Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Afklaret karrierevej og større selvtillid i sproget #Spanskkundskaber, livet på en gård #Kulturelle forskelle, selvrefleksion
Nyd den smukke natur, og lær spansk i Peru, før du tager på eventyr i Chile
Er du interesseret i at lære spansk i Sydamerika, men er usikker på hvor? Er du i tvivl om, hvilken vej du vil gå, og om det er den rigtige? Med en individuel samtale med vores specialist kan vi finde ud af, hvilken destination der passer bedst til dig, så du får dit livs bedste oplevelse! Du behøver ikke bekymre dig om forberedelserne eller de spørgsmål, du måtte have, vi er her for at hjælpe! Ansøg nu!
En deltager tilbragte 12 uger i Peru og Chile for at fokusere på sine spanskkundskaber, og hun sagde »Turen hjalp mig rigtig meget. For at være ærlig vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre, før jeg ankom, men da jeg først var kommet frem, fik jeg tankegangen: ’Ah, jeg skal vælge en bestemt retning og fokusere på min karriere.’«
Vi interviewede hende for at høre om hendes oplevelser i udlandet.
Hvordan tog du udfordringen op? Havde du rejst til udlandet før? Har du altid været glad for at rejse?
Jeg havde aldrig rejst til Sydamerika, men jeg havde været i udlandet før. Jeg læser spansk, så jeg søgte for at lære mere og samtidig deltage i aktiviteter. Jeg var rigtig glad for det, for jeg synes, at mine sprogfærdigheder er blevet meget bedre. I starten følte jeg mig lidt på afstand, når jeg så udlændinge, men nu kan jeg henvende mig til dem uden at tøve eller være bange for sprogbarrieren. Jeg har altid været glad for at rejse, men det er første gang, jeg har været så langt væk. Jeg har ikke rejst så meget, men jeg rejste en del rundt i Peru. Deltageren fortalte også, at det var første gang, hun rejste alene til Sydamerika. Hendes forældre var ikke særligt bekymrede, fordi stemningen var fri og afslappet, men hendes bedsteforældre var bekymrede.
Flyrejsen var ret lang for deltageren, og hun fortalte også om sin rejse.
Det tog 20 timer, fordi jeg havde et mellemlanding i USA. Det tog 12 timer at komme til USA og derefter 6 timer til Sydamerika. Da transportmulighederne ikke er så veludviklede i Sydamerika, tog det 21 timer at komme til Cusco med bus. Busturen varede 4-5 timer. Busserne var godt udstyret, så de brugte dem ofte, selvom det kun ville have taget en time med fly. Jeg syntes, at det ville blive lang tid, for det tager 4-5 timer at komme fra Korea til Busan, men det var ingenting sammenlignet med turen til Cusco.
Hvordan var det at lære spansk i skolen og derefter bruge det i praksis lokalt?
Det spansk, man taler i Spanien, er anderledes end det spansk, man taler i Sydamerika. Udtalen og taletempoet er anderledes. Peruvianerne taler langsomt, mens chilenerne taler meget hurtigt og forkorter ordene i udtalen. Jeg syntes, at der var forskelle fra land til land. Jeg tror bestemt, at mine spanskkundskaber blev bedre, fordi jeg måtte oversætte for koreanere, mens jeg boede på et koreansk gæstehus i Peru. Da jeg gik på restaurant med koreanere, bestilte jeg endda maden på spansk.
Hvorfor søgte du ind på et sprogprogram, når du bare kunne have rejst?
Jeg ledte efter sprogkurser i Sydamerika eller Spanien. Det var dér, jeg fandt Korea Gap Year. Først anbefalede de Miami, fordi man taler spansk i den amerikanske by, men det var dyrt. Der var også Cusco og Chile, så jeg besluttede mig for at prøve det med det samme. Jeg kontaktede først Korea Gap Year og købte derefter min flybillet.
Jeg læser spansk, så jeg spekulerede på, om det ville passe godt til mig. For at være ærlig vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre, da jeg gik på første og andet år, så jeg overvejede at skifte til et andet fag. Efter en pause i andet studieår tog jeg et spanskkursus på en sprogskole i Gangnam. Mit spansk blev ikke bedre på skolen. Mine venner sagde også, at det havde hjulpet dem meget at tage til Peru eller Mexico i et år.
