Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Gik fra usikkerhed til selvtillid i forhold til min karrierevej #Gjorde status over mig selv og fik styr på min indstilling #Begyndte uden de store overvejelser og lærte ansvar
.jpg "yeoungeun_cam (1).jpg")
En mulighed for at genoverveje min indstilling. For at sige det metaforisk gik det først nu op for mig, at min indstilling var rådden, og at jeg havde den faste overbevisning, at jeg var på rette vej. Men jeg begyndte at tænke mere over mig selv ... Tidligere var jeg bekymret for, om jeg måske havde en lidt vag forestilling om selve det at være frivillig i udlandet, men jeg synes, jeg blev mere afklaret omkring mig selv på en mere konkret måde. Det blev en anledning til at beslutte min karrierevej og en mulighed for at se mig selv efter.
- Frivilligt engelskundervisningsarbejde i Cambodja, der sår læringens frø hos børn |
Spørgsmål:Du har ikke været her så længe. Jeg er nysgerrig efter at høre, hvad du har lavet på det seneste.
Svar: Jeg gjorde det i september sidste år, så det er omkring seks måneder siden, jeg tog orlov. Jeg tog oprindeligt orlov for at tage på en frivilligrejse i udlandet.I øjeblikket overvejer jeg at tjene lidt flere penge og tage til udlandet igen, inden jeg vender tilbage til studiet. Jeg vil gerne til Afrika. Jeg er ikke sikker (griner).
Spørgsmål:Jeg har hørt, at du var på Filippinerne, før du deltog i dette frivilligprogram.
Svar: Ja, i januar sidste år tog jeg af sted i cirka en uge med venner gennem et rejsebureau med fokus på fair rejser.De kalder det frivilligturisme ...(Mener du, at man kombinerer rejser og frivilligt arbejde?)Ja, men vi lavede næsten ikke noget frivilligt arbejde. Det var mest en rejse, og undervejs følte jeg mig underligt nok urolig.
Spørgsmål:Du var på frivilligrejse i omkring en måned. Var dine forældre eller folk omkring dig bekymrede, inden du tog af sted?
Svar: Først tænkte jeg på seks måneder, men det stemte ikke overens med mine forældres mening. »Tror du, du kan holde til seks måneder? Tag bare af sted en måned først.« De lod mig modvilligt tage af sted (griner).(Havde du din egen måde at overtale dine forældre på?)Efter jeg kom hjem fra Filippinerne, tænkte jeg: »Nå, jeg tager orlov fra næste semester.« Fra da af blev jeg ved med at sige til mig selv: »Jeg tager på frivilligrejse i udlandet«, »Jeg tager af sted. Jeg skal af sted.« Jeg hjernevaskede nærmest mig selv: Jeg tager af sted, det er min skæbne ...
Mine forældre sagde noget i retning af: »Hvad mener du med orlov? Du mangler kun ét semester. Tjen nogle penge, og tag af sted senere.«Jeg sagde, at der ikke var noget »senere«. Man skal tage af sted, mens man er ung. Hvis man tager af sted, når man er ældre, kommer kroppen til at lide. Mine forældre spurgte, hvorfor jeg absolut skulle af sted, så ...Jeg satte mig ned og holdt en præsentation, der næsten var som en PowerPoint, for at forklare det. Jeg printede alle materialerne ud ... Hvis jeg bare sagde, at jeg tog af sted på et indfald, ville de blive bekymrede, så jeg var nødt til at vinde deres tillid. Jeg måtte bevise, at der var grunde til at udsætte det, så jeg viste dem materialet (griner).
Spørgsmål:Der var flere frivilligprogrammer — var der en særlig grund til, at du valgte dette?
Svar: Først valgte jeg Thailand, men der var ingen ledige pladser, så jeg blev ikke godkendt til at deltage. Så ringede koordinatoren direkte til mig, forklarede situationen og anbefalede Cambodja. Det var et engelskundervisningsprogram, og fordi jeg ikke er god til engelsk, tøvede jeg, men tænkte: »Nå, det går nok på en eller anden måde«, søgte, forberedte mig i en fart og fik besked i december om, at jeg kunne komme af sted.
