Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Jeg voksede et skridt videre med en stærkere ansvarsfølelse #Dyrebare forbindelser og et dybt bevægende bånd #En taknemmelig tid, hvor jeg modtog mere, end jeg gav
©Korea gapyear
|
De fleste af dem var ældre end mig og meget talentfulde, men deres ydmyghed og meget muntre væsen gjorde dem nemme at komme i kontakt med. Og fordi vi havde meget til fælles, var det ikke svært at føle sig godt tilpas.Gennem dette frivillige arbejde følte jeg, at jeg knyttede mange gode bånd, og det var jeg virkelig taknemmelig for.
-Musikgaven i Cambodja – frivilligt musikarbejde i et sabbatår |
Med titlen »Musikgaven i Cambodja« glædede jeg mig meget til at rejse fra Korea på min første frivilligrejsen i udlandet. Det var endnu mere spændende, fordi det næsten var seks år siden, jeg sidst havde været i Incheon Lufthavn.Før afrejsen mødtes vi for første gang for at hilse på hinanden og tage billeder. Da vi endnu ikke kendte hinanden særlig godt, var der en smule akavethed og en uvant stemning, men alle forlod Korea med hjertet fuldt af forventning.
Da vi ankom til Cambodja! Vejret var overskyet og ikke særlig godt, men jeg var meget spændt og forbløffet over de eksotiske gader og stemningen. Den første dag satte vi vores tasker på hotellet og tog ud for at spise aftensmad. Vi endte på en restaurant i Phnom Penh, der serverede Pyongyang-naengmyeon, og som efter sigende var byens mest særprægede og dyreste. Det var fascinerende at møde og tale ansigt til ansigt med de nordkoreanske søstre, som jeg troede, jeg aldrig ville få at se, og jeg kunne ikke lade være med at beundre deres imponerende optrædener. Sådan sluttede den første dag i forundring.
Fra den anden dag fulgte vi programmet: Vi besøgte Royal University of Fine Arts i Cambodja for at præsentere os, og optrædengruppen og frivilliggruppen gik hver til sit for at følge deres planer og øve.Som medlem af frivilliggruppen drøftede jeg og arbejdede på at konkretisere de programmer, vi havde planlagt på det indledende møde. Det sværeste var dog at finde ud af, hvor detaljerede vi skulle være for at opnå gode resultater, når programmet skulle gennemføres.
Vi kæmpede lidt, fordi vi ikke helt kunne finde ud af, hvordan vi skulle gribe det an, men med hjælp fra gruppemedlemmerne fik vi lagt en plan. I en kort pause købte en cambodjansk mor lidt lokal frugt, som vi kunne smage, og noget usædvanligt var, at hun dyppede frugten i krydderiblandingen fra instantnudler! Først blev jeg overrasket over den mærkelige kombination, men da jeg smagte den, kunne jeg overraskende godt lide den.
Efter at have lagt planen besøgte vi Soban Koma og fik tid til at hilse på børnene og tale med dem. Først var jeg lidt bekymret for, om vi kunne kommunikere godt med børnene, og om vi kunne gennemføre det planlagte program uden problemer. Men bekymringerne viste sig at være unødvendige. Børnene var ganske vist generte til at begynde med, men mens vi hilste på hinanden og legede, blev vi helt naturligt gode venner, og det overraskede mig. Det eneste, jeg fortrød, var, at jeg ikke kunne tale mere med børnene, fordi jeg deltog i planlægningsmøder med Nimol, lederen af børnehjemmet. Møderne gav mig dog mulighed for at påtage mig større ansvar og lære mere, så tiden var på ingen måde spildt.
©Korea gapyear
Da vi forlod Soban Koma med et løfte om at komme tilbage næste dag, blev børnene ved med at vinke og tage afsked med os, indtil bussen forsvandt ud af syne. Det rørte mig. Jeg syntes, deres lyse, uskyldige smil var smukke, og jeg var meget taknemmelig over for børnene, som tog så varmt imod os.
