Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Jeg fik modet til at vise, hvem jeg virkelig er #At overvinde mangel på omsorg og opleve både at give og modtage kærlighed #Trøst og glæde fra lykkelige minder
Mens jeg var frivillig i Thailand, lærte jeg at slappe mere af og udvikle en mere positiv indstilling. Det vigtigste, jeg med tiden lagde mærke til, var dette! Uanset hvor jeg er, så er det at vise mig selv, som jeg er, det, der gør, at jeg kan føle mig glad dér... det var det vigtigste. Derudover fik jeg mod til at udfordre mig selv i fremtiden!
Den ultimative rejseoplevelse uden omkostninger: frivilligt børnepasningsarbejde i Chiang Rai i Thailand med udenlandske venner Eunju Yoo, sabbatårs-narkoman (27)
|
# Hej! Jeg hedder Eunju, og jeg er afhængig af sabbatår — det her er allerede mit tredje!
Hej! Jeg hedder Eunju, og jeg er afhængig af sabbatår — det her er allerede mit tredje.
Sidste år studerede jeg sprog i Filippinerne og arbejdede som frivillig i Vietnam i forbindelse med mit sabbatår. Denne gang deltog jeg i frivilligt børnepasningsarbejde i Chiang Rai i Thailand.
Først vil jeg fortælle, hvorfor jeg endte med at tage sabbatår tre gange.
Først og fremmest begyndte jeg på mit sabbatår efter at have fået rådgivning. På det tidspunkt ville jeg arbejde med psykologisk rådgivning, hvilket ikke havde noget med mit studie eller mit tidligere arbejde at gøre. Da jeg skulle begynde at studere igen i en længere periode, ville jeg gerne finde modet og genvinde min selvtillid.
*Eunju ønskede at få tid til at prøve nye udfordringer og opnå erfaring til sin fremtidige karriere,så hun fik daglige, personligt tilpassede en-til-en-opgaver, der gav unikke udfordringer, karriereerfaring og tid til at slappe af. Hun fik også en sabbatårskalender til refleksion og planlægning.
# Jeg tog af sted uden tøven, fordi jeg følte, at jeg bare måtte af sted.
Jeg havde omkring en måned, før jeg skulle begynde at studere et nyt fagområde, og jeg tænkte, at hvis jeg rejste alene til udlandet i den periode, oplevede nye ting og klarede mig selv, ville jeg få mod til at begynde på et nyt arbejde.
Og når jeg nu alligevel skulle af sted, ville jeg gerne have, at det skulle være mere meningsfuldt. Jeg kom i tanke om Gap Year, der har forskellige programmer som frivilligt arbejde og praktik, og derfor valgte jeg det.Jeg troede, at rådgivningen bare ville finde et program, der passede til det, jeg gerne ville have ud af det. Men de gjorde mig meget grundigt opmærksom på mine problemer og mangler. De foreslog et langt forløb på seks måneder, meget længere end den ene måned, jeg havde forestillet mig at bruge på at rejse,Jeg tog af sted uden tøven, fordi jeg følte, at jeg bare måtte af sted!
# Jeg vendte hjem efter syv måneder i udlandet, men ville gerne lære mere. Og fordi jeg selv manglede kærlighed, ønskede jeg en tydeligere oplevelse af både at give og modtage kærlighed!
Efter omkring syv en halv måned i udlandet med sprogstudier, frivilligt arbejde og rejser i Sydøstasien og Asien vendte jeg tilbage til Korea. I begyndelsen havde jeg mest lyst til at tage på arbejdsferie. Den tanke opstod faktisk i Vietnam.Grunden var, at jeg under mit frivillige arbejde i Vietnam mødte mange venner fra Vesten, især fra USA, Storbritannien og Australien, og indså, at deres synspunkter er virkelig anderledes.Jeg tænkte, at jeg også kunne opleve og lære en mere afslappet og positiv indstilling i Thailand.
