Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Fra et snævert perspektiv i Korea til et bredere udsyn #Viden om anlæggelse af intravenøse adgange og desinfektion af instrumenter. #En rørende indsats, der fik mig til at tænke over børnenes følelser.
Jeg hedder Song Jimin, går på første år på sygeplejerskeuddannelsen og deltog i et frivilligt arbejde på et hospital i Ho Chi Minh-byen, fordi jeg blev interesseret, da en medstuderende søgte efter nogen, der ville tage med.Jeg ville gerne få en ny oplevelse, som jeg ikke kunne få i Korea, og se hospitalets arbejde på nært hold. Inden afrejsen var jeg lidt bekymret for, om vi ville kunne kommunikere godt, men jeg havde ikke gjort særlige forberedelser.
På stedet stod jeg op om morgenen, spiste på overnatningsstedet og tog direkte til hospitalet. Jeg hjalp til med forskellige opgaver på hospitalet og lærte en masse, blandt andet hvordan man lægger et drop, og hvordan man steriliserer udstyr. Jeg syntes, at forholdene var lidt anderledes end på hospitaler i Korea, men jeg følte mig tryg inde på hospitalet. På gaden var der dog mange motorcykler, så jeg oplevede, at man skulle være ekstra forsigtig, når man bevægede sig rundt.
Det første sted, jeg besøgte, tog sig af børn med problemer med benene eller kroppen. Jeg hjalp en dreng, der havde ondt i benet og havde svært ved at gå, ved at støtte ham. Han blev ved med at løbe eller forsøge at sparke til ting med sit dårlige ben, og i begyndelsen undrede jeg mig lidt. Men efterhånden tænkte jeg, at han måske gjorde det, fordi han gerne ville bevæge sig frit med sit raske ben, og det rørte mig dybt. Det at hjælpe børnene gav mig anledning til mange tanker.
Det var spændende at kunne følge hospitalets arbejde helt tæt på, og ved at prøve forskellige arbejdsområder kunne jeg overveje, hvad der passede bedst til mine evner og interesser. Efter kun at have været i Korea kom jeg til et sted, hvor jeg hele tiden måtte tale med udenlandske venner, og det føltes, som om min snævre horisont blev udvidet. Selvom vi deltog i forskellige programmer, blev jeg lidt venner med en amerikansk mand, og vi talte sammen, hver gang vi spiste. Jeg deltog i det medicinske program sammen med andre og blev også venner med nogle af deltagerne, så vi knyttede bånd.
Efter det frivillige arbejde på hospitalet havde vi rigeligt med fritid, og jeg tog på sightseeing i området omkring Ho Chi Minh-byen. Der var masser at opleve i Ho Chi Minh-byen, og det, jeg husker bedst, er turen med en dobbeltdækker-sightseeingbus. Projektet hjalp mig så meget, at jeg vil give det 10 ud af 10 for, hvor meget det har forandret mit liv. Jeg føler, at jeg er vokset meget siden før deltagelsen.
Til dem, der skal deltage fremover, vil jeg anbefale, at I vænner jer til at gå tidligt i seng og stå tidligt op for at få en regelmæssig hverdag. Jeg vil også gerne takke koordinatoren, som forklarede tingene så venligt, at det gjorde et varigt indtryk på mig.
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