Spørgsmål:Du underviste faktisk i engelsk. Du var bekymret, inden du tog af sted — jeg er nysgerrig efter at høre, om du stødte på nogle vanskeligheder.
Svar: Der var faktisk mange frivillige (omkring 20, de fleste franske), og alle talte engelsk meget bedre end jeg. Vi underviste mest børnehavebørn på omkring fem år, begyndende med ABC'erne, og udførte også opgaver som at søge sponsorer.
Spørgsmål:Var der forskel på det frivillige arbejde, du havde forestillet dig inden afrejsen, og det, du faktisk lavede på stedet?
Svar: Det var lidt anderledes. Den første dag ankom jeg, og det eneste, jeg fik at vide, var, at vi skulle stå op klokken 7, men der dukkede ingen op. Næste dag ...kom organisationens leder og sagde, at de gerne ville have støtte fra virksomheder i Korea, og spurgte, om vi ville hjælpe. Jeg var ikke kommet for at finde sponsorer ... men jeg blev sat til at lede projektet og gennemførte det. Til sidst lykkedes det os ikke at fuldføre opgaven (kontakte virksomheder og sikre støtte), og vi tog bare hjem igen. De havde givet os til opgave at kontakte virksomheder for at få regelmæssig støtte, men Korea er jo ikke ligefrem indstillet på at yde støtte så let, vel.(Det lyder, som om det må have været et svært projekt)Jeg sendte e-mails til omkring 70 steder, men fik afslag fra dem alle. Og jeg kunne ikke rigtig ringe til dem derfra. Jeg fortrød, at jeg ikke havde undersøgt det på forhånd, for så havde jeg måske fundet bare ét sted.
SpørgsmålSpørgsmål: Hvor stor var institutionen?
Svar: Bygningen var omkring tre-fire etager høj. Der var en separat skolebygning, kontorer, soveområder for drengene og to-tre steder, hvor de frivillige sov. Institutionen var ret stor, så det var lidt mærkeligt, at de sagde, at de ikke havde penge.På et tidspunkt blev vi bestjålet. Der blev stjålet penge til en værdi af omkring 100.000 won og et ur. De kunne ikke finde uret, men de gav mig pengene tilbage der.
Efter mine ting forsvandt, forsvandt andre frivilliges kameraer to gange. Et spejlreflekskamera blev væk og blev senere fundet, men et kompakt digitalkamera kunne ikke findes.Børnene sagde, at de havde set nogen sælge uret. Jeg hørte faktisk et rygte om en mistænkt, der havde stjålet uret, men jeg ville ikke anklage et barn, så jeg lod, som om jeg ikke vidste noget. Jeg ville ikke gøre et større nummer ud af det.(Hvilket barn mener du?)Et barn, der boede der. Ikke et barn, der gik til undervisning, men et, der boede der og spiste og sov der. De gav mig pengene tilbage ... det fik mig til at tænke meget.
Spørgsmål:Hvor lang tid tog det at vænne sig til de lokale omgivelser?
Svar: Jeg prøvede at vænne mig hurtigt til det, men det så ud til at tage lidt tid. Omkring en uge? Lidt over en uge?(Var maden i orden?)Jeg spiser generelt godt (griner). De frivillige fik frugt til hvert måltid, og der var altid kød — maden var virkelig god. Babyerne så dog ud til at få serveret mere beskedne måltider, og jeg syntes ofte, det var for lidt. Jeg havde dårlig samvittighed over at spise, fordi området var åbent, så alle kunne se hinanden. Når børnene kom og kiggede på, fik jeg endnu mere dårlig samvittighed, mens jeg spiste. Stemningen på institutionen var sådan, at de gik ud og legede om eftermiddagen efter morgenens pligter — de blev ikke rigtig på institutionen, men gik bare ud og hyggede sig.
Spørgsmål:Så på hverdage underviste du hovedsageligt om formiddagen — hvilke aktiviteter lavede I om eftermiddagen?
Svar: Om eftermiddagen fokuserede vi på projektarbejde, og om aftenen badede vi børnene ... Hver dag blev to eller tre frivillige sat til at bade børnene, vaske tøj og den slags. Når vi skulle bade dem, måtte vi fange børnene, der løb væk og lod, som om de ikke ville vaskes (griner).(Var børnene hovedsageligt forældreløse?)Fordelingen var cirka 60:40 — om fredagen tog omkring 40 % (4 ud af 10) af børnene hjem på weekend, mens omkring 60 % (6 ud af 10) blev på institutionen.