Hvordan var undervisningen i spansk tilrettelagt?
Undervisningen var rettet mod samtale, og jeg lærte blandt andet grundlæggende bøjning af verber, tidsformer og den slags. De andre var udlændinge, og de talte udelukkende spansk. Hvis de ikke talte spansk, forklarede de det på engelsk, og jeg kunne mærke en forskel. Især i pauserne var der en forskel. Jeg talte engelsk eller spansk, modsat i Korea, hvor jeg talte koreansk i pauserne. Jeg blev gode venner med dem, jeg boede hos. En uge før jeg skulle hjem, skiftede jeg værtsfamilie, men jeg hang stadig meget ud med de venner.
Hvordan var det at bo hos en værtsfamilie?
Der var ikke noget, der var ubehageligt i Cusco. Hvis jeg havde mobildækning, kunne jeg ringe, men det var ikke særligt besværligt. Der var ikke wi-fi på overnatningsstedet, men der var wi-fi på sprogskolen. De sørgede for måltider, bortset fra søndagsfrokost, fordi der var et katolsk arrangement. Det tog 20 minutter at gå til sprogskolen, for Cusco er en lille by, og de historiske steder og pladser i området er små.
Efter at have afsluttet mine sprogstudier i Peru tog jeg et sabbatår for at bo på en gård i Chile.
Hvorfor valgte du specifikt et ophold på en gård?
Jeg havde kun tænkt mig at blive i Cusco, men konsulenten foreslog, at jeg tog til Chile eller et andet sted. Sydamerika er ikke et sted, man bare lige rejser til, så først ville jeg kun blive i Cusco, men så sagde jeg, at jeg ville tage til Chile. JegI Chile skulle det efter sigende tage fire timer at komme til Santiago. Chile har et veludviklet netværk af ekspresbusser, så jeg brugte dem til korte ture. Dagen før min busrejse fra Cusco fik jeg et opkald. Da jeg steg på bussen, fik jeg at vide, hvornår jeg skulle mødes med dem, så jeg tog bare hen til terminalen.
Den første dag ankom jeg sent og lavede bare mad. Jeg begyndte at arbejde næste dag. Jeg startede med enkle opgaver, men senere gjorde jeg rent efter dyrene og den slags. Der var heste, alpakaer, hunde og katte. Hestene gik ude på marken hele dagen. Når de skulle ind om aftenen, kaldte jeg på dem, og så kom de tilbage. Det tog tid at få dem ind i stalden, fodre dem og gøre rent hos dem. Jeg holdt altid øje med dem, men red aldrig på en hest.
Jeg har hørt, at du boede på en gård hos et par?
Ud over parret, der ejede gården, var der en anden mand. Han var chilener og arbejdede ikke så meget på gården, men han lavede mad til mig og boede der, når han ikke var i Santiago de Compostela. Der boede ingen andre elever. Ja, når han ikke kendte et ord på spansk, spurgte og svarede han på engelsk. Jeg havde svært ved at vænne mig til det, og det var akavet, men efterhånden tog han sig meget af mig. Han forsikrede mig hele tiden om, at jeg bare skulle sige til, hvis jeg havde brug for noget. »Har du brug for noget? Er du okay?« og den slags. Manden i parret var der også, men jeg så ham kun en eller to gange, fordi han var professor i Chile.
Var der noget, der var anderledes end det, du havde forventet, før du deltog i programmet?
Det var meget anderledes, end jeg havde forestillet mig. Jeg troede, at frivilligt arbejde ville være som at hjælpe til, men jeg fik mange arbejdsopgaver. Gårdejeren fastlagde mine arbejdstider. Hun sagde, at hvis det var anderledes, end jeg havde forventet, behøvede jeg ikke at gøre det, men kunne tage et andet sted hen. Hun bad mig træffe en beslutning, men ærligt talt var det lidt akavet, eftersom jeg ikke havde andre steder at tage hen. Jeg sagde, at jeg ville gøre det, men i starten var det svært at vænne sig til. Jeg havde tidligere fortalt, at jeg var frustreret, fordi jeg ikke kunne få kontakt med min familie, da hverken min mobiltelefon eller internettet virkede. Jeg tror, min mor blev meget bekymret, så det var svært at vænne sig til, men efter en uge eller to blev det bedre.
Det må have været frustrerende ikke at kunne bruge mobiltelefon eller internet, ikke?
Jeg kan godt lide baseball, så jeg var virkelig nysgerrig efter baseballnyheder. Jeg ville også gerne vide, hvad der foregik i Korea, og holde kontakt med familie og venner, men det var svært, fordi jeg ikke kunne. I starten så jeg bare Infinite Challenge på min bærbare computer. Det tog mig en uge eller to at vænne mig til det hele. Jeg gik ture i bjergene bag huset, men internettet var lidt svagt dér, og nogle gange virkede det slet ikke. Jeg spurgte manden, der var sammen med mig, om jeg måtte bruge hans internetdeling, og da der var gået en uge, kontaktede jeg mine forældre. Klokken var fem om morgenen i Korea, men jeg skulle have fat i dem, så jeg brugte en app til videoopkald. Det var virkelig frustrerende, men det gik.
Jeg går ud fra, at du havde god tid til at tænke over dig selv.
Når man trækker tre timer fra om morgenen og tre timer om aftenen, er der stadig masser af tid tilbage, når man har spist. Jeg havde meget at tænke over, og fordi jeg ikke havde så meget at lave, skrev jeg så meget som muligt i min dagbog. Det hjalp mig med at få styr på dagen og tænke over det, jeg havde skrevet.
Hvor meget arbejdede du på gården?
Arbejdet begyndte klokken 9.30 om morgenen og varede til klokken 13.30. Efter klokken 17 arbejdede jeg yderligere to eller tre timer. Jeg plejede at hjælpe min bedstefar i hans lille køkkenhave, men på denne gård var der mange dyr. Jeg gjorde rent omkring gården, anlagde vandrestier og arbejdede også på dræningsgrøften. Jeg arbejdede også i weekenderne, men opgaverne var meget enklere end på hverdage. Jeg plukkede frugt og gav den til alpakaerne, for der faldt mange æbler ned. Det var ærgerligt, at frugten ikke var moden. Det ville have været meget sjovere at plukke de modne æbler.
Hvor meget rejste du rundt i resten af perioden?
Jeg var der i tre uger, så jeg kiggede mig omkring i Lima og tog til forskellige seværdigheder sammen med folk derfra. Jeg tog også ud i ørkenen. Sandet var fint, så jeg kom ikke til skade. Jeg tog også bare på en biltur. Da jeg først ankom til Cusco, tog jeg ikke direkte hen til værtsfamilien, men boede på et vandrehjem i cirka tre dage. Der var mest europæere på vandrehjemmet.
Når du ser tilbage, hvordan var Sydamerika så, da du oplevede det i virkeligheden? Var det farligt?
Hvis man passer på, føles det ikke farligt, medmindre man går rundt sent om aftenen. Cusco er en lille by, og der er mange politibetjente på gaderne, så det føltes ikke farligt. Jeg hørte heller ikke, at Chile skulle være farligt. I Lima sagde folkene fra min værtsfamilie i Cusco, at jeg skulle passe på, og det gjorde mig bekymret.
Der, hvor jeg boede, var der mange udlændinge og velhavende mennesker, så der var politibetjente på gaderne, som holdt nøje øje med folks ejendele. Da jeg gik på Starbucks, bad de mig binde min bagage fast til stolen, så ingen kunne tage den. Der var altid mange politibetjente på gaden, og kædebutikker havde som regel sikkerhedsvagter. Så længe man ikke går ud sent om aftenen, går det altså fint.
Var du tilfreds med programmet?
Ja, det var fint, men i starten var jeg ikke særlig tilfreds med Chile. Efter en måned indså jeg dog, at man ikke let kan opleve noget lignende i Korea. Det var svært i begyndelsen, og jeg savnede min mor, men efterhånden som tiden gik, og jeg vænnede mig til det, gik det fint, og jeg er tilfreds.
Man siger, at man får udvidet sin horisont, men jeg vidste egentlig ikke, hvad det betød, for når jeg rejser, er det højst en uge ad gangen, aldrig længere. Efter at jeg deltog i programmet, lærte jeg meget om at møde nye mennesker, og om hvordan de uden tøven tager kontakt til mig. Da jeg mødte koreanere, kom de alle fra forskellige arbejdspladser. Der var mange i tyverne, som rejste, og også et par, der havde arbejdet i ti år, sagt op og rejste ud i verden. Der var flere, der rejste rundt i verden, end jeg havde troet, så min horisont blev helt bogstaveligt udvidet. Mit synsfelt blev helt bogstaveligt udvidet.
Hvad betyder et sabbatår for dig?
Det er en periode, hvor jeg kan reflektere over mig selv. Herhjemme arbejdede jeg bare på deltid og gik i skole i et år, og det blev lidt rutinepræget. Jeg følte mig ofte presset, men da jeg tog på sabbatår i Sydamerika, kunne jeg bare være der uden at tænke på noget, så jeg kunne fokusere mere på mig selv. Sprogprogrammet i Cusco var rigtig godt, fordi jeg var den eneste koreaner der, og alle europæerne holdt sammen. Det var svært. Jeg tror, man selv er nødt til at tage det første skridt og henvende sig til dem. Når det gælder ting som ophold på en gård, skal du ikke forestille dig for meget; tænk bare på det som at være på landet. Det er svært, fordi det er anderledes, end man først forestiller sig. Når man først har vænnet sig til det, er det ikke noget særligt. Det er på landet, hvor der hverken var telefon- eller internetforbindelse. Jeg ville gerne slappe af og arbejde, men det afhang af, hvilket arbejde jeg skulle lave.
Hvad er dine næste planer?
Først og fremmest vil jeg tilbage på skolebænken og ud at rejse igen. Sydamerika er ret langt væk og dyrt at flyve til, så nu vil jeg rejse rundt i Asien. Jeg vil gerne rejse mere. De fleste der har været der, har rejst til USA eller andre steder. De sagde, at når man først har været der, får man lyst til at rejse alle mulige steder hen. Min karrierevej går inden for uddannelse, og jeg vil gerne undervise udlændinge i koreansk eller koreansk kultur, samtidig med at jeg tager engelsk som bifag og videreuddanner mig inden for uddannelse.
Nyd den smukke natur, og lær spansk i Peru, før du tager på eventyr i Chile
Er du interesseret i at lære spansk i Sydamerika, men er usikker på hvor? Er du i tvivl om, hvilken vej du vil gå, og om det er den rigtige? Med en individuel samtale med vores specialist kan vi finde ud af, hvilken destination der passer bedst til dig, så du får dit livs bedste oplevelse! Du behøver ikke bekymre dig om forberedelserne eller de spørgsmål, du måtte have, vi er her for at hjælpe! Ansøg nu!
En deltager tilbragte 12 uger i Peru og Chile for at fokusere på sine spanskkundskaber, og hun sagde »Turen hjalp mig rigtig meget. For at være ærlig vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre, før jeg ankom, men da jeg først var kommet frem, fik jeg tankegangen: ’Ah, jeg skal vælge en bestemt retning og fokusere på min karriere.’«
Vi interviewede hende for at høre om hendes oplevelser i udlandet.
Hvordan tog du udfordringen op? Havde du rejst til udlandet før? Har du altid været glad for at rejse?
Jeg havde aldrig rejst til Sydamerika, men jeg havde været i udlandet før. Jeg læser spansk, så jeg søgte for at lære mere og samtidig deltage i aktiviteter. Jeg var rigtig glad for det, for jeg synes, at mine sprogfærdigheder er blevet meget bedre. I starten følte jeg mig lidt på afstand, når jeg så udlændinge, men nu kan jeg henvende mig til dem uden at tøve eller være bange for sprogbarrieren. Jeg har altid været glad for at rejse, men det er første gang, jeg har været så langt væk. Jeg har ikke rejst så meget, men jeg rejste en del rundt i Peru. Deltageren fortalte også, at det var første gang, hun rejste alene til Sydamerika. Hendes forældre var ikke særligt bekymrede, fordi stemningen var fri og afslappet, men hendes bedsteforældre var bekymrede.
Flyrejsen var ret lang for deltageren, og hun fortalte også om sin rejse.