Om aftenen samledes alle i frivilliggruppen for at forberede hovedprogrammet til næste dag, og en rigtig god idé kom op: Lad os give børnene navneskilte. Så vi besluttede at gøre det næste dag. Under dagens præsentationsrunde viste børnene interesse for vores navne og prøvede at huske dem. Det var så sødt, og vi var alle enige om, at det ville være dejligt at kalde børnene ved navn og huske dem.
På tredjedagen tog vi tidligt om morgenen hen for at se børnene, og de tog så varmt imod os. Som vi havde planlagt dagen før, spurgte vi hvert barn om dets navn og kaldte dem ved navn på koreansk, og det kunne børnene rigtig godt lide.Det føltes meget mere kærligt at kalde dem ved navn, og det gjorde det lettere at komme tæt på dem end bare at sige »hey«.
Vi skiftedes til at lege lege, der er kendte i Cambodja, og lege fra Korea. Vi sang de børnesange, vi havde forberedt, og sang også med på de sange, børnene havde lært i skolen. På den måde tilbragte vi tiden med at udveksle vores kulturer.
Alle børnene var søde, men den, jeg husker bedst, var et barn ved navn Tear, som ofte overraskede mig med en alvor og skarpe spørgsmål, der ikke var typiske for et barn. Jeg føler, at jeg blev bedre til engelsk i løbet af det frivillige arbejde takket være dette barn. Barnet spurgte endda til programmet for næste dag og om, hvad vi ville præsentere. Det var lidt uhyggeligt, men barnets uskyldige side og den alvorlige måde, det undskyldte for sine narrestreger på, var også meget kær.
På fjerdedagen var der ikke meget tid til at være sammen med børnene på grund af forberedelserne til optrædenen, og jeg var meget skuffet over, at jeg ikke kunne være med til den spændende optræden på Soban Koma, fordi jeg skulle hjælpe med andre opgaver.
©Korea gapyear
Det føltes meget trist at tage af sted uden at sige farvel til børnene. Jeg spekulerede kort på, om børnene ville huske mig, og jeg blev knust, da gruppemedlemmerne fortalte, at de havde ledt meget efter mig, mens jeg var væk. Hvis jeg får muligheden igen, vil jeg helt sikkert besøge Soban Koma igen.
Efter at have gennemført optrædenerne i CKCC Hall og på Soban Koma med succes holdt vi en fest for at fejre det. Den dag lagde alle spændinger og bekymringer bag sig og morede sig fuldt ud. Efterhånden som dagene gik, forsvandt den indledende akavethed, og jeg følte mere og mere, at alle var fantastiske mennesker.
De fleste af dem var ældre end mig og meget talentfulde, men deres ydmyghed og meget muntre væsen gjorde dem nemme at komme i kontakt med. Og fordi vi havde meget til fælles, var det ikke svært at føle sig godt tilpas.Gennem dette frivillige arbejde følte jeg, at jeg knyttede mange gode bånd, og det var jeg virkelig taknemmelig for.Næste dag rejste vi fra Phnom Penh til Siem Reap. Efter at have døset uroligt i bussen i otte timer besøgte vi Angkor Wat, Cambodjas største seværdighed, og natmarkedet. Mens jeg nød de eksotiske og nye indtryk, følte jeg mig virkelig som turist i Cambodja den dag.
©Korea gapyear
Efter mange arrangementer, der fløj forbi, kom den sidste dag pludselig, som et lyn fra en klar himmel.Denne dag var især travl, fordi vi havde tre optrædener. Programmet var lidt stramt, men optrædengruppen gennemførte alle tre optrædener med succes. Da det sidste show sluttede, føltes det lidt tomt at vide, at der ikke var flere arrangementer.
Efter at have gennemført alle disse frivillige aktiviteter gik det pludselig op for mig, at selvom vi var begyndt på arbejdet for at give noget til Cambodja gennem musik, tror jeg, at jeg fik mere fra dem, end jeg selv gav.
Jeg var meget taknemmelig for, at jeg kunne tage dyrebare minder med mig i både øjne og hjerte og vende hjem meget stærkere end før afrejsen. Jeg fik også en beslutsomhed og en smule selvtillid til at gøre det endnu bedre, hvis jeg får en lignende mulighed igen.