Sp.Hvordan var indkvarteringen lokalt?
Sv. Indkvarteringen var bedre, end jeg havde forventet. Jeg havde forestillet mig meget dårlige forhold. Da jeg var frivillig i Filippinerne, boede jeg i et træhus med myrer overalt, uden elektricitet og med dårlige lagner ... Jeg troede, det ville være sådan, men der var et separat badeværelse, og logiet var fint (griner).
Sp.Jeg er nysgerrig efter at høre, hvordan du kom ud af det med børnene på institutionen.
Sv. Jeg underviste omkring seks eller syv børn. Men de var fuldstændig ustyrlige fem- og seksårige — de løb rundt, klamrede sig til én og stak af, når man sagde, de ikke måtte (griner). Man kan virkelig ikke slå dem.(Lavede du selv undervisningsplanen?)Vi fulgte en eksisterende undervisningsplan. Min vigtigste rolle var at være assistent og holde styr på børnene.(Det må have været hårdt at sige farvel.)På den sidste dag ... kunne jeg ikke holde op med at græde. To uger før afslutningen følte jeg, at jeg endelig var fri, men da den sidste dag så kom, føltes det mærkeligt. Jeg ville ønske, jeg kunne være blevet en måned mere ... Jeg kunne kun tænke på alt det, jeg ikke havde nået .... Jeg græd meget den sidste dag. Vi spillede musik og holdt en fest, hvor vi dansede til koreanske sange som »Gangnam Style«.
Sp.Hvem gjorde størst indtryk på dig, mens du var frivillig?
Sv. En frivillig lærer. Hun var en 32-årig lærer; da jeg først ankom, kunne jeg ikke tale særlig godt og følte mig ikke tilpas, men hun tog sig af mig, gav mig endda lidt ekstra, og jeg var virkelig taknemmelig. Til sidst kom hun endda til lufthavnen for at sige farvel til mig — hun var meget moderlig.(Var hun ansat i organisationen?)Nej, hun var også frivillig, fra Frankrig, og sagde, at hun ville rejse efter omkring tre måneder. Alle var virkelig søde.(Tog I ud sammen?)Jeg havde travlt med at hænge ud hver fredag, lørdag og søndag (griner).
Sp.Hvilke nationaliteter og aldre havde de andre frivillige?
Sv. De fleste var franskmænd. Franskmænd og belgiere ... de var alle europæere, så jeg var den eneste asiater. Der var måske to på min alder, og de fleste var omkring 30-40 år.(Var de frivillige også hovedsageligt ansvarlige for undervisningen?)Ja, der var lærere, sygeplejersker og endda en, der ligesom jeg læste socialt arbejde.(Var du meget sammen med dem?)Vi tog ofte ud sammen (griner). Men når de var sammen, talte de fransk, og mit engelsk var ikke særlig godt, så jeg følte mig nogle gange lidt udenfor.(Oplevede du nogensinde kulturelle forskelle?)Herhjemme, hvis nogen spørger »hvad har du lyst til at lave?«, siger folk ofte først nej — de siger »det er okay« to eller tre gange, før de siger ja. Men med dem er et nej bare et nej!
Sp.Har du rejst meget rundt?
Sv. Jeg tror mest, jeg rejste rundt i Phnom Penh.(Hvordan var stemningen i Cambodja?)Det virkede mere velstående, end jeg havde forventet. Der var mange bygninger. Men det ser ud til kun at gælde området omkring Phnom Penh. Jeg besøgte engang Killing Fields alene. Da jeg kørte ad grusveje og så de ting, mærkede jeg den markante forskel mellem rig og fattig.
Sp.Når du ser på programmet som helhed, hvad vil du så sige er dets styrker og svagheder?