Efter at have afsluttet mit ophold i udlandet og vendt hjem, gik der noget tid, før jeg indså, at det, jeg havde brug for lige nu, ikke var en arbejdsferie. I Vietnam havde jeg til en vis grad lært at give og modtage kærlighed, hvilket rådgiveren havde peget på som noget, jeg manglede. Da jeg boede i Korea, følte jeg mig anderledes: Mit hjerte blev fyldt, når jeg tog imod andres følelser, men på en eller anden måde føltes det stadig ikke nok.Jeg ville gerne lære lidt mere — jeg ville virkelig mærke kærligheden.
Så fortalte jeg direktøren for Korean Gap Year, som havde rådgivet mig, at jeg gerne ville lave mere frivilligt arbejde. Så blev jeg tilbudt dette frivillige børnepasningsprojekt i Chiang Rai i Thailand.De sagde, at frivilligt arbejde i Thailand ville give mere meningsfulde oplevelser, og at jeg ville lære mere ved at leve tæt sammen med andre.
# Jeg tror, det vigtigste for at føle sig glad, uanset hvor man er, er at vise sig selv, som man er.!
Da jeg først ankom, gjorde de uvante omgivelser mig genert, uden at jeg selv var klar over det.Det, der hjalp mig med at overvinde det, var netop dette: Blandt de venner, jeg arbejdede frivilligt sammen med, var der nogle, der kunne lide mig, selvom jeg var så genert og næsten ikke sagde noget.De tog selv kontakt, talte mere med mig og blev glade for selv de mindste ting — faktisk kunne de lide mig, selvom jeg ikke havde gjort noget. Da andre rakte ud først og viste mig omsorg, åbnede mit hjerte sig lidt efter lidt.
Det gjorde, at jeg kunne vise mig selv, som jeg er, og begynde at tale med de andre. Som følge deraf fik jeg flere venner, følte mig mere tilpas og havde det sjovere — det blev en positiv spiral.
Uanset hvor man er, tror jeg, at det vigtigste for at falde til og føle sig glad dér er, om man viser sig selv, som man er.Man behøver ikke kun at vise sine bedste sider eller lade, som om man er noget særligt. Jeg synes altid, det er sjovest at grine og lege som et barn.
# Det frivillige arbejde, jeg udførte!
Når det gælder det lokale frivillige arbejde i udlandet, havde skolen ferie, da jeg først kom. Derfor endte jeg med at undervise de større børn (elever i grundskolen) i engelsk i stedet for at passe de små børn.
Som jeg nævnte tidligere, trak jeg mig meget ind i mig selv i begyndelsen, så jeg havde det svært både med at få venner og med at undervise i engelsk som frivillig. Det var selvfølgelig første gang, jeg prøvede det, og det var også en udfordring at undervise elever i grundskolen, selvom jeg ikke har engelsk som modersmål.
Da problemerne i mine relationer til andre var overvundet, blev arbejdet helt naturligt sjovt, og jeg kom til at holde meget af børnene.Efter en måned var jeg ked af at vende tilbage til det oprindelige børnepasningsprojekt. Alligevel var jeg glad for, at jeg stadig kunne se børnene, fordi jeg kunne hjælpe til i grundskolens undervisning i weekenderne.
Det frivillige børnepasningsarbejde, jeg udførte, bestod i at lære børnehavebørn nogle grundlæggende engelske ord og introducere dem til engelsk gennem lege og kreative aktiviteter. Om eftermiddagen hjalp jeg med de opgaver, børnehaven bad om, såsom at male og sætte ordkort fast på gulvet. Børnene var virkelig så søde, og nogle gange, når de ikke hørte efter, havde jeg lyst til at skælde dem godt ud, haha.
# Ved selv at anerkende og acceptere mine følelser blev det lettere for mig at give kærlighed!
En dag gik det pludselig op for mig: Da jeg tidligere havde udført det samme frivillige arbejde i Vietnam, sagde nogle af de andre frivillige for eksempel: »Det her er mit yndlingsbarn. Er han/hun ikke bare sød?« Jeg havde flere gange set dem kun holde det barn. Da jeg så det, tænkte jeg: »Er det i orden at vise favorisering på den måde? De andre børn bliver kede af det. Det er måske ikke godt for børnenes opvækst.«
Og faktisk foreslog sabbatårskoordinatoren, som lærte os at give kærlighed, det samme: Prøv ikke at give kærlighed til mange børn, men giv den til ét barn. Men jeg tror ikke, jeg var i stand til at gøre det dengang. Jeg kunne nok ikke forstå det rent intellektuelt.
