Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Jeg fandt mit eget tempo ved at gå ture med herreløse hunde #En fornemmelse for den rette afstand til herreløse hunde #En uforglemmelig oplevelse, der fyldte mit hjerte
På landet blev jeg tømt og lærte af dyrene.
Hej. Jeg hedder Im Su-bin, og jeg har været på frivilligophold med hjemløse hunde i Tokushima gennem Korea GapYear. Takket være denne mulighed fik jeg en meningsfuld og dejlig tid, og jeg skriver denne historie med hjertet fuldt af gode minder. Jeg arbejdede som frivillig i to uger på et internat for hjemløse hunde i den lille by Tokushima på Shikoku i Japan.
De seneste tre år havde jeg været så optaget af arbejde og mennesker, at det føltes overvældende. Derfor ville jeg bruge den månedlange sabbat, jeg fik efter tre års arbejde, på en meningsfuld måde, så jeg ansøgte om dette program.På denne rejse ønskede jeg ikke at tænke på andet, men at tømme både krop og sind.Mine mål var ikke at overtænke, hvad andre sagde, ved at gætte på, hvad de mente, at acceptere mine egne fejl uden videre, at sørge for at spise lidt til morgenmad, frokost og aftensmad samt at gå tidligt i seng og stå tidligt op.
Da jeg var universitetsstuderende, var jeg på udveksling i Japan i et halvt år, så jeg var ikke særlig bange for at opholde mig i udlandet i omkring en måned. Jeg tænkte optimistisk: »Der bor jo mennesker der også«, men fordi jeg skulle være væk fra mit hjemland i næsten en måned, forberedte jeg mig grundigt. Jeg tog mange tynde jakker med, idet jeg tog højde for forholdene på internatet og i shelteret, som jeg havde hørt om under forinterviewet med Korea GapYear. For at være forberedt på eventuelle skader under frivilligarbejdet fik jeg en stivkrampevaccination på forhånd og pakkede også en velassorteret førstehjælpskasse.
Når du ankommer, henter centrets kontaktperson dig og kører dig til overnatningsstedet. Her bor frivillige fra forskellige lande sammen. Hvis du rejser om vinteren, er det en god idé at tage mange tynde jakker og varme undertrøjer med. Jeg har ikke været der om sommeren, men forventer, at kølingen ikke er meget anderledes, så det er bedst at være godt forberedt. Det er lidt varmt og lidt koldt, men der er alt, hvad man har brug for.
Frivilligarbejdet begynder omkring kl. 10 om morgenen, hvor man kører til internatet i en afhentningsbil. Internatet er fordelt på fire etager, og de frivillige tager sig hovedsageligt af at gå ture med de hjemløse hunde. Man går en tur på landevejene med hver hund i 15 til 30 minutter. Nogle af hundene er ikke så socialt anlagte og kan være bange for mennesker eller aggressive, så det er bedst at nærme sig langsomt.
Hvis der er hunde, man skal være særligt opmærksom på, forklarer internatets personale det kort på engelsk eller japansk på forhånd, så der er ingen grund til bekymring. Om formiddagen deles hundene på første og anden sal op, så de kan komme ud at gå, hvorefter der er frokostpause. Da der kun er stille landeveje i området og ingen kiosker eller restauranter, skal man købe eller lave frokost på forhånd om morgenen. Solen går tidligt ned på landet, så vær opmærksom på biler om aftenen, og kom helst tidligt hjem.
Efter en pause på 20-30 minutter går man om eftermiddagen tur med hundene på tredje og fjerde sal. Turen med hundene på fjerde sal går ad bjergstierne oven for internatet. Når der var tid under gåturene, hjalp jeg også lidt til med arbejdet på internatet, for eksempel ved at flytte hundefoder, fjerne affald og vaske madskålene. Hvornår arbejdet slutter, afhænger af antallet af frivillige den pågældende dag, men som regel er man færdig omkring kl. 15-16.
Der er to fridage om ugen, hvor du kan rejse rundt i Shikoku. Jeg anbefaler en tur til Naruto-området, selvom det ligger et stykke fra Tokushima. Ruten kan gå forbi udsigtspunktet Uzu no Michi, hvor du kan se malstrømmene, spise en skål med fisk og ris og, hvis der er tid tilovers, besøge Otsuka Museum of Art.
Personalet, der driver centret, var nogle fantastiske mennesker, som hjalp os med alt i forbindelse med vores frivilligophold. Da vi skulle skilles, smilede de og sagde, at vi altid var velkomne tilbage, og vi udvekslede kontaktoplysninger via beskedapp. De fortalte, at de kunne lide koreanske dramaer, så vi hyggede os med at snakke sammen, og de tog os også med på sightseeing i Tokushima på vores fridage, hvilket var rigtig sjovt. Vennerne, jeg boede sammen med, kom fra forskellige lande og var i forskellige aldre, men alle var venlige og omsorgsfulde mennesker, der elskede dyr.
Jeg kan ikke sige, at jeg tømte mig helt for alt, men jeg tror, at jeg kom hjem med noget mindre bagage. Samtidig med at jeg gav slip, fyldte jeg også på. Livet på landet var så fredeligt, at der egentlig ikke var noget særligt at lave. Jeg nød, at solen stod tidligt op og gik tidligt ned, og kunne lægge nætterne med unødvendige tanker og de larmende dage bag mig.Takket være det fik jeg læst en masse af de e-bøger, jeg havde taget med, og set masser af Netflix, som jeg havde udskudt.
Jeg lærte meget, mens jeg gik tur med hundene. Nogle gik langsomt og forsigtigt, mens de holdt øje med mig; andre fór frygtløst rundt alle vegne uden at tænke sig om, og nogle var stille, men stædige. Det mindede om forholdet mellem mennesker, at tempoet, man nærmer sig i, og afstanden, man går sammen, er forskellig fra hund til hund.Hvis man skynder sig hen til dem i sit eget tempo, trækker de sig væk,så man må tage sig god tid og finde en passende afstand– det mærkede jeg på egen krop.
Uanset hvilket internat for hjemløse hunde du besøger, er det bedst ikke at gå for hurtigt hen til dem, bare fordi de er søde. Tilpas langsomt dit tempo til hundens, og prøv at blive venner med den ved ofte at sige dens navn. Det samme gælder, når du omgås de forskellige frivillige, du møder på overnatningsstedet. Det er svært at sige, at meget har ændret sig på bare to uger, men jeg tror, at jeg er blevet lidt mere bevidst om mit eget tempo.
For mig var denne oplevelse 10 ud af 10 – en oplevelse, der ikke kunne være bedre. Den var så god, at jeg lovede at komme tilbage en dag. Et sabbatår forbindes typisk med en periode før universitetet, hvor man giver sig selv en pause til at overveje, hvad man vil gøre fremovermenjeg oplevede det modsatte: at leve hver dag samvittighedsfuldt uden at tænke på noget særligt.Jeg tænker, at denne tid, hvor jeg virkelig kunne slappe af i en pause, måske var lige det sabbatår, jeg havde brug for.
Jeg vil også gerne takke Korea GapYear for at have introduceret mig til dette program. Især vil jeg takke den person, der gennemførte forinterviewet. Selvom samtalen foregik online, huskede jeg meget af den grundige forklaring af programmet, da jeg kom frem, og den var til stor hjælp.
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
