Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
Fokuser kun på din egen udvikling.
GapYear er en tid til personlig vækst og lykke.
Tilbage til listenTilbage til listen
51. gapperJi Dae-young
Gap year-periode: 2013 ~ 2015 (20 måneder)
Australien(Gap year i Sydney, Melbourne, Gold Coast, Wagga Wagga, Adelaide, Brisbane)
I øjeblikket, Sydkorea,
Hvert år dropper 60.000 elever i grundskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne ud, 346.000 personer i 20'erne driver rundt uden at lave noget, fordi de mangler drømme, og personaleomsætningen inden for det første år efter ansættelse er kommet op på 40 %,75 % af de universitetsstuderende er ikke tilfredse med studielivet, og mere end 80 % af de ansatte føler sig ikke lykkelige.Mange siger til andre, at de skal drømme, men for at løse dette problem, hvor der mangler praktiske metoder og støtte,ønsker vi at introducere et sabbatår i Sydkorea.
»Gap year (sabbatår)«er en periode, hvor man enten kan kombinere eller midlertidigt holde pause fra studier og arbejde og deltage i forskellige aktiviteter som frivilligt arbejde, rejser, praktik, uddannelse og iværksætteri,Det er en periode, hvor man finder retningen for sin videre færd, og det er en praksis, der opmuntres til i USA, Europa, Japan og andre lande.
*Se forskellige oplevelser på hjemmesiden om sabbatår! (Klik)
# Fritidsjobbet, jeg begyndte på som 20-årig, og den karriere, der fulgte
Efter at jeg begyndte på universitetet, startede jeg som 20-årig med at arbejde som underviser på et kunstakademi for at betale den dyre studieafgift, materialer og leveomkostninger, fordi min familie havde en vanskelig økonomisk situation. Jeg fortsatte med at arbejde med skulpturrelaterede opgaver uden pauser, selv mens jeg studerede.Jeg lavede mange skulpturer til museer og forlystelsesparker, men i modsætning til det synlige, æstetiske resultat var selve arbejdet ofte tættere på manuelt arbejde.
Desuden lagde de mennesker, der arbejdede dér, vægt på anciennitet og rangordener som i militæret, og hvis man var ung, lavede man for det meste forefaldende arbejde. Som freelancer oplevede jeg, at virksomheder ikke betalte, og nogle ældre kolleger udnyttede mig, fordi jeg var junior.Efter universitetets glamourøse kunststudier ventede en hård afslutning. De absurde forhold og et liv fjernt fra virkeligheden fik mig til at fortryde, at jeg havde valgt denne vej.
# Alle var imod det, men jeg sagde mit job op og rejste til Australien på et arbejdsferievisum
▲ Australsk sandskulpturfestival
Før jeg fyldte tredive, overvejede jeg at rejse til Australien på et arbejdsferievisum for at arbejde med skulptur. Da jeg fortalte det til ældre kolleger og bekendte, var de alle imod det og sagde: »Hvordan kan du arbejde med skulptur i udlandet?«Jeg troede ikke, at der fandtes nogen lov, der forbød mig det, så jeg sagde mit job op, bestilte en flybillet til Australien og rejste til Sydney.
Før jeg rejste, søgte jeg efter skulpturrelaterede jobmuligheder i Australien, men der var næsten ingen information.Jeg var dog overbevist om, at Melbourne, som var det mest aktive sted inden for kultur og kunst, måtte have svarene.Jeg havde haft forskellige kunstrelaterede job og stolede på mig selv. Med indstillingen »lad os prøve at holde ud« vekslede jeg 1.000.000 won (eksklusive rejseudgifter) til leveomkostninger og satte mine ben på australsk jord.
# Jeg rejste af sted for at arbejde med skulptur, men hverdagsræset fortsatte i Australien
Jeg ankom til Australien med næsten intet engelsk, så sprogbarrieren var stor, og jeg havde ikke mange oplysninger om Australien.Først var leveomkostningerne et problem. Uden indkomst kunne jeg ikke engang klare mig, så jeg arbejdede på en koreansk restaurant og gjorde rent på pubber ved daggry, mens jeg flittigt sparede op i seks måneder.Jeg blev desillusioneret af hele tiden at arbejde inden for det samme område. Jeg havde sparet nogle penge op, og eftersom jeg allerede havde forladt Korea, ville jeg prøve forskellige ting. Jeg besluttede mig for at finde ud af, hvad jeg virkelig gerne ville lave.
Jeg købte en bil og tog af sted på en tur mod øst. Alