[Mentor An Si-jun] Anmeldelse af rådgivning om sabbatår | Jeg indså, at jeg selv er hovedpersonen og ikke blot en statist

#Jeg indså, at jeg selv er hovedpersonen og ikke blot en statist #Et objektivt perspektiv på mig selv #Det var et vigtigt vendepunkt i mit liv.

Forfatter: Jeong Hye-ju
Land / by: Asien/Sydkorea/Seoul
Visninger : 6156

Hele konsulentforløbet var, for en person, der indtil da ikke havde haft tid til at tænke over »Hvem er jeg?« eller følt behov for det, var det en spejllignende tid, hvor jeg kunne betragte »mig selv« fra et objektivt perspektivDet var det.

- Gap Year-rådgivning

På vej til samtalen blev én tanke ved med at køre rundt i hovedet på mig: »Hvad i alverden er gap year-rådgivning?« Det føltes ikke, som om nogen ville planlægge mine rejser i mit sabbatår eller blot tilbyde almindelig karriererådgivning. Helt forvirret og en smule nervøs ankom jeg til det aftalte mødested.

Før jeg mødte direktøren, forestillede jeg mig vagt, at han ville være streng og bramfri, men hans varme, storebroragtige(?) førstehåndsindtryk gjorde, at den cirka to timer lange samtale kunne foregå i en afslappet atmosfære.. Vær ærlig og åben om dig selv. Det var direktørens allerførste opfordring til mig, som stadig følte mig utilpas.Det var ikke let. At forklare »mig selv« til en, jeg mødte for første gang, var bestemt ikke enkelt. Hvor skulle jeg begynde, hvad skulle jeg sige, og hvordan skulle jeg fortælle det? Men da mine tanker begyndte at finde vej ud gennem munden og tage konkret form som »ord«, begyndte historien om mig selv, der havde været rodet sammen i mit hoved, lidt efter lidt at finde en retning.

Således var hele konsulentforløbet,»for en person, der indtil da ikke havde haft tid til at tænke over »Hvem er jeg?« eller følt behov for det, var det en spejllignende tid, hvor jeg kunne betragte »mig selv« fra et objektivt perspektivDet var det. Og den erkendelse kom af, at jeg havde modet til at vise mig selv ærligt over for andre. Jeg var tilbøjelig til at være den type person, der lyttede til andre frem for at hævde mine egne tanker.

Fordi jeg altid var bevidst om »Hvordan vil den anden tænke, hvis jeg siger det her? Hvordan vil de dømme mig?«, holdt jeg mig naturligt tilbage fra at give udtryk for mine meninger eller tanker. Men selv uden sådanne beregnende overvejelser om samtalen,hjalp samtalens forløb mig enormt med at opdage mig selv, fordi det gjorde det muligt for mig at åbne op om mig selv uden besvær.Indtil da havde det »jeg«, jeg tænkte på, været »person 1«. Uden at indse det havde jeg set mig selv som intet andet end en statist i et teaterstykke – hverken hovedpersonen eller en birolle.

Jeg havde bevæget mig efter det manuskript, som den virkelighed, jeg havde fået, havde skrevet, og inden for Koreas rammer tænkte jeg ganske enkelt, at sådan burde jeg gøre. Fordi den værdi, jeg tillagde mig selv, ikke var større end en statist, blev det, mit hjerte råbte efter – det, jeg virkelig ønskede at gøre – begravet af mine omgivelser, og jeg kunne ikke høre det. Faktisk lukkede jeg ørerne for at undgå at høre det og dermed tilpasse mig virkeligheden. Men gennem samtalen,var den største forandring i mig, at mit syn på »mig selv« ændrede sig.Det er sådan. Mit blik var altid rettet mod dem omkring mig, og fordi mine livsstandarder var afstemt efter andres vurderinger, havde jeg hverken tid eller plads til at se tilbage og tænke over mig selv.

På et tidspunkt begyndte jeg at tie stille af en vag frygt for, at »Hvis jeg fortæller folk, at jeg har de her tanker eller meninger, får jeg helt sikkert en dårlig vurdering.« I stedet for at fokusere på, hvad jeg selv ønskede at gøre, havde jeg indrettet mit liv efter min families forventninger. Men under samtalen kunne jeg koncentrere mig fuldt ud om, hvad jeg selv ønskede, og jeg kunne finde ud af, hvorfor mine tanker var blevet undertrykt i mig.

»Det er ikke svært. Det er ting, du kan opnå, hvis du bare samler mod til det lige her og nu.«

Måske var det de ord, jeg allermest havde ønsket at høre og få anerkendelse for gennem hele mit liv. Og jeg hørte dem fra direktørens mund, selvom jeg mødte ham for første gang. Gennem Korea Gap Years rådgivningsprogram mødte jeg en, jeg dristigt vil kalde en mentor, som jeg længe havde ønsket at møde. Faktisk vil andre måske stadig synes, at min situation ikke har ændret sig ret meget, selv nu efter samtalen.