Mens jeg løb, legede og grinede sammen med børnene, kunne jeg endnu en gang mærke sommerfuglene i maven over de ting, jeg gør.
©Korea gapyear
|
De fleste af dem var ældre end mig og meget talentfulde, men deres ydmyghed og meget muntre væsen gjorde dem nemme at komme i kontakt med. Og fordi vi havde meget til fælles, var det ikke svært at føle sig godt tilpas.Gennem dette frivillige arbejde følte jeg, at jeg knyttede mange gode bånd, og det var jeg virkelig taknemmelig for.
-Musikgaven i Cambodja – frivilligt musikarbejde i et sabbatår |
Med titlen »Musikgaven i Cambodja« glædede jeg mig meget til at rejse fra Korea på min første frivilligrejsen i udlandet. Det var endnu mere spændende, fordi det næsten var seks år siden, jeg sidst havde været i Incheon Lufthavn.Før afrejsen mødtes vi for første gang for at hilse på hinanden og tage billeder. Da vi endnu ikke kendte hinanden særlig godt, var der en smule akavethed og en uvant stemning, men alle forlod Korea med hjertet fuldt af forventning.
Da vi ankom til Cambodja! Vejret var overskyet og ikke særlig godt, men jeg var meget spændt og forbløffet over de eksotiske gader og stemningen. Den første dag satte vi vores tasker på hotellet og tog ud for at spise aftensmad. Vi endte på en restaurant i Phnom Penh, der serverede Pyongyang-naengmyeon, og som efter sigende var byens mest særprægede og dyreste. Det var fascinerende at møde og tale ansigt til ansigt med de nordkoreanske søstre, som jeg troede, jeg aldrig ville få at se, og jeg kunne ikke lade være med at beundre deres imponerende optrædener. Sådan sluttede den første dag i forundring.
Fra den anden dag fulgte vi programmet: Vi besøgte Royal University of Fine Arts i Cambodja for at præsentere os, og optrædengruppen og frivilliggruppen gik hver til sit for at følge deres planer og øve.Som medlem af frivilliggruppen drøftede jeg og arbejdede på at konkretisere de programmer, vi havde planlagt på det indledende møde. Det sværeste var dog at finde ud af, hvor detaljerede vi skulle være for at opnå gode resultater, når programmet skulle gennemføres.
Vi kæmpede lidt, fordi vi ikke helt kunne finde ud af, hvordan vi skulle gribe det an, men med hjælp fra gruppemedlemmerne fik vi lagt en plan. I en kort pause købte en cambodjansk mor lidt lokal frugt, som vi kunne smage, og noget usædvanligt var, at hun dyppede frugten i krydderiblandingen fra instantnudler! Først blev jeg overrasket over den mærkelige kombination, men da jeg smagte den, kunne jeg overraskende godt lide den.
Efter at have lagt planen besøgte vi Soban Koma og fik tid til at hilse på børnene og tale med dem. Først var jeg lidt bekymret for, om vi kunne kommunikere godt med børnene, og om vi kunne gennemføre det planlagte program uden problemer. Men bekymringerne viste sig at være unødvendige. Børnene var ganske vist generte til at begynde med, men mens vi hilste på hinanden og legede, blev vi helt naturligt gode venner, og det overraskede mig. Det eneste, jeg fortrød, var, at jeg ikke kunne tale mere med børnene, fordi jeg deltog i planlægningsmøder med Nimol, lederen af børnehjemmet. Møderne gav mig dog mulighed for at påtage mig større ansvar og lære mere, så tiden var på ingen måde spildt.
©Korea gapyear
Da vi forlod Soban Koma med et løfte om at komme tilbage næste dag, blev børnene ved med at vinke og tage afsked med os, indtil bussen forsvandt ud af syne. Det rørte mig. Jeg syntes, deres lyse, uskyldige smil var smukke, og jeg var meget taknemmelig over for børnene, som tog så varmt imod os.
Om aftenen samledes alle i frivilliggruppen for at forberede hovedprogrammet til næste dag, og en rigtig god idé kom op: Lad os give børnene navneskilte. Så vi besluttede at gøre det næste dag. Under dagens præsentationsrunde viste børnene interesse for vores navne og prøvede at huske dem. Det var så sødt, og vi var alle enige om, at det ville være dejligt at kalde børnene ved navn og huske dem.