Det tog 20 timer, fordi jeg havde et mellemlanding i USA. Det tog 12 timer at komme til USA og derefter 6 timer til Sydamerika. Da transportmulighederne ikke er så veludviklede i Sydamerika, tog det 21 timer at komme til Cusco med bus. Busturen varede 4-5 timer. Busserne var godt udstyret, så de brugte dem ofte, selvom det kun ville have taget en time med fly. Jeg syntes, at det ville blive lang tid, for det tager 4-5 timer at komme fra Korea til Busan, men det var ingenting sammenlignet med turen til Cusco.
Hvordan var det at lære spansk i skolen og derefter bruge det i praksis lokalt?
Det spansk, man taler i Spanien, er anderledes end det spansk, man taler i Sydamerika. Udtalen og taletempoet er anderledes. Peruvianerne taler langsomt, mens chilenerne taler meget hurtigt og forkorter ordene i udtalen. Jeg syntes, at der var forskelle fra land til land. Jeg tror bestemt, at mine spanskkundskaber blev bedre, fordi jeg måtte oversætte for koreanere, mens jeg boede på et koreansk gæstehus i Peru. Da jeg gik på restaurant med koreanere, bestilte jeg endda maden på spansk.
Hvorfor søgte du ind på et sprogprogram, når du bare kunne have rejst?
Jeg ledte efter sprogkurser i Sydamerika eller Spanien. Det var dér, jeg fandt Korea Gap Year. Først anbefalede de Miami, fordi man taler spansk i den amerikanske by, men det var dyrt. Der var også Cusco og Chile, så jeg besluttede mig for at prøve det med det samme. Jeg kontaktede først Korea Gap Year og købte derefter min flybillet.
Jeg læser spansk, så jeg spekulerede på, om det ville passe godt til mig. For at være ærlig vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre, da jeg gik på første og andet år, så jeg overvejede at skifte til et andet fag. Efter en pause i andet studieår tog jeg et spanskkursus på en sprogskole i Gangnam. Mit spansk blev ikke bedre på skolen. Mine venner sagde også, at det havde hjulpet dem meget at tage til Peru eller Mexico i et år.
Hvordan var undervisningen i spansk tilrettelagt?
Undervisningen var rettet mod samtale, og jeg lærte blandt andet grundlæggende bøjning af verber, tidsformer og den slags. De andre var udlændinge, og de talte udelukkende spansk. Hvis de ikke talte spansk, forklarede de det på engelsk, og jeg kunne mærke en forskel. Især i pauserne var der en forskel. Jeg talte engelsk eller spansk, modsat i Korea, hvor jeg talte koreansk i pauserne. Jeg blev gode venner med dem, jeg boede hos. En uge før jeg skulle hjem, skiftede jeg værtsfamilie, men jeg hang stadig meget ud med de venner.
Hvordan var det at bo hos en værtsfamilie?
Der var ikke noget, der var ubehageligt i Cusco. Hvis jeg havde mobildækning, kunne jeg ringe, men det var ikke særligt besværligt. Der var ikke wi-fi på overnatningsstedet, men der var wi-fi på sprogskolen. De sørgede for måltider, bortset fra søndagsfrokost, fordi der var et katolsk arrangement. Det tog 20 minutter at gå til sprogskolen, for Cusco er en lille by, og de historiske steder og pladser i området er små.
Efter at have afsluttet mine sprogstudier i Peru tog jeg et sabbatår for at bo på en gård i Chile.
Hvorfor valgte du specifikt et ophold på en gård?
Jeg havde kun tænkt mig at blive i Cusco, men konsulenten foreslog, at jeg tog til Chile eller et andet sted. Sydamerika er ikke et sted, man bare lige rejser til, så først ville jeg kun blive i Cusco, men så sagde jeg, at jeg ville tage til Chile. JegI Chile skulle det efter sigende tage fire timer at komme til Santiago. Chile har et veludviklet netværk af ekspresbusser, så jeg brugte dem til korte ture. Dagen før min busrejse fra Cusco fik jeg et opkald. Da jeg steg på bussen, fik jeg at vide, hvornår jeg skulle mødes med dem, så jeg tog bare hen til terminalen.