Sv. Helt ærligt forberedte jeg mig ikke særlig meget, inden jeg tog af sted. Jeg brugte for meget tid på at feste i Korea, så det fortryder jeg lidt. Jeg syntes, NGO'en var velorganiseret. Og måske fordi jeg havde forestillet mig meget ekstreme forhold, var faciliteterne virkelig rene og gode. Men der var også ting som, at de forventede donationer fra de frivillige, og at der var så mange frivillige, at jeg nogle gange følte, jeg var overflødig arbejdskraft. Der var ingen til at lede de frivillige, så selvom det er godt, at de frivillige kunne handle frit, skabte manglen på en leder en vis afstand mellem medarbejdere og frivillige. De frivillige havde meget med hinanden at gøre.
Sp.Hvilket råd vil du give til dem, der skal deltage i programmet fremover?
Sv. Pas på dine ejendele, og det ville være rigtig godt at tage masser af engelskundervisningsmateriale med. Men jeg tror, det afhænger af, hvordan man tilpasser sig. Det ville være godt, hvis du kan tale engelsk nogenlunde. Hvis du kan føre en samtale uden en ordbog, ville det være fantastisk — jeg hang fast i min ordbog.(Hvilken type personlighed tror du passer til programmet?)Stemningen er i høj grad præget af de frivillige, så en, der er lidt udadvendt, kan omgås andre godt og ikke er bange for at være en smule fremme i skoene, vil passe godt ind.
Sp.Det var en periode på en måned. Når jeg sammenligner før og efter, er den forandring, jeg ser i mig selv,
Sv. Den første dag tænkte jeg: »Hvordan skal jeg holde en hel måned ud?« Jeg følte, at jeg ikke kunne klare det. Jeg følte, at jeg straks måtte tilbage til Korea. Der var ingen til at tage imod mig eller præsentere mig. Fra den allerførste dag skyllede ensomheden ind over mig. I begyndelsen tænkte jeg: »Er det her rigtigt?«
Jeg skrev dagbog hver dag. Den første dag skrev jeg: »Hvordan skal jeg holde det her ud?«, men den sidste dag, da jeg så tilbage på det, fik jeg så ondt af de mennesker. Den bog, jeg læste på det tidspunkt, hjalp mig også meget. Til orienteringen inden afrejse anbefalede de nogle bøger, der kunne være nyttige, og jeg tog to af dem med.bogen »Tyve år – giv aldrig op«Da jeg læste den, kom jeg til at reflektere — ikke fordi jeg bevidst ville bebrejde mig selv, men det endte jeg med at gøre. For eksempel over, hvordan folk i tyverne i dag lever som teenagere — de prøver at tage den med ro eller jagter meritter, mens de stadig får lommepenge af deres forældre. »Hvis du vil blive til noget senere, så bliv en, der kan tjene penge nu; hvis du stadig får lommepenge nu, lever du af lommepenge, når du er i trediverne« — den sætning gjorde virkelig indtryk på mig. Jeg troede, jeg var voksen, men i virkeligheden havde jeg levet som et barn. Så jeg prøver at få styr på min indstilling igen (griner).
Sp.Hvordan adskiller sabbatårsprogrammet sig fra andre frivilligprogrammer?
Sv. Hvis andre programmer hovedsageligt handler om at blive ledet, handler sabbatårsprogrammet mere om selv at tage initiativ og gøre tingene. Hvis du ikke planlægger det, sker det ikke. Inden jeg tog af sted, sagde de, at der ville være meget tid alene. Jeg undrede mig over, hvorfor der skulle være så meget tid, når der var programmer, men da jeg kom derhen, indså jeg, at jeg selv skulle planlægge tingene. Det ser ud til at dreje sig om »mig« — jeg planlægger selv, og jeg gør det ...
En mulighed for at undersøge mig selv
Sp..For Yeongeun, the gap year is
A. En mulighed for at genoverveje min tankegang. For at sige det metaforisk var jeg ikke klar over, at min tankegang var rådden, før nu, og jeg havde en fast idé om, at jeg var på rette vej, men jeg begyndte at tænke mere over mig selv... Tidligere var jeg bekymret for, at jeg måske tænkte for vagt på frivilligt arbejde i udlandet, men jeg synes, jeg blev mere afklaret om mig selv på en mere konkret måde. Det ser ud til at have været en anledning til at beslutte min karrierevej og gøre status over mig selv.
Sp.Hvad er dine planer for fremtiden?
