hverken ægte passion eller gør en indsats.« Da han spurgte: »Har du gjort noget for det, fordi du er interesseret i det område?«, husker jeg, at jeg blev fuldstændig taget på sengen.Det var virkelig bare en flygtig interesse, og jeg havde aldrig tænkt over, om jeg havde gjort en indsats for den.
Efter den dag indså jeg, hvad jeg havde overset. Jeg havde altid sagt, at jeg var interesseret, men gik op for mig, at jeg aldrig for alvor havde forsøgt at gøre noget ved det. Jeg var forvirret i en kort periode, men det var helt klart noget, jeg var nødt til at tage fat på. Det var en af de oplevelser, hvor mine horisonter og min tankegang indirekte blev udvidet gennem gæsterne.
Hjem