Den første dag ankom jeg sent og lavede bare mad. Jeg begyndte at arbejde næste dag. Jeg startede med enkle opgaver, men senere gjorde jeg rent efter dyrene og den slags. Der var heste, alpakaer, hunde og katte. Hestene gik ude på marken hele dagen. Når de skulle ind om aftenen, kaldte jeg på dem, og så kom de tilbage. Det tog tid at få dem ind i stalden, fodre dem og gøre rent hos dem. Jeg holdt altid øje med dem, men red aldrig på en hest.
Jeg har hørt, at du boede på en gård hos et par?
Ud over parret, der ejede gården, var der en anden mand. Han var chilener og arbejdede ikke så meget på gården, men han lavede mad til mig og boede der, når han ikke var i Santiago de Compostela. Der boede ingen andre elever. Ja, når han ikke kendte et ord på spansk, spurgte og svarede han på engelsk. Jeg havde svært ved at vænne mig til det, og det var akavet, men efterhånden tog han sig meget af mig. Han forsikrede mig hele tiden om, at jeg bare skulle sige til, hvis jeg havde brug for noget. »Har du brug for noget? Er du okay?« og den slags. Manden i parret var der også, men jeg så ham kun en eller to gange, fordi han var professor i Chile.
Var der noget, der var anderledes end det, du havde forventet, før du deltog i programmet?
Det var meget anderledes, end jeg havde forestillet mig. Jeg troede, at frivilligt arbejde ville være som at hjælpe til, men jeg fik mange arbejdsopgaver. Gårdejeren fastlagde mine arbejdstider. Hun sagde, at hvis det var anderledes, end jeg havde forventet, behøvede jeg ikke at gøre det, men kunne tage et andet sted hen. Hun bad mig træffe en beslutning, men ærligt talt var det lidt akavet, eftersom jeg ikke havde andre steder at tage hen. Jeg sagde, at jeg ville gøre det, men i starten var det svært at vænne sig til. Jeg havde tidligere fortalt, at jeg var frustreret, fordi jeg ikke kunne få kontakt med min familie, da hverken min mobiltelefon eller internettet virkede. Jeg tror, min mor blev meget bekymret, så det var svært at vænne sig til, men efter en uge eller to blev det bedre.
Det må have været frustrerende ikke at kunne bruge mobiltelefon eller internet, ikke?
Jeg kan godt lide baseball, så jeg var virkelig nysgerrig efter baseballnyheder. Jeg ville også gerne vide, hvad der foregik i Korea, og holde kontakt med familie og venner, men det var svært, fordi jeg ikke kunne. I starten så jeg bare Infinite Challenge på min bærbare computer. Det tog mig en uge eller to at vænne mig til det hele. Jeg gik ture i bjergene bag huset, men internettet var lidt svagt dér, og nogle gange virkede det slet ikke. Jeg spurgte manden, der var sammen med mig, om jeg måtte bruge hans internetdeling, og da der var gået en uge, kontaktede jeg mine forældre. Klokken var fem om morgenen i Korea, men jeg skulle have fat i dem, så jeg brugte en app til videoopkald. Det var virkelig frustrerende, men det gik.
Jeg går ud fra, at du havde god tid til at tænke over dig selv.
Når man trækker tre timer fra om morgenen og tre timer om aftenen, er der stadig masser af tid tilbage, når man har spist. Jeg havde meget at tænke over, og fordi jeg ikke havde så meget at lave, skrev jeg så meget som muligt i min dagbog. Det hjalp mig med at få styr på dagen og tænke over det, jeg havde skrevet.
Hvor meget arbejdede du på gården?
Arbejdet begyndte klokken 9.30 om morgenen og varede til klokken 13.30. Efter klokken 17 arbejdede jeg yderligere to eller tre timer. Jeg plejede at hjælpe min bedstefar i hans lille køkkenhave, men på denne gård var der mange dyr. Jeg gjorde rent omkring gården, anlagde vandrestier og arbejdede også på dræningsgrøften. Jeg arbejdede også i weekenderne, men opgaverne var meget enklere end på hverdage. Jeg plukkede frugt og gav den til alpakaerne, for der faldt mange æbler ned. Det var ærgerligt, at frugten ikke var moden. Det ville have været meget sjovere at plukke de modne æbler.