På tredjedagen tog vi tidligt om morgenen hen for at se børnene, og de tog så varmt imod os. Som vi havde planlagt dagen før, spurgte vi hvert barn om dets navn og kaldte dem ved navn på koreansk, og det kunne børnene rigtig godt lide.Det føltes meget mere kærligt at kalde dem ved navn, og det gjorde det lettere at komme tæt på dem end bare at sige »hey«.
Vi skiftedes til at lege lege, der er kendte i Cambodja, og lege fra Korea. Vi sang de børnesange, vi havde forberedt, og sang også med på de sange, børnene havde lært i skolen. På den måde tilbragte vi tiden med at udveksle vores kulturer.
Alle børnene var søde, men den, jeg husker bedst, var et barn ved navn Tear, som ofte overraskede mig med en alvor og skarpe spørgsmål, der ikke var typiske for et barn. Jeg føler, at jeg blev bedre til engelsk i løbet af det frivillige arbejde takket være dette barn. Barnet spurgte endda til programmet for næste dag og om, hvad vi ville præsentere. Det var lidt uhyggeligt, men barnets uskyldige side og den alvorlige måde, det undskyldte for sine narrestreger på, var også meget kær.
På fjerdedagen var der ikke meget tid til at være sammen med børnene på grund af forberedelserne til optrædenen, og jeg var meget skuffet over, at jeg ikke kunne være med til den spændende optræden på Soban Koma, fordi jeg skulle hjælpe med andre opgaver.
©Korea gapyear
Det føltes meget trist at tage af sted uden at sige farvel til børnene. Jeg spekulerede kort på, om børnene ville huske mig, og jeg blev knust, da gruppemedlemmerne fortalte, at de havde ledt meget efter mig, mens jeg var væk. Hvis jeg får muligheden igen, vil jeg helt sikkert besøge Soban Koma igen.
Efter at have gennemført optrædenerne i CKCC Hall og på Soban Koma med succes holdt vi en fest for at fejre det. Den dag lagde alle spændinger og bekymringer bag sig og morede sig fuldt ud. Efterhånden som dagene gik, forsvandt den indledende akavethed, og jeg følte mere og mere, at alle var fantastiske mennesker.
De fleste af dem var ældre end mig og meget talentfulde, men deres ydmyghed og meget muntre væsen gjorde dem nemme at komme i kontakt med. Og fordi vi havde meget til fælles, var det ikke svært at føle sig godt tilpas.Gennem dette frivillige arbejde følte jeg, at jeg knyttede mange gode bånd, og det var jeg virkelig taknemmelig for.Næste dag rejste vi fra Phnom Penh til Siem Reap. Efter at have døset uroligt i bussen i otte timer besøgte vi Angkor Wat, Cambodjas største seværdighed, og natmarkedet. Mens jeg nød de eksotiske og nye indtryk, følte jeg mig virkelig som turist i Cambodja den dag.
©Korea gapyear
Efter mange arrangementer, der fløj forbi, kom den sidste dag pludselig, som et lyn fra en klar himmel.Denne dag var især travl, fordi vi havde tre optrædener. Programmet var lidt stramt, men optrædengruppen gennemførte alle tre optrædener med succes. Da det sidste show sluttede, føltes det lidt tomt at vide, at der ikke var flere arrangementer.
Efter at have gennemført alle disse frivillige aktiviteter gik det pludselig op for mig, at selvom vi var begyndt på arbejdet for at give noget til Cambodja gennem musik, tror jeg, at jeg fik mere fra dem, end jeg selv gav.
Jeg var meget taknemmelig for, at jeg kunne tage dyrebare minder med mig i både øjne og hjerte og vende hjem meget stærkere end før afrejsen. Jeg fik også en beslutsomhed og en smule selvtillid til at gøre det endnu bedre, hvis jeg får en lignende mulighed igen.
Mens jeg løb, legede og grinede sammen med børnene, kunne jeg endnu en gang mærke sommerfuglene i maven over de ting, jeg gør.
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
