Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#En vag drøm blev til en konkret retning. #Selvtillid og en vej ind i frivilligt arbejde inden for kultur og kunst #Det blev et afgørende vendepunkt i mit liv.
©Korea gapyear
|
Pludselig blev jeg bange, da det gik op for mig, at der omkring mig ikke var nogen, der drømte om noget andet end de såkaldte »spor« for universitetsstuderende – en videregående uddannelse, embedsmandsprøver eller jobsøgning. Jeg følte, at jeg ved at leve så fordybet i det miljø begrænsede mit eget potentiale. Derfor besluttede jeg for første gang i lang tid at sætte tempoet ned i hverdagen og tage mig tid til at tænke over, hvad jeg ønsker, og hvilken retning jeg vil føre mit liv i.
-2013 Gave af musik – frivilligt arbejde med musik i et sabbatår |
Når man lever opslugt af rutinerne, glemmer man, hvor vigtigt det er at se det store perspektiv. Den detaljerede livsplan, jeg lagde i de få måneder mellem afslutningen på gymnasiet og starten på universitetet, gled langsomt i baggrunden, mens jeg pendlede frem og tilbage og druknede i opgaver. Mit løfte som tyveårig om at finde måder at forbedre menneskers livskvalitet gennem kultur og kunst blev glemt og endte som en flygtig passion, der blev lagt på hylden. Jeg fulgte bare mine jævnaldrendes spor, deltog af og til i konkurrencer eller fritidsaktiviteter uden et klart formål og brugte timer på jobsøgningssider for at finde aktiviteter, jeg kunne udfylde mine frivilligtimer med.
Før jeg vidste af det, var tiden gået, og jeg var blevet tredjeårsstuderende – nu var det ikke længere andres historie, at de snart skulle dimittere. Pludselig blev jeg bange, da det gik op for mig, at der omkring mig ikke var nogen, der drømte om noget andet end de såkaldte »spor« for universitetsstuderende – en videregående uddannelse, embedsmandsprøver eller jobsøgning. Jeg følte, at jeg begrænsede mine egne muligheder ved at leve så opslugt af det miljø. Derfor besluttede jeg for første gang i lang tid at sætte tempoet ned i hverdagen og tage mig tid til at tænke over, hvad jeg ønsker, og hvilken retning jeg vil føre mit liv i. Det var på det tidspunkt, at jeg begyndte at undersøge mulighederne inden for kultur og kunst, fordi jeg troede på, at man ikke kan bedømme noget uden selv at prøve det.
©Korea gapyear
Den største hindring blandt disse aktiviteter var, at der ikke var mange muligheder for ikke-studerende som mig, men jeg søgte utrætteligt i det store hav af information. Så faldt jeg tilfældigt over en organisation ved navn »Gap Year«, der tilbyder programmer til folk som mig, der ønsker en pause fra hverdagen og tid til at overveje en ny retning i livet. Her hørte jeg om frivilligt musikarbejde, som amatører kunne deltage i. Jeg blev så glad, da jeg så ordet »musik«. Jeg meldte mig uden tøven og ventede på svar. Måske takket være min begejstring kom jeg med og kunne deltage.
Jeg troede, at det ville være erfaring nok blot at få mulighed for at udføre frivilligt arbejde gennem musik, så jeg forventede ikke, at dette frivillige arbejde skulle blive et så vigtigt vendepunkt i mit liv. Som deltager med baggrund i en pungmul-gruppe underviste jeg venner fra pianoklubben i samulnori (traditionel percussion), så vi kunne nå vores mål om at præsentere vores lands traditionelle musik ved forestillingen. Jeg blev valgt som leder af koncertplanlægningsgruppen og arbejdede med indholdet til koncerten, der skulle afholdes lokalt. Jeg oplevede også glæden ved at gennemføre en forestilling for flere hundrede mennesker og modtage tordnende bifald. Frem for alt viste dette frivillige arbejde mig en ny retning: Jeg oplevede helt konkret, at det kulturelle og kunstneriske frivillige arbejde, jeg hidtil kun havde forestillet mig, faktisk var muligt og kunne udvikle sig fra en engangsoplevelse til en karriere.
For første gang lærte jeg, at der findes organisationer, som er grundlagt ud fra visioner, der ligner mine, og jeg mødte mennesker, som deler det formål og arbejder for forandring. Da jeg besøgte uddannelsesinstitutioner og børnehjem, oplevede jeg udviklingslandenes barske virkelighed på nært hold. Jeg så også, at der findes initiativer, som gennem kultur og kunst forsøger at give håb til mennesker, der lever under disse forhold. Det, jeg havde opfattet som en ensom drøm, viste sig at være en fuldt ud realiserbar måde at leve på.
Derforkan jeg uden tøven sige, at frivilligt arbejde gennem Gap Yearvar et vendepunkt i mit liv. Opslugt af hverdagens bekymringer og travlt optaget af at få økonomien til at hænge sammen mindede denne uge lange oplevelse mig endnu en gang om det arbejde, der får mit hjerte til at slå hurtigere. Det frivillige arbejde sluttede, men jeg fik kontakter og information, som løbende kan vise mig vej i den retning, jeg bør gå. Gennem dem kunne jeg konkretisere en drøm, der før havde virket vag, og finde passionen til at forfølge den. Snart begynder semesteret, og jeg vender tilbage til de unge, der bekymrer sig om jobs, men jeg ved, at min drøm ikke bliver glemt som før. Hver gang jeg tænker tilbage på den fantastiske uge, vil mit hjertes lidenskabelige slag minde mig om, hvad jeg virkelig ønsker.