Min stadig usikre fremtid, den tunge studiebyrde, der hviler på mine skuldre, og titlen »jobsøgende studerende«, mens dimissionen nærmer sig, er alt sammen uændret. Men den måde, jeg ser mig selv på, har tydeligvis ændret sig. Jeg kan med sikkerhed sige, at jeg gennem denne gap year-rådgivning oplevede et meget vigtigt vendepunkt i mit liv, som jeg vil huske for evigt.

Hele konsulentforløbet var, for en person, der indtil da ikke havde haft tid til at tænke over »Hvem er jeg?« eller følt behov for det, var det en spejllignende tid, hvor jeg kunne betragte »mig selv« fra et objektivt perspektivDet var det.

- Gap Year-rådgivning

På vej til samtalen blev én tanke ved med at køre rundt i hovedet på mig: »Hvad i alverden er gap year-rådgivning?« Det føltes ikke, som om nogen ville planlægge mine rejser i mit sabbatår eller blot tilbyde almindelig karriererådgivning. Helt forvirret og en smule nervøs ankom jeg til det aftalte mødested.

Før jeg mødte direktøren, forestillede jeg mig vagt, at han ville være streng og bramfri, men hans varme, storebroragtige(?) førstehåndsindtryk gjorde, at den cirka to timer lange samtale kunne foregå i en afslappet atmosfære.. Vær ærlig og åben om dig selv. Det var direktørens allerførste opfordring til mig, som stadig følte mig utilpas.Det var ikke let. At forklare »mig selv« til en, jeg mødte for første gang, var bestemt ikke enkelt. Hvor skulle jeg begynde, hvad skulle jeg sige, og hvordan skulle jeg fortælle det? Men da mine tanker begyndte at finde vej ud gennem munden og tage konkret form som »ord«, begyndte historien om mig selv, der havde været rodet sammen i mit hoved, lidt efter lidt at finde en retning.

Således var hele konsulentforløbet,»for en person, der indtil da ikke havde haft tid til at tænke over »Hvem er jeg?« eller følt behov for det, var det en spejllignende tid, hvor jeg kunne betragte »mig selv« fra et objektivt perspektivDet var det. Og den erkendelse kom af, at jeg havde modet til at vise mig selv ærligt over for andre. Jeg var tilbøjelig til at være den type person, der lyttede til andre frem for at hævde mine egne tanker.

Fordi jeg altid var bevidst om »Hvordan vil den anden tænke, hvis jeg siger det her? Hvordan vil de dømme mig?«, holdt jeg mig naturligt tilbage fra at give udtryk for mine meninger eller tanker. Men selv uden sådanne beregnende overvejelser om samtalen,hjalp samtalens forløb mig enormt med at opdage mig selv, fordi det gjorde det muligt for mig at åbne op om mig selv uden besvær.Indtil da havde det »jeg«, jeg tænkte på, været »person 1«. Uden at indse det havde jeg set mig selv som intet andet end en statist i et teaterstykke – hverken hovedpersonen eller en birolle.

Jeg havde bevæget mig efter det manuskript, som den virkelighed, jeg havde fået, havde skrevet, og inden for Koreas rammer tænkte jeg ganske enkelt, at sådan burde jeg gøre. Fordi den værdi, jeg tillagde mig selv, ikke var større end en statist, blev det, mit hjerte råbte efter – det, jeg virkelig ønskede at gøre – begravet af mine omgivelser, og jeg kunne ikke høre det. Faktisk lukkede jeg ørerne for at undgå at høre det og dermed tilpasse mig virkeligheden. Men gennem samtalen,var den største forandring i mig, at mit syn på »mig selv« ændrede sig.Det er sådan. Mit blik var altid rettet mod dem omkring mig, og fordi mine livsstandarder var afstemt efter andres vurderinger, havde jeg hverken tid eller plads til at se tilbage og tænke over mig selv.

På et tidspunkt begyndte jeg at tie stille af en vag frygt for, at »Hvis jeg fortæller folk, at jeg har de her tanker eller meninger, får jeg helt sikkert en dårlig vurdering.« I stedet for at fokusere på, hvad jeg selv ønskede at gøre, havde jeg indrettet mit liv efter min families forventninger. Men under samtalen kunne jeg koncentrere mig fuldt ud om, hvad jeg selv ønskede, og jeg kunne finde ud af, hvorfor mine tanker var blevet undertrykt i mig.

»Det er ikke svært. Det er ting, du kan opnå, hvis du bare samler mod til det lige her og nu.«

Måske var det de ord, jeg allermest havde ønsket at høre og få anerkendelse for gennem hele mit liv. Og jeg hørte dem fra direktørens mund, selvom jeg mødte ham for første gang. Gennem Korea Gap Years rådgivningsprogram mødte jeg en, jeg dristigt vil kalde en mentor, som jeg længe havde ønsket at møde. Faktisk vil andre måske stadig synes, at min situation ikke har ændret sig ret meget, selv nu efter samtalen.

Min stadig usikre fremtid, den tunge studiebyrde, der hviler på mine skuldre, og titlen »jobsøgende studerende«, mens dimissionen nærmer sig, er alt sammen uændret. Men den måde, jeg ser mig selv på, har tydeligvis ændret sig. Jeg kan med sikkerhed sige, at jeg gennem denne gap year-rådgivning oplevede et meget vigtigt vendepunkt i mit liv, som jeg vil huske for evigt.