Erfaringer fra sabbatåret: Son Jae-euns praktik i Cambodja hos en NGO, som CNN udnævnte til en af sine 100 helte | Fra CV-pynt til en ægte følelse af mission

#Fra CV-pynt til en ægte følelse af mission #Børnenes grænseløse hengivenhed og en følelse af ansvar #En oplevelse, der fik mig til at værdsætte mennesker

Forfatter: Son Jae-eun
Land / by: Asien/Cambodja/Phnom Penh
Visninger : 5287

I begyndelsen tænkte jeg helt klart, at det i det mindste ville pynte på mit CV, og at frivilligt arbejde ville være nemt. Faktisk er jeg ikke en person med en stærk følelse af mission, når det gælder frivilligt arbejde. Selv om jeg siger, at jeg kom, fordi jeg selv havde lyst, var den følelsesmæssige tyngde noget helt andet. Så jeg tog let på det og gik i gang. Men efterhånden som programmet skred frem, udviklede jeg helt naturligt en forkærlighed for det og en følelse af ansvar, og det, der var begyndt som noget let, blev alvorligt — noget, jeg virkelig ønskede at gøre, og ikke bare noget, der skulle stå på mit CV.

- Praktikophold i Cambodja hos en NGO, som CNN har udvalgt som en af de 100 helte / sabbatår på 5 uger

Var der problemer med at komme til mødestedet, og hvordan finder man det? (transportmuligheder, pris, ting man skal være opmærksom på osv.)

Brugte afhentningsservicen

Mindeværdige og hyggelige oplevelser (eller ubehagelige oplevelser og løsninger på dem) under deltagelsen i sabbatårsprogrammet

Børnene var bedårende

Fælles sprog: Engelsk, faktisk engelsktalende var der mange af.

Mine engelskkundskaber før deltagelsen var ① kun hilsner ② lidt dagligdags samtale ③ kunne sagtens klare dagligdags samtaler

Under deltagelsen ① Ingen problemer ② Lidt svært ③ Svært

Mine råd om sprogbrug under sabbatårsprogrammet (hvordan man kan forberede sig på forhånd osv.)

Hvis du er svag til både at tale og lytte, så fokuser mere på lytning; når du taler, kan du støtte dig til kropssprog.

Hvis du ikke kan forstå, hvad der bliver sagt under kommunikationen, er arbejdet næsten umuligt..

Indkvartering

- Indkvarteringssted: Pensionat

- Type af indkvartering: Kønsopdelt

Mine råd til kommende frivillige om indkvarteringen baseret på min egen deltagelse

Hvis du er bange for insekter, bliver det ubehageligt at bo der. Væn dig især til myrer og firben.

Måltider

- Måltidstype: Spiste de måltider, der blev stillet til rådighed

Mine personlige råd til kommende frivillige om måltider

De fleste koreanere vil nok have svært ved at vænne sig til cambodjansk mad. Jeg anbefaler kopnudler eller gochujang (koreansk chilipasta). De fleste store supermarkeder sælger dog koreanske fødevarer, og der er flere koreanske restauranter i Cambodja, end man skulle tro. Jeg anbefaler at spise på en koreansk restaurant cirka én gang om ugen.

Pakkeliste·Forsikring osv.

Ting, der var besværlige at undvære / ting, der var praktiske at have med:

Bøjle – meget alsidig og kan bruges overalt.

Ting, der var praktiske at have med / ting, der gav problemer:

Flipflops (klipklapper) – med dem kan du tage hen næsten overalt

Hygiejneprodukter til menstruation var faktisk et problem. Jeg tog mange med, fordi jeg havde hørt, at kvaliteten på produkter fra Sydøstasien var dårlig, men de sælger alle de produkter her....haha

Forsikring

Jeg havde en forsikring. Især i Cambodja er der stor risiko for forskellige infektioner.

Mine personlige råd til kommende frivillige om, hvad de skal tage med

Mennesker er ens overalt. Supermarkeder sælger alt. Jeg anbefaler, at du primært pakker behageligt tøj.

