Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Fra at føle mig usikker og holde mig tilbage til at få lyst til at kaste mig ud i nye udfordringer #Japanske samtalefærdigheder og motivation til at studere sproget #En måned i Sapporo, også med tid til at slappe af
Jeg hedder Lee Sua, jeg elsker Japan og vil gerne blive bedre til japansk. Jeg deltog i et måneds langt sprogkursusprojekt i Sapporo med målet om at forbedre mine japanskkundskaber og få mere selvtillid. Jeg foretrækker vinter frem for sommer, og jeg har længe gerne villet besøge Sapporo. Derfor valgte jeg projektet, fordi jeg gerne ville lære et sprog, jeg holder af, et sted, jeg holder af.
Det var første gang, jeg rejste alene til udlandet, så jeg var meget bekymret. Jeg tænkte på, om jeg kunne klare det alene, og hvad jeg skulle gøre, hvis der opstod et problem, jeg ikke kunne løse. Men inden afrejsen forberedte jeg mig trin for trin gennem Gap Year-missionerne, og efterhånden fik jeg en følelse af, at jeg nok skulle klare det.
Når jeg arbejdede eller skulle træffe beslutninger, handlede jeg ofte uden selvtillid. Så selv hvis jeg var bange for at tage en udfordring op eller tøvede, satte jeg mig som mål at tænke: »Bare gør det! Prøv!« Bortset fra at underlaget var glat, færdedes jeg meget forsigtigt og sikkert på stedet. Da jeg var der, sneede det ikke voldsomt, så det var fint at komme rundt.
Undervisningen på sprogskolen begyndte kl. 9.30, og jeg mødte op kl. 9 for at forberede mig på dagens lektioner. Undervisningen varede som regel 50 minutter, og efter første lektion havde vi 10 minutters pause. De almindelige formiddagstimer sluttede kl. 12.20. I den første uge fik vi hver dag tid til at præsentere os selv, så vi kunne lære de andre elever og lærerne at kende.
Undervisningsmetoderne varierede lidt fra lærer til lærer, men generelt talte vi om dagens emne med udgangspunkt i lærebogen, sørgede for at forstå betydningen og øvede derefter samtaler med en makker ved hjælp af emnet. Fra mandag til onsdag foregik undervisningen på denne måde, og om torsdagen havde vi en kort test og skrev en tekst. Om fredagen holdt vi et oplæg om os selv, og bagefter læste vi hinandens tekster fra torsdag og skrev korte kommentarer. Det var virkelig sjovt.
Efter de almindelige formiddagstimer kunne man deltage i aktiviteter arrangeret af skolen, men kun hvis man havde tilmeldt sig. Undervisningen foregik i små grupper, så det var dejligt, at man kunne koncentrere sig mere om læreren og de andre elever. Alle forklarede tingene venligt og tålmodigt, og det var også rigtig godt, at man ikke behøvede at blive usikker, hvis man svarede forkert.
De personer, jeg husker bedst, er lærerne på sprogskolen. Jeg husker Mizuki-sensei, som altid underviste med glæde, og Masaki-sensei, som jeg blev bekymret for, da han blev forkølet efter den første lektion. Det var en tid med sjove timer og fortællinger fra de andre elever og lærerne, hvor jeg også lærte ting, jeg ikke kendte til.
Til frokost tog jeg altid ud for at spise stærk miso-ramen. Det bedste sted var Rāmen Nishiya, filialen ved Otaru Station, tæt på Otaru Station. Det er ærgerligt, at jeg kun kom rundt i området nær Sapporo, men jeg synes, at man skal have lidt at fortryde, så man får lyst til at komme tilbage.
Efter mit måneds lange sprogkursus fik jeg lidt mere selvtillid end før. Jeg synes også, at min dovenskab er blevet meget mindre, fordi mine vaner fra tiden i Japan stadig hænger ved. Jeg fik også slappet godt af, og nu har jeg lyst til at prøve at studere forskellige sprog ud over japansk.
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