A. Inden jeg vender tilbage til skolen i september, planlægger jeg at studere mere og tage endnu en certificering, og jeg overvejer at tage på endnu en frivillig rejse til udlandet i cirka en til to måneder (griner).
En mulighed for at genoverveje min indstilling. For at sige det metaforisk gik det først nu op for mig, at min indstilling var rådden, og at jeg havde den faste overbevisning, at jeg var på rette vej. Men jeg begyndte at tænke mere over mig selv ... Tidligere var jeg bekymret for, om jeg måske havde en lidt vag forestilling om selve det at være frivillig i udlandet, men jeg synes, jeg blev mere afklaret omkring mig selv på en mere konkret måde. Det blev en anledning til at beslutte min karrierevej og en mulighed for at se mig selv efter.
- Frivilligt engelskundervisningsarbejde i Cambodja, der sår læringens frø hos børn |
Spørgsmål:Du har ikke været her så længe. Jeg er nysgerrig efter at høre, hvad du har lavet på det seneste.
Svar: Jeg gjorde det i september sidste år, så det er omkring seks måneder siden, jeg tog orlov. Jeg tog oprindeligt orlov for at tage på en frivilligrejse i udlandet.I øjeblikket overvejer jeg at tjene lidt flere penge og tage til udlandet igen, inden jeg vender tilbage til studiet. Jeg vil gerne til Afrika. Jeg er ikke sikker (griner).
Spørgsmål:Jeg har hørt, at du var på Filippinerne, før du deltog i dette frivilligprogram.
Svar: Ja, i januar sidste år tog jeg af sted i cirka en uge med venner gennem et rejsebureau med fokus på fair rejser.De kalder det frivilligturisme ...(Mener du, at man kombinerer rejser og frivilligt arbejde?)Ja, men vi lavede næsten ikke noget frivilligt arbejde. Det var mest en rejse, og undervejs følte jeg mig underligt nok urolig.
Spørgsmål:Du var på frivilligrejse i omkring en måned. Var dine forældre eller folk omkring dig bekymrede, inden du tog af sted?
Svar: Først tænkte jeg på seks måneder, men det stemte ikke overens med mine forældres mening. »Tror du, du kan holde til seks måneder? Tag bare af sted en måned først.« De lod mig modvilligt tage af sted (griner).(Havde du din egen måde at overtale dine forældre på?)Efter jeg kom hjem fra Filippinerne, tænkte jeg: »Nå, jeg tager orlov fra næste semester.« Fra da af blev jeg ved med at sige til mig selv: »Jeg tager på frivilligrejse i udlandet«, »Jeg tager af sted. Jeg skal af sted.« Jeg hjernevaskede nærmest mig selv: Jeg tager af sted, det er min skæbne ...
Mine forældre sagde noget i retning af: »Hvad mener du med orlov? Du mangler kun ét semester. Tjen nogle penge, og tag af sted senere.«Jeg sagde, at der ikke var noget »senere«. Man skal tage af sted, mens man er ung. Hvis man tager af sted, når man er ældre, kommer kroppen til at lide. Mine forældre spurgte, hvorfor jeg absolut skulle af sted, så ...Jeg satte mig ned og holdt en præsentation, der næsten var som en PowerPoint, for at forklare det. Jeg printede alle materialerne ud ... Hvis jeg bare sagde, at jeg tog af sted på et indfald, ville de blive bekymrede, så jeg var nødt til at vinde deres tillid. Jeg måtte bevise, at der var grunde til at udsætte det, så jeg viste dem materialet (griner).
Spørgsmål:Der var flere frivilligprogrammer — var der en særlig grund til, at du valgte dette?
Svar: Først valgte jeg Thailand, men der var ingen ledige pladser, så jeg blev ikke godkendt til at deltage. Så ringede koordinatoren direkte til mig, forklarede situationen og anbefalede Cambodja. Det var et engelskundervisningsprogram, og fordi jeg ikke er god til engelsk, tøvede jeg, men tænkte: »Nå, det går nok på en eller anden måde«, søgte, forberedte mig i en fart og fik besked i december om, at jeg kunne komme af sted.
Spørgsmål:Du underviste faktisk i engelsk. Du var bekymret, inden du tog af sted — jeg er nysgerrig efter at høre, om du stødte på nogle vanskeligheder.