Da jeg senere meldte mig som frivillig i Thailand, tænkte jeg sådan.»Det er naturligt, at vi bedre kan lide nogle mennesker end andre.Og vi kommer tættere på og bliver venner med dem, vi bedst kan lide. Det er ikke anderledes i børnenes verden, men jeg havde troet, at det var den modne, voksne måde at opføre sig på at behandle dem alle lige kærligt.
At det er naturligt, at jeg bedre kan lide nogle børn end andre.« Selvfølgelig ville det være dårligt for børnene, hvis jeg viste for tydelig favorisering.Jeg indså rent intellektuelt, at tanken »man må ikke kunne lide nogen mere end andre, og man skal elske alle lige meget« er unaturlig. Da jeg først havde erkendt det, kunne jeg vise kærlighed mere ubesværet.Og fordi jeg kunne acceptere det, kom jeg til at forstå, at alle kan tænke forskelligt. Det føltes mere naturligt og gav mig mere ro.
# Hvad var det mest mindeværdige øjeblik, mens du var frivillig i Thailand?
Der er så mange smukke minder fra mit frivillige arbejde i Thailand. Scener, der dukker op i tankerne: at ligge på vejen med venner for at se stjernerne og opfylde et pludseligt opstået punkt på min ønskeliste; en tante i en stille by, der tilbød mig vand af ren venlighed; en bedstemor, der normalt havde et udtryksløst ansigt, men hilste på mig og smilede genert, lysere end nogen anden; at komme meget tæt på mine thailandske praktikantvenner og snakke løs hver aften – en gang så vi så mange stjerner, at Mælkevejen var synlig; at dele dybe og gamle historier helt naturligt med en koreansk ven hver aften; muntre stunder med øl sammen med koordinatoren og vennerne; at flyde formålsløst rundt i en udendørs pool i Pai; at gå op foran scenen på en bar og synge koreanske sange; børn, der stimlede sammen for at kramme mig; og et barn, der koncentrerede sig om at farvelægge med underlæben skudt frem.
Når jeg husker på de ting, der gjorde mig så glad, og lever efter dem, tror jeg, at jeg også kan blive ved med at leve et lykkeligt liv i fremtiden.
# Til sidst: til jer, der lige nu tøver med at tage på et sabbatår!
Jeg tror, at mange tager på sabbatår, fordi de ikke ved, hvad de vil, og prøver at finde ud af det.Men Efter min meninger det ikke sådan, at der pludselig opstår et nyt ønske om at gøre noget, fordi man prøver nyt arbejde og ser nye ting et ukendt sted. Snarere lader det én naturligt hente de ting frem, man havde gemt dybt i sindet, og som man gerne ville gøre.
Ting, der allerede lå i mit hjerte, men som jeg tænkte »det kan jeg ikke« eller »det er ikke min vej«, føltes pludselig som noget, jeg godt kunne gøre. Selvfølgelig kunne jeg også opdage ting, jeg ikke havde set før, når de kom inden for min synsvidde, efter at jeg havde været begrænset af andres normer og mit snævre perspektiv.
Faktisk deltager jeg, mens jeg skriver dette, i mit fjerde sabbatår gennem et australsk arbejdsferieprojekt. Det er virkelig vanedannende, haha. Jeg afslutter mine sabbatår med en arbejdsferie i Australien. Jeg håber, at jeg kan leve videre og opfylde det ønske, jeg fremsatte i et tempel i Thailand :)
»Lad mig fortsat finde min vej og min plads, og lad mig kunne favne og elske de mennesker, der er ved min side, som et ordentligt menneske.«
Besøgt af fru Yoo Eun-juFrivilligt projekt som børnepasser i Chiang Rai, ThailandVil du vide mere?!
Klik på banneret nedenfor!
▼ ▼ ▼ ▼ ▼ ▼ ▼ ▼ ▼
Se flere billeder, som fru Yoo Eun-ju har sendt fra Chiang Rai~
Tak~!
