Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Fra frygt for ukendte omgivelser til en indstilling, hvor jeg tager imod udfordringer. #Større selvtillid til at kommunikere og skabe relationer på engelsk. #Jeg har varme minder om at have knyttet bånd til børnene.
Skab minder med børn i Ho Chi Minh City, Vietnam
Hej. Jeg hedder Kim Miji, og jeg har netop været på et to ugers frivilligophold i Ho Chi Minh City. Jeg deltog i projektet ‘Når jeg stråler: Del og udtryk glæde med børnene i Ho Chi Minh City, Vietnam, og oplev at blive elsket’ .
I marts i år blev jeg uventet tilbudt en frivillig fratrædelsesordning, fordi virksomheden var i økonomiske vanskeligheder. Det fik mig til at overveje min fremtidige karriere og fremtid grundigt . I den forbindelse lærte jeg om begrebet sabbatår, og mens jeg holdt en kort pause, tænkte jeg over, hvad jeg virkelig interesserer mig for, og hvad jeg altid gerne har villet prøve. I stedet for blot at få tiden til at gå ønskede jeg at udvide min horisont gennem nye oplevelser og bruge tid på at reflektere over mig selv.
I den proces kom jeg i tanke om frivilligt arbejde i udlandet, som længe havde stået på min ønskeliste. Jeg har altid holdt af børn og nydt at være sammen med dem, så jeg syntes, at dette projekt, hvor jeg kunne knytte bånd til børnene og tilbringe meningsfuld tid med dem, passede godt til mig. Derfor besluttede jeg at deltage. Jeg ønskede at overvinde min frygt for ukendte omgivelser, møde forskellige mennesker og få nye perspektiver samt opleve, hvordan jeg kunne gøre en positiv forskel for børnene.
Jeg havde mest været på korte udlandsrejser på omkring tre nætter og fire dage, så jeg var bekymret for at skulle opholde mig i udlandet i længere tid. Jeg følte også et stort pres over at skulle kommunikere på engelsk, og jeg var lidt tilbageholdende med at omgås nye mennesker. Inden afrejsen fik jeg dog en trinvis vejledning i forberedelserne, og materialet til introduktionen var grundigt udarbejdet, så jeg kunne forberede mig lidt ad gangen. Det lettede mine bekymringer betydeligt, og jeg kunne begynde mit frivillige arbejde med ro i sindet.
På stedet mødtes jeg med kontaktpersonen på skolen kl. 7.45 om morgenen, hvorefter vi tog bussen til bestemmelsesstedet. Formiddagens aktiviteter foregik som regel fra kl. 8.30 til 11.10. Efter frokost havde vi fri indtil kl. 14. Aktiviteterne om eftermiddagen sluttede kl. 15.30, og derefter havde vi fritid. Der var rigeligt med fritid, så jeg kunne udforske nærområdet eller hygge mig med de andre deltagere og få tid til at slappe af og lade op.
Kollegieværelset var indrettet til otte personer og var generelt rent og pænt, så det var behageligt at bo der. Jeg boede sammen med deltagere fra forskellige lande og kunne naturligt lære dem at kende. Det udvidede min horisont at møde mennesker med andre tanker og værdier, formet af forskellige livsvilkår. Jeg havde svært ved at kommunikere, fordi mine engelskkundskaber ikke var så gode, og jeg husker, hvor meget en koreansk ven, jeg boede sammen med, hjalp mig. Jeg blev mere sikker på, at man sagtens kan opbygge relationer, så længe man har lyst til at kommunikere, selvom ens engelsk ikke er perfekt.
De mest rørende øjeblikke var dem, jeg tilbragte sammen med de børn på to et halvt år, som jeg havde ansvaret for. I begyndelsen syntes børnene, at jeg var fremmed, og de var på vagt, men efterhånden kom de selv hen til mig og smilede strålende. Når jeg sad ned, satte de sig helt naturligt på mit skød eller tog mig i hånden. Det var så sødt og mindeværdigt. Selvom vi ikke talte samme sprog, mærkede jeg tydeligt børnenes oprigtige udtryk og varme hjerter, og jeg kom også selv til at holde rigtig meget af dem.
Gennem det frivillige arbejde kom jeg også til at tænke over, hvor krævende og betydningsfuldt det er at være pædagog. På nogle dage tog to lærere sig af omkring ni børn, og på andre dage omkring 15. Jeg så med egne øjne, at det ikke var let at samle børnene, sørge for deres måltider og få dem til at sove til middag. Jeg indså, hvor stor en indsats og dedikation det kræver at passe på børnenes sikkerhed og tage sig af dem hele dagen, og jeg fik dyb respekt for lærerne. Sikkerheden var også godt varetaget i hverdagen og under aktiviteterne, og kontaktpersonerne vejledte og reagerede hurtigt, så jeg kunne deltage i programmet uden bekymringer.
Af personlige årsager var jeg nødt til at kontakte kontaktpersonen i en weekend, og jeg var taknemmelig for, at vedkommende svarede hurtigt og straks hjalp mig med det, jeg havde brug for, selvom det var weekend. Dette frivillige arbejde var ikke kun en tid, hvor jeg knyttede varme bånd til børnene, men også en oplevelse, hvor jeg lærte om værdien af og ansvaret ved at tage mig af andre. Jeg lærte også, at selv lidt opmærksomhed og omsorg kan have en positiv indvirkning på hinanden. Hvis jeg skulle bedømme, hvor meget projektet har hjulpet med at forandre mit liv, ville jeg give det 7 point.
I Ho Chi Minh City besøgte jeg Bùi Viện-gaden i distrikt 1 og Ben Thanh-markedet. I weekenden var det også en god idé at tage en fridag om fredagen og besøge andre steder længere væk fra Ho Chi Minh City, såsom Phu Quoc eller Nha Trang. Jeg mødte mennesker fra forskellige kulturer og lærte deres tanker og kulturer at kende, og gennem møderne lærte jeg om forståelse og hensyn. Til dem, der overvejer at deltage, vil jeg sige: Vær ikke bange – spring ud i det.
Dette sabbatår var for mig en oplevelse, der betød mere end blot frivilligt arbejde i udlandet. Min frygt for ukendte omgivelser blev meget mindre, og jeg oplevede glæden ved at vokse sammen med forskellige mennesker uden at være bange for nye udfordringer. Fremover vil jeg også hellere kaste mig ud i ukendte oplevelser end undgå dem og udforske en større verden. Selvom det var kort tid, skabte jeg dyrebare minder, som jeg vil huske længe, og det var en meningsfuld tid, der gav mig mulighed for at udvikle mig.
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