Svar: Der var faktisk mange frivillige (omkring 20, de fleste franske), og alle talte engelsk meget bedre end jeg. Vi underviste mest børnehavebørn på omkring fem år, begyndende med ABC'erne, og udførte også opgaver som at søge sponsorer.
Spørgsmål:Var der forskel på det frivillige arbejde, du havde forestillet dig inden afrejsen, og det, du faktisk lavede på stedet?
Svar: Det var lidt anderledes. Den første dag ankom jeg, og det eneste, jeg fik at vide, var, at vi skulle stå op klokken 7, men der dukkede ingen op. Næste dag ...kom organisationens leder og sagde, at de gerne ville have støtte fra virksomheder i Korea, og spurgte, om vi ville hjælpe. Jeg var ikke kommet for at finde sponsorer ... men jeg blev sat til at lede projektet og gennemførte det. Til sidst lykkedes det os ikke at fuldføre opgaven (kontakte virksomheder og sikre støtte), og vi tog bare hjem igen. De havde givet os til opgave at kontakte virksomheder for at få regelmæssig støtte, men Korea er jo ikke ligefrem indstillet på at yde støtte så let, vel.(Det lyder, som om det må have været et svært projekt)Jeg sendte e-mails til omkring 70 steder, men fik afslag fra dem alle. Og jeg kunne ikke rigtig ringe til dem derfra. Jeg fortrød, at jeg ikke havde undersøgt det på forhånd, for så havde jeg måske fundet bare ét sted.
SpørgsmålSpørgsmål: Hvor stor var institutionen?
Svar: Bygningen var omkring tre-fire etager høj. Der var en separat skolebygning, kontorer, soveområder for drengene og to-tre steder, hvor de frivillige sov. Institutionen var ret stor, så det var lidt mærkeligt, at de sagde, at de ikke havde penge.På et tidspunkt blev vi bestjålet. Der blev stjålet penge til en værdi af omkring 100.000 won og et ur. De kunne ikke finde uret, men de gav mig pengene tilbage der.
Efter mine ting forsvandt, forsvandt andre frivilliges kameraer to gange. Et spejlreflekskamera blev væk og blev senere fundet, men et kompakt digitalkamera kunne ikke findes.Børnene sagde, at de havde set nogen sælge uret. Jeg hørte faktisk et rygte om en mistænkt, der havde stjålet uret, men jeg ville ikke anklage et barn, så jeg lod, som om jeg ikke vidste noget. Jeg ville ikke gøre et større nummer ud af det.(Hvilket barn mener du?)Et barn, der boede der. Ikke et barn, der gik til undervisning, men et, der boede der og spiste og sov der. De gav mig pengene tilbage ... det fik mig til at tænke meget.
Spørgsmål:Hvor lang tid tog det at vænne sig til de lokale omgivelser?
Svar: Jeg prøvede at vænne mig hurtigt til det, men det så ud til at tage lidt tid. Omkring en uge? Lidt over en uge?(Var maden i orden?)Jeg spiser generelt godt (griner). De frivillige fik frugt til hvert måltid, og der var altid kød — maden var virkelig god. Babyerne så dog ud til at få serveret mere beskedne måltider, og jeg syntes ofte, det var for lidt. Jeg havde dårlig samvittighed over at spise, fordi området var åbent, så alle kunne se hinanden. Når børnene kom og kiggede på, fik jeg endnu mere dårlig samvittighed, mens jeg spiste. Stemningen på institutionen var sådan, at de gik ud og legede om eftermiddagen efter morgenens pligter — de blev ikke rigtig på institutionen, men gik bare ud og hyggede sig.
Spørgsmål:Så på hverdage underviste du hovedsageligt om formiddagen — hvilke aktiviteter lavede I om eftermiddagen?
Svar: Om eftermiddagen fokuserede vi på projektarbejde, og om aftenen badede vi børnene ... Hver dag blev to eller tre frivillige sat til at bade børnene, vaske tøj og den slags. Når vi skulle bade dem, måtte vi fange børnene, der løb væk og lod, som om de ikke ville vaskes (griner).(Var børnene hovedsageligt forældreløse?)Fordelingen var cirka 60:40 — om fredagen tog omkring 40 % (4 ud af 10) af børnene hjem på weekend, mens omkring 60 % (6 ud af 10) blev på institutionen.