Det gode ved det sabbatårsprogram, jeg deltog i:·Øjeblikke, der gjorde indtryk på mig, ting, jeg lærte, erkendelser osv.

Jeg lærte meget og fik mange erkendelser. Alt virkede fantastisk. Frem for alt satte jeg pris på at modtage mine elevers grænseløse kærlighed. Jeg lærte også meget af de børn. Jeg tror, jeg reflekterede over, hvad det virkelig vil sige at vise omsorg, hvad det vil sige at møde nogen med hjertet, og hvad oprigtighed er.

Var der mennesker, du mødte eller tilbragte tid sammen med, mens du deltog i sabbatårsprogrammet?

Det var frivillige fra udlandet. Jeg mødte virkelig uvurderlige venner. Jeg er sikker på, at vi mødes igen en dag. Jeg følte, at verden er mindre, end jeg troede; mine bofæller og jeg besluttede, at vi en dag skulle besøge hinandens lande. Ud over dem mødte jeg mange andre fantastiske frivillige. Jeg mødte også vidunderlige mennesker, mens jeg rejste. Samtalerne med folk, jeg mødte på rejsen, var altid hyggelige..

Hvis du har ændret dig, når du sammenligner tiden før og efter deltagelsen i sabbatårsprogrammet:

Efter at have sluppet alt, hvad der havde med mine omgivelser at gøre, føler jeg, at jeg kan bo hvor som helst. Før kunne jeg ikke lide Incheon og kaldte det en provinsby, men nu tror jeg, at jeg ville kunne trives hvor som helst.

Hvis jeg var ansvarlig for sabbatårsprogrammet, ville jeg...Tilføjelser eller ændringerDet gør jeg!

Jeg tror ikke, der er andet, bortset fra at tænke: »Hvis de bare vil lade mig lide, så får jeg dem til at lide endnu mere.«

Fortæl os om din egen rejserute i løbet af dit sabbatår. (Anbefalede rejsemål og tidsplan, ruter, hvis nogen?)

PrimærtRejser med natbusser (sovepladser)Dem kan jeg anbefale. Sørg for at tjekke, om det er en over- eller underkøje, og hvis du rejser alene, så tjek, om der er enkeltpladser. Jeg anbefaler som regel at købe billetter direkte på busterminalen. Det er vigtigt at prutte om prisen overalt, og hvis du siger, at du er koreaner, kan du som regel forhandle dig til en ret god pris..

Hvis du blander lidt khmer ind, kan du få lokale priser. Det gælder om at understrege, at du er frivillig. Med det i tankerne anbefaler jeg, at du begynder med steder i nærheden for at vænne dig til lange busture, før du tager længere væk. Siem Reap-Koh Kong-Sihanoukville-Kampot-Kratie-Jeg plejede at besøge afsides steder, som jeg ikke længere kan huske. Det sted, jeg anbefaler, er Siem Reap. Det er bedre end Cambodias hovedstad, Phnom Penh. Hvis du går meget op i omgivelserne og forholdene, kan jeg ikke anbefale at rejse i Cambodja.

Men hvis du kan lide natur, ikke har noget imod snavs og er okay med blandede værelser, kan du for det meste nyde trekkingture med fokus på naturen. Blandt stederne vil jeg anbefale Kampot. Det er bare en landsby, så tag af sted med tanken om, at du skal slappe af i tre dage til en uge. Jeg anbefaler gæstehuset Magic Sponge. Andre steder kan du blive træt af de mange børn, der tigger, og tuk-tuk-chauffører. Når det gælder havet, anbefaler jeg Sihanoukville. Mange klubber har åbent om natten, så der er meget larm. Fra Sihanoukville kan du tage en båd til øen Koh Rong, som jeg også kan anbefale. Hvis du ikke har noget imod at gå i junglen, kan du tage på trekking på Koh Rong. Vær blot opmærksom på, at der er meget sand i overnatningsstederne og på de fleste restauranter. Priserne er også ret høje.