Mens jeg var frivillig i Thailand, lærte jeg at slappe mere af og udvikle en mere positiv indstilling. Det vigtigste, jeg med tiden lagde mærke til, var dette! Uanset hvor jeg er, så er det at vise mig selv, som jeg er, det, der gør, at jeg kan føle mig glad dér... det var det vigtigste. Derudover fik jeg mod til at udfordre mig selv i fremtiden!
Den ultimative rejseoplevelse uden omkostninger: frivilligt børnepasningsarbejde i Chiang Rai i Thailand med udenlandske venner Eunju Yoo, sabbatårs-narkoman (27)
|
# Hej! Jeg hedder Eunju, og jeg er afhængig af sabbatår — det her er allerede mit tredje!
Hej! Jeg hedder Eunju, og jeg er afhængig af sabbatår — det her er allerede mit tredje.
Sidste år studerede jeg sprog i Filippinerne og arbejdede som frivillig i Vietnam i forbindelse med mit sabbatår. Denne gang deltog jeg i frivilligt børnepasningsarbejde i Chiang Rai i Thailand.
Først vil jeg fortælle, hvorfor jeg endte med at tage sabbatår tre gange.
Først og fremmest begyndte jeg på mit sabbatår efter at have fået rådgivning. På det tidspunkt ville jeg arbejde med psykologisk rådgivning, hvilket ikke havde noget med mit studie eller mit tidligere arbejde at gøre. Da jeg skulle begynde at studere igen i en længere periode, ville jeg gerne finde modet og genvinde min selvtillid.
*Eunju ønskede at få tid til at prøve nye udfordringer og opnå erfaring til sin fremtidige karriere,så hun fik daglige, personligt tilpassede en-til-en-opgaver, der gav unikke udfordringer, karriereerfaring og tid til at slappe af. Hun fik også en sabbatårskalender til refleksion og planlægning.
# Jeg tog af sted uden tøven, fordi jeg følte, at jeg bare måtte af sted.
Jeg havde omkring en måned, før jeg skulle begynde at studere et nyt fagområde, og jeg tænkte, at hvis jeg rejste alene til udlandet i den periode, oplevede nye ting og klarede mig selv, ville jeg få mod til at begynde på et nyt arbejde.
Og når jeg nu alligevel skulle af sted, ville jeg gerne have, at det skulle være mere meningsfuldt. Jeg kom i tanke om Gap Year, der har forskellige programmer som frivilligt arbejde og praktik, og derfor valgte jeg det.Jeg troede, at rådgivningen bare ville finde et program, der passede til det, jeg gerne ville have ud af det. Men de gjorde mig meget grundigt opmærksom på mine problemer og mangler. De foreslog et langt forløb på seks måneder, meget længere end den ene måned, jeg havde forestillet mig at bruge på at rejse,Jeg tog af sted uden tøven, fordi jeg følte, at jeg bare måtte af sted!
# Jeg vendte hjem efter syv måneder i udlandet, men ville gerne lære mere. Og fordi jeg selv manglede kærlighed, ønskede jeg en tydeligere oplevelse af både at give og modtage kærlighed!
Efter omkring syv en halv måned i udlandet med sprogstudier, frivilligt arbejde og rejser i Sydøstasien og Asien vendte jeg tilbage til Korea. I begyndelsen havde jeg mest lyst til at tage på arbejdsferie. Den tanke opstod faktisk i Vietnam.Grunden var, at jeg under mit frivillige arbejde i Vietnam mødte mange venner fra Vesten, især fra USA, Storbritannien og Australien, og indså, at deres synspunkter er virkelig anderledes.Jeg tænkte, at jeg også kunne opleve og lære en mere afslappet og positiv indstilling i Thailand.
Efter at have afsluttet mit ophold i udlandet og vendt hjem, gik der noget tid, før jeg indså, at det, jeg havde brug for lige nu, ikke var en arbejdsferie. I Vietnam havde jeg til en vis grad lært at give og modtage kærlighed, hvilket rådgiveren havde peget på som noget, jeg manglede. Da jeg boede i Korea, følte jeg mig anderledes: Mit hjerte blev fyldt, når jeg tog imod andres følelser, men på en eller anden måde føltes det stadig ikke nok.Jeg ville gerne lære lidt mere — jeg ville virkelig mærke kærligheden.