Hvor meget rejste du rundt i resten af perioden?
Jeg var der i tre uger, så jeg kiggede mig omkring i Lima og tog til forskellige seværdigheder sammen med folk derfra. Jeg tog også ud i ørkenen. Sandet var fint, så jeg kom ikke til skade. Jeg tog også bare på en biltur. Da jeg først ankom til Cusco, tog jeg ikke direkte hen til værtsfamilien, men boede på et vandrehjem i cirka tre dage. Der var mest europæere på vandrehjemmet.
Når du ser tilbage, hvordan var Sydamerika så, da du oplevede det i virkeligheden? Var det farligt?
Hvis man passer på, føles det ikke farligt, medmindre man går rundt sent om aftenen. Cusco er en lille by, og der er mange politibetjente på gaderne, så det føltes ikke farligt. Jeg hørte heller ikke, at Chile skulle være farligt. I Lima sagde folkene fra min værtsfamilie i Cusco, at jeg skulle passe på, og det gjorde mig bekymret.
Der, hvor jeg boede, var der mange udlændinge og velhavende mennesker, så der var politibetjente på gaderne, som holdt nøje øje med folks ejendele. Da jeg gik på Starbucks, bad de mig binde min bagage fast til stolen, så ingen kunne tage den. Der var altid mange politibetjente på gaden, og kædebutikker havde som regel sikkerhedsvagter. Så længe man ikke går ud sent om aftenen, går det altså fint.
Var du tilfreds med programmet?
Ja, det var fint, men i starten var jeg ikke særlig tilfreds med Chile. Efter en måned indså jeg dog, at man ikke let kan opleve noget lignende i Korea. Det var svært i begyndelsen, og jeg savnede min mor, men efterhånden som tiden gik, og jeg vænnede mig til det, gik det fint, og jeg er tilfreds.
Man siger, at man får udvidet sin horisont, men jeg vidste egentlig ikke, hvad det betød, for når jeg rejser, er det højst en uge ad gangen, aldrig længere. Efter at jeg deltog i programmet, lærte jeg meget om at møde nye mennesker, og om hvordan de uden tøven tager kontakt til mig. Da jeg mødte koreanere, kom de alle fra forskellige arbejdspladser. Der var mange i tyverne, som rejste, og også et par, der havde arbejdet i ti år, sagt op og rejste ud i verden. Der var flere, der rejste rundt i verden, end jeg havde troet, så min horisont blev helt bogstaveligt udvidet. Mit synsfelt blev helt bogstaveligt udvidet.
Hvad betyder et sabbatår for dig?
Det er en periode, hvor jeg kan reflektere over mig selv. Herhjemme arbejdede jeg bare på deltid og gik i skole i et år, og det blev lidt rutinepræget. Jeg følte mig ofte presset, men da jeg tog på sabbatår i Sydamerika, kunne jeg bare være der uden at tænke på noget, så jeg kunne fokusere mere på mig selv. Sprogprogrammet i Cusco var rigtig godt, fordi jeg var den eneste koreaner der, og alle europæerne holdt sammen. Det var svært. Jeg tror, man selv er nødt til at tage det første skridt og henvende sig til dem. Når det gælder ting som ophold på en gård, skal du ikke forestille dig for meget; tænk bare på det som at være på landet. Det er svært, fordi det er anderledes, end man først forestiller sig. Når man først har vænnet sig til det, er det ikke noget særligt. Det er på landet, hvor der hverken var telefon- eller internetforbindelse. Jeg ville gerne slappe af og arbejde, men det afhang af, hvilket arbejde jeg skulle lave.
Hvad er dine næste planer?
Først og fremmest vil jeg tilbage på skolebænken og ud at rejse igen. Sydamerika er ret langt væk og dyrt at flyve til, så nu vil jeg rejse rundt i Asien. Jeg vil gerne rejse mere. De fleste der har været der, har rejst til USA eller andre steder. De sagde, at når man først har været der, får man lyst til at rejse alle mulige steder hen. Min karrierevej går inden for uddannelse, og jeg vil gerne undervise udlændinge i koreansk eller koreansk kultur, samtidig med at jeg tager engelsk som bifag og videreuddanner mig inden for uddannelse.
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