©Korea gapyear
©Korea gapyear
|
Pludselig blev jeg bange, da det gik op for mig, at der omkring mig ikke var nogen, der drømte om noget andet end de såkaldte »spor« for universitetsstuderende – en videregående uddannelse, embedsmandsprøver eller jobsøgning. Jeg følte, at jeg ved at leve så fordybet i det miljø begrænsede mit eget potentiale. Derfor besluttede jeg for første gang i lang tid at sætte tempoet ned i hverdagen og tage mig tid til at tænke over, hvad jeg ønsker, og hvilken retning jeg vil føre mit liv i.
-2013 Gave af musik – frivilligt arbejde med musik i et sabbatår |
Når man lever opslugt af rutinerne, glemmer man, hvor vigtigt det er at se det store perspektiv. Den detaljerede livsplan, jeg lagde i de få måneder mellem afslutningen på gymnasiet og starten på universitetet, gled langsomt i baggrunden, mens jeg pendlede frem og tilbage og druknede i opgaver. Mit løfte som tyveårig om at finde måder at forbedre menneskers livskvalitet gennem kultur og kunst blev glemt og endte som en flygtig passion, der blev lagt på hylden. Jeg fulgte bare mine jævnaldrendes spor, deltog af og til i konkurrencer eller fritidsaktiviteter uden et klart formål og brugte timer på jobsøgningssider for at finde aktiviteter, jeg kunne udfylde mine frivilligtimer med.
Før jeg vidste af det, var tiden gået, og jeg var blevet tredjeårsstuderende – nu var det ikke længere andres historie, at de snart skulle dimittere. Pludselig blev jeg bange, da det gik op for mig, at der omkring mig ikke var nogen, der drømte om noget andet end de såkaldte »spor« for universitetsstuderende – en videregående uddannelse, embedsmandsprøver eller jobsøgning. Jeg følte, at jeg begrænsede mine egne muligheder ved at leve så opslugt af det miljø. Derfor besluttede jeg for første gang i lang tid at sætte tempoet ned i hverdagen og tage mig tid til at tænke over, hvad jeg ønsker, og hvilken retning jeg vil føre mit liv i. Det var på det tidspunkt, at jeg begyndte at undersøge mulighederne inden for kultur og kunst, fordi jeg troede på, at man ikke kan bedømme noget uden selv at prøve det.
©Korea gapyear
Den største hindring blandt disse aktiviteter var, at der ikke var mange muligheder for ikke-studerende som mig, men jeg søgte utrætteligt i det store hav af information. Så faldt jeg tilfældigt over en organisation ved navn »Gap Year«, der tilbyder programmer til folk som mig, der ønsker en pause fra hverdagen og tid til at overveje en ny retning i livet. Her hørte jeg om frivilligt musikarbejde, som amatører kunne deltage i. Jeg blev så glad, da jeg så ordet »musik«. Jeg meldte mig uden tøven og ventede på svar. Måske takket være min begejstring kom jeg med og kunne deltage.
Jeg troede, at det ville være erfaring nok blot at få mulighed for at udføre frivilligt arbejde gennem musik, så jeg forventede ikke, at dette frivillige arbejde skulle blive et så vigtigt vendepunkt i mit liv. Som deltager med baggrund i en pungmul-gruppe underviste jeg venner fra pianoklubben i samulnori (traditionel percussion), så vi kunne nå vores mål om at præsentere vores lands traditionelle musik ved forestillingen. Jeg blev valgt som leder af koncertplanlægningsgruppen og arbejdede med indholdet til koncerten, der skulle afholdes lokalt. Jeg oplevede også glæden ved at gennemføre en forestilling for flere hundrede mennesker og modtage tordnende bifald. Frem for alt viste dette frivillige arbejde mig en ny retning: Jeg oplevede helt konkret, at det kulturelle og kunstneriske frivillige arbejde, jeg hidtil kun havde forestillet mig, faktisk var muligt og kunne udvikle sig fra en engangsoplevelse til en karriere.
For første gang lærte jeg, at der findes organisationer, som er grundlagt ud fra visioner, der ligner mine, og jeg mødte mennesker, som deler det formål og arbejder for forandring. Da jeg besøgte uddannelsesinstitutioner og børnehjem, oplevede jeg udviklingslandenes barske virkelighed på nært hold. Jeg så også, at der findes initiativer, som gennem kultur og kunst forsøger at give håb til mennesker, der lever under disse forhold. Det, jeg havde opfattet som en ensom drøm, viste sig at være en fuldt ud realiserbar måde at leve på.
Derforkan jeg uden tøven sige, at frivilligt arbejde gennem Gap Yearvar et vendepunkt i mit liv. Opslugt af hverdagens bekymringer og travlt optaget af at få økonomien til at hænge sammen mindede denne uge lange oplevelse mig endnu en gang om det arbejde, der får mit hjerte til at slå hurtigere. Det frivillige arbejde sluttede, men jeg fik kontakter og information, som løbende kan vise mig vej i den retning, jeg bør gå. Gennem dem kunne jeg konkretisere en drøm, der før havde virket vag, og finde passionen til at forfølge den. Snart begynder semesteret, og jeg vender tilbage til de unge, der bekymrer sig om jobs, men jeg ved, at min drøm ikke bliver glemt som før. Hver gang jeg tænker tilbage på den fantastiske uge, vil mit hjertes lidenskabelige slag minde mig om, hvad jeg virkelig ønsker.
©Korea gapyear
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