Så fortalte jeg direktøren for Korean Gap Year, som havde rådgivet mig, at jeg gerne ville lave mere frivilligt arbejde. Så blev jeg tilbudt dette frivillige børnepasningsprojekt i Chiang Rai i Thailand.De sagde, at frivilligt arbejde i Thailand ville give mere meningsfulde oplevelser, og at jeg ville lære mere ved at leve tæt sammen med andre.
# Jeg tror, det vigtigste for at føle sig glad, uanset hvor man er, er at vise sig selv, som man er.!
Da jeg først ankom, gjorde de uvante omgivelser mig genert, uden at jeg selv var klar over det.Det, der hjalp mig med at overvinde det, var netop dette: Blandt de venner, jeg arbejdede frivilligt sammen med, var der nogle, der kunne lide mig, selvom jeg var så genert og næsten ikke sagde noget.De tog selv kontakt, talte mere med mig og blev glade for selv de mindste ting — faktisk kunne de lide mig, selvom jeg ikke havde gjort noget. Da andre rakte ud først og viste mig omsorg, åbnede mit hjerte sig lidt efter lidt.
Det gjorde, at jeg kunne vise mig selv, som jeg er, og begynde at tale med de andre. Som følge deraf fik jeg flere venner, følte mig mere tilpas og havde det sjovere — det blev en positiv spiral.
Uanset hvor man er, tror jeg, at det vigtigste for at falde til og føle sig glad dér er, om man viser sig selv, som man er.Man behøver ikke kun at vise sine bedste sider eller lade, som om man er noget særligt. Jeg synes altid, det er sjovest at grine og lege som et barn.
# Det frivillige arbejde, jeg udførte!
Når det gælder det lokale frivillige arbejde i udlandet, havde skolen ferie, da jeg først kom. Derfor endte jeg med at undervise de større børn (elever i grundskolen) i engelsk i stedet for at passe de små børn.
Som jeg nævnte tidligere, trak jeg mig meget ind i mig selv i begyndelsen, så jeg havde det svært både med at få venner og med at undervise i engelsk som frivillig. Det var selvfølgelig første gang, jeg prøvede det, og det var også en udfordring at undervise elever i grundskolen, selvom jeg ikke har engelsk som modersmål.
Da problemerne i mine relationer til andre var overvundet, blev arbejdet helt naturligt sjovt, og jeg kom til at holde meget af børnene.Efter en måned var jeg ked af at vende tilbage til det oprindelige børnepasningsprojekt. Alligevel var jeg glad for, at jeg stadig kunne se børnene, fordi jeg kunne hjælpe til i grundskolens undervisning i weekenderne.
Det frivillige børnepasningsarbejde, jeg udførte, bestod i at lære børnehavebørn nogle grundlæggende engelske ord og introducere dem til engelsk gennem lege og kreative aktiviteter. Om eftermiddagen hjalp jeg med de opgaver, børnehaven bad om, såsom at male og sætte ordkort fast på gulvet. Børnene var virkelig så søde, og nogle gange, når de ikke hørte efter, havde jeg lyst til at skælde dem godt ud, haha.
# Ved selv at anerkende og acceptere mine følelser blev det lettere for mig at give kærlighed!
En dag gik det pludselig op for mig: Da jeg tidligere havde udført det samme frivillige arbejde i Vietnam, sagde nogle af de andre frivillige for eksempel: »Det her er mit yndlingsbarn. Er han/hun ikke bare sød?« Jeg havde flere gange set dem kun holde det barn. Da jeg så det, tænkte jeg: »Er det i orden at vise favorisering på den måde? De andre børn bliver kede af det. Det er måske ikke godt for børnenes opvækst.«
Og faktisk foreslog sabbatårskoordinatoren, som lærte os at give kærlighed, det samme: Prøv ikke at give kærlighed til mange børn, men giv den til ét barn. Men jeg tror ikke, jeg var i stand til at gøre det dengang. Jeg kunne nok ikke forstå det rent intellektuelt.