Sp.Hvordan var indkvarteringen lokalt?
Sv. Indkvarteringen var bedre, end jeg havde forventet. Jeg havde forestillet mig meget dårlige forhold. Da jeg var frivillig i Filippinerne, boede jeg i et træhus med myrer overalt, uden elektricitet og med dårlige lagner ... Jeg troede, det ville være sådan, men der var et separat badeværelse, og logiet var fint (griner).
Sp.Jeg er nysgerrig efter at høre, hvordan du kom ud af det med børnene på institutionen.
Sv. Jeg underviste omkring seks eller syv børn. Men de var fuldstændig ustyrlige fem- og seksårige — de løb rundt, klamrede sig til én og stak af, når man sagde, de ikke måtte (griner). Man kan virkelig ikke slå dem.(Lavede du selv undervisningsplanen?)Vi fulgte en eksisterende undervisningsplan. Min vigtigste rolle var at være assistent og holde styr på børnene.(Det må have været hårdt at sige farvel.)På den sidste dag ... kunne jeg ikke holde op med at græde. To uger før afslutningen følte jeg, at jeg endelig var fri, men da den sidste dag så kom, føltes det mærkeligt. Jeg ville ønske, jeg kunne være blevet en måned mere ... Jeg kunne kun tænke på alt det, jeg ikke havde nået .... Jeg græd meget den sidste dag. Vi spillede musik og holdt en fest, hvor vi dansede til koreanske sange som »Gangnam Style«.
Sp.Hvem gjorde størst indtryk på dig, mens du var frivillig?
Sv. En frivillig lærer. Hun var en 32-årig lærer; da jeg først ankom, kunne jeg ikke tale særlig godt og følte mig ikke tilpas, men hun tog sig af mig, gav mig endda lidt ekstra, og jeg var virkelig taknemmelig. Til sidst kom hun endda til lufthavnen for at sige farvel til mig — hun var meget moderlig.(Var hun ansat i organisationen?)Nej, hun var også frivillig, fra Frankrig, og sagde, at hun ville rejse efter omkring tre måneder. Alle var virkelig søde.(Tog I ud sammen?)Jeg havde travlt med at hænge ud hver fredag, lørdag og søndag (griner).
Sp.Hvilke nationaliteter og aldre havde de andre frivillige?
Sv. De fleste var franskmænd. Franskmænd og belgiere ... de var alle europæere, så jeg var den eneste asiater. Der var måske to på min alder, og de fleste var omkring 30-40 år.(Var de frivillige også hovedsageligt ansvarlige for undervisningen?)Ja, der var lærere, sygeplejersker og endda en, der ligesom jeg læste socialt arbejde.(Var du meget sammen med dem?)Vi tog ofte ud sammen (griner). Men når de var sammen, talte de fransk, og mit engelsk var ikke særlig godt, så jeg følte mig nogle gange lidt udenfor.(Oplevede du nogensinde kulturelle forskelle?)Herhjemme, hvis nogen spørger »hvad har du lyst til at lave?«, siger folk ofte først nej — de siger »det er okay« to eller tre gange, før de siger ja. Men med dem er et nej bare et nej!
Sp.Har du rejst meget rundt?
Sv. Jeg tror mest, jeg rejste rundt i Phnom Penh.(Hvordan var stemningen i Cambodja?)Det virkede mere velstående, end jeg havde forventet. Der var mange bygninger. Men det ser ud til kun at gælde området omkring Phnom Penh. Jeg besøgte engang Killing Fields alene. Da jeg kørte ad grusveje og så de ting, mærkede jeg den markante forskel mellem rig og fattig.
Sp.Når du ser på programmet som helhed, hvad vil du så sige er dets styrker og svagheder?
Sv. Helt ærligt forberedte jeg mig ikke særlig meget, inden jeg tog af sted. Jeg brugte for meget tid på at feste i Korea, så det fortryder jeg lidt. Jeg syntes, NGO'en var velorganiseret. Og måske fordi jeg havde forestillet mig meget ekstreme forhold, var faciliteterne virkelig rene og gode. Men der var også ting som, at de forventede donationer fra de frivillige, og at der var så mange frivillige, at jeg nogle gange følte, jeg var overflødig arbejdskraft. Der var ingen til at lede de frivillige, så selvom det er godt, at de frivillige kunne handle frit, skabte manglen på en leder en vis afstand mellem medarbejdere og frivillige. De frivillige havde meget med hinanden at gøre.