I begyndelsen tænkte jeg helt klart: »Bare én linje mere på mit cv«, og at frivilligt arbejde ville være nemt. Jeg er ikke en person med en stærk følelse af ansvar for frivilligt arbejde. Selvom jeg kom, fordi jeg selv havde lyst, var den følelsesmæssige tyngde en anden. Så jeg begyndte med en afslappet indstilling. Men efterhånden som programmet skred frem, voksede min omsorg og ansvarsfølelse helt naturligt, og det, der begyndte som noget, der kunne pynte på cv'et, blev til noget, jeg virkelig gerne ville gøre.

Jeg vil sige, at børnenes grænseløse kærlighed var en vigtig faktor. På et tidspunkt vænnede jeg mig også til at give og tage, og relationer i Korea kan være komplicerede. Jeg tænkte, at man sjældent modtager den slags uendelige kærlighed fra andre end familie og nære venner. Men kan du forestille dig at modtage den hver dag? I begyndelsen tænkte jeg: »Wow, hvad er det her?« Børnene klyngede sig til mig, hver gang de så mig, kaldte på mig og prøvede at opføre sig pænt for min skyld. Jeg kunne ikke vænne mig til det – jeg blev faktisk oprigtigt overrasket.

Jeg tvivlede endda på, om det var oprigtigt. Nogle børn, der er blevet håndteret meget, lader selvfølgelig nogle gange, som om de græder, for at få omsorg. Men det er også, fordi de gerne vil elskes. Selvom jeg ikke kunne vænne mig til det, var de lige fra begyndelsen hele tiden glade endnu mere for mig, og det ændrede sig ikke. De krammede mig hver dag, var søde og kærlige, og i pauserne gav de mig endda massage med deres små hænder. Nogle gange... fangede de endda sommerfugle eller insekter og gav dem til mig som gaver. De giver mig alt det, de synes er godt. Tegninger er en selvfølge, og de giver mig endda legetøjsringe. Hvordan skulle jeg kunne lade være med at behandle de børn godt, når de viser mig så grænseløs kærlighed?

Lidt efter lidt åbnede jeg mit hjerte og kom tættere på dem, og de var så søde og elskelige, at jeg kun kunne sige, hvor nuttede de var. I timerne kan de selvfølgelig være virkelig irriterende, fordi de ikke kan koncentrere sig ret meget... De fleste timer var tilrettelagt, så hvert barn fremlagde individuelt, og jeg brugte det meste af tiden på at prøve at styre de børn, der snakkede og løb rundt. Når børnene så klynger sig til mig og ikke vil give slip, kan jeg ikke hade dem. Jeg bliver endda lidt irriteret, men jeg tænker meget på dem. Selv nu, efter at det er slut, og jeg er i Thailand, kigger jeg nogle gange på billeder af børnene – de var så elskelige. Jeg er så taknemmelig for at have været så heldig at modtage så meget kærlighed i mit liv.

Jeg tilbragte to måneder sammen med de børn. Inden jeg vidste af det, føltes det mindre som frivilligt arbejde og mere som at træde ind i deres liv og bo sammen med dem. Mine børn var små, men når jeg så andre frivillige rejse, og børnene blev tilbage, bekymrede jeg mig om, hvordan mine børn ville klare sig, efter at jeg var taget af sted. Samlivet gav mig også en bedre forståelse af kulturen og førte til engagerede diskussioner om den med andre frivillige. Det fik mig helt naturligt til at tænke meget. Jeg blev mere og mere skamfuld over mig selv. Jeg havde taget det så let og kun set det som en linje på mit cv. En enkelt handling fra min side kunne få børnene til at drømme, græde eller le, og jeg kunne ikke svigte de børn, der stolede på mig og fulgte mig. De er jo små, så det er måske ikke så alvorligt, men da en anden frivillig overtog min klasse omkring det tidspunkt, hvor jeg rejste, og børnene blev glade for den frivillige, følte jeg mig både glad og trist. Jeg indså, at der ikke findes ubetydelige øjeblikke, når man omgås andre mennesker – heller ikke når man bor sammen med små børn.

Og selvom alle oplever det forskelligt, prøver jeg efter Cambodja-programmet at nyde øjeblikket så meget som muligt og værdsætte dem, jeg er sammen med. Det blev en periode, der virkelig lod mig mærke betydningen af ordet »frivillig«.