Da jeg senere meldte mig som frivillig i Thailand, tænkte jeg sådan.»Det er naturligt, at vi bedre kan lide nogle mennesker end andre.Og vi kommer tættere på og bliver venner med dem, vi bedst kan lide. Det er ikke anderledes i børnenes verden, men jeg havde troet, at det var den modne, voksne måde at opføre sig på at behandle dem alle lige kærligt.
At det er naturligt, at jeg bedre kan lide nogle børn end andre.« Selvfølgelig ville det være dårligt for børnene, hvis jeg viste for tydelig favorisering.Jeg indså rent intellektuelt, at tanken »man må ikke kunne lide nogen mere end andre, og man skal elske alle lige meget« er unaturlig. Da jeg først havde erkendt det, kunne jeg vise kærlighed mere ubesværet.Og fordi jeg kunne acceptere det, kom jeg til at forstå, at alle kan tænke forskelligt. Det føltes mere naturligt og gav mig mere ro.
# Hvad var det mest mindeværdige øjeblik, mens du var frivillig i Thailand?
Der er så mange smukke minder fra mit frivillige arbejde i Thailand. Scener, der dukker op i tankerne: at ligge på vejen med venner for at se stjernerne og opfylde et pludseligt opstået punkt på min ønskeliste; en tante i en stille by, der tilbød mig vand af ren venlighed; en bedstemor, der normalt havde et udtryksløst ansigt, men hilste på mig og smilede genert, lysere end nogen anden; at komme meget tæt på mine thailandske praktikantvenner og snakke løs hver aften – en gang så vi så mange stjerner, at Mælkevejen var synlig; at dele dybe og gamle historier helt naturligt med en koreansk ven hver aften; muntre stunder med øl sammen med koordinatoren og vennerne; at flyde formålsløst rundt i en udendørs pool i Pai; at gå op foran scenen på en bar og synge koreanske sange; børn, der stimlede sammen for at kramme mig; og et barn, der koncentrerede sig om at farvelægge med underlæben skudt frem.
Når jeg husker på de ting, der gjorde mig så glad, og lever efter dem, tror jeg, at jeg også kan blive ved med at leve et lykkeligt liv i fremtiden.
# Til sidst: til jer, der lige nu tøver med at tage på et sabbatår!
Jeg tror, at mange tager på sabbatår, fordi de ikke ved, hvad de vil, og prøver at finde ud af det.Men Efter min meninger det ikke sådan, at der pludselig opstår et nyt ønske om at gøre noget, fordi man prøver nyt arbejde og ser nye ting et ukendt sted. Snarere lader det én naturligt hente de ting frem, man havde gemt dybt i sindet, og som man gerne ville gøre.
Ting, der allerede lå i mit hjerte, men som jeg tænkte »det kan jeg ikke« eller »det er ikke min vej«, føltes pludselig som noget, jeg godt kunne gøre. Selvfølgelig kunne jeg også opdage ting, jeg ikke havde set før, når de kom inden for min synsvidde, efter at jeg havde været begrænset af andres normer og mit snævre perspektiv.
Faktisk deltager jeg, mens jeg skriver dette, i mit fjerde sabbatår gennem et australsk arbejdsferieprojekt. Det er virkelig vanedannende, haha. Jeg afslutter mine sabbatår med en arbejdsferie i Australien. Jeg håber, at jeg kan leve videre og opfylde det ønske, jeg fremsatte i et tempel i Thailand :)
»Lad mig fortsat finde min vej og min plads, og lad mig kunne favne og elske de mennesker, der er ved min side, som et ordentligt menneske.«
Besøgt af fru Yoo Eun-juFrivilligt projekt som børnepasser i Chiang Rai, ThailandVil du vide mere?!
Klik på banneret nedenfor!
▼ ▼ ▼ ▼ ▼ ▼ ▼ ▼ ▼
Se flere billeder, som fru Yoo Eun-ju har sendt fra Chiang Rai~
Tak~!
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