Sp.Hvilket råd vil du give til dem, der skal deltage i programmet fremover?
Sv. Pas på dine ejendele, og det ville være rigtig godt at tage masser af engelskundervisningsmateriale med. Men jeg tror, det afhænger af, hvordan man tilpasser sig. Det ville være godt, hvis du kan tale engelsk nogenlunde. Hvis du kan føre en samtale uden en ordbog, ville det være fantastisk — jeg hang fast i min ordbog.(Hvilken type personlighed tror du passer til programmet?)Stemningen er i høj grad præget af de frivillige, så en, der er lidt udadvendt, kan omgås andre godt og ikke er bange for at være en smule fremme i skoene, vil passe godt ind.
Sp.Det var en periode på en måned. Når jeg sammenligner før og efter, er den forandring, jeg ser i mig selv,
Sv. Den første dag tænkte jeg: »Hvordan skal jeg holde en hel måned ud?« Jeg følte, at jeg ikke kunne klare det. Jeg følte, at jeg straks måtte tilbage til Korea. Der var ingen til at tage imod mig eller præsentere mig. Fra den allerførste dag skyllede ensomheden ind over mig. I begyndelsen tænkte jeg: »Er det her rigtigt?«
Jeg skrev dagbog hver dag. Den første dag skrev jeg: »Hvordan skal jeg holde det her ud?«, men den sidste dag, da jeg så tilbage på det, fik jeg så ondt af de mennesker. Den bog, jeg læste på det tidspunkt, hjalp mig også meget. Til orienteringen inden afrejse anbefalede de nogle bøger, der kunne være nyttige, og jeg tog to af dem med.bogen »Tyve år – giv aldrig op«Da jeg læste den, kom jeg til at reflektere — ikke fordi jeg bevidst ville bebrejde mig selv, men det endte jeg med at gøre. For eksempel over, hvordan folk i tyverne i dag lever som teenagere — de prøver at tage den med ro eller jagter meritter, mens de stadig får lommepenge af deres forældre. »Hvis du vil blive til noget senere, så bliv en, der kan tjene penge nu; hvis du stadig får lommepenge nu, lever du af lommepenge, når du er i trediverne« — den sætning gjorde virkelig indtryk på mig. Jeg troede, jeg var voksen, men i virkeligheden havde jeg levet som et barn. Så jeg prøver at få styr på min indstilling igen (griner).
Sp.Hvordan adskiller sabbatårsprogrammet sig fra andre frivilligprogrammer?
Sv. Hvis andre programmer hovedsageligt handler om at blive ledet, handler sabbatårsprogrammet mere om selv at tage initiativ og gøre tingene. Hvis du ikke planlægger det, sker det ikke. Inden jeg tog af sted, sagde de, at der ville være meget tid alene. Jeg undrede mig over, hvorfor der skulle være så meget tid, når der var programmer, men da jeg kom derhen, indså jeg, at jeg selv skulle planlægge tingene. Det ser ud til at dreje sig om »mig« — jeg planlægger selv, og jeg gør det ...
En mulighed for at undersøge mig selv
Sp..For Yeongeun, the gap year is
A. En mulighed for at genoverveje min tankegang. For at sige det metaforisk var jeg ikke klar over, at min tankegang var rådden, før nu, og jeg havde en fast idé om, at jeg var på rette vej, men jeg begyndte at tænke mere over mig selv... Tidligere var jeg bekymret for, at jeg måske tænkte for vagt på frivilligt arbejde i udlandet, men jeg synes, jeg blev mere afklaret om mig selv på en mere konkret måde. Det ser ud til at have været en anledning til at beslutte min karrierevej og gøre status over mig selv.
Sp.Hvad er dine planer for fremtiden?
A. Inden jeg vender tilbage til skolen i september, planlægger jeg at studere mere og tage endnu en certificering, og jeg overvejer at tage på endnu en frivillig rejse til udlandet i cirka en til to måneder (griner).
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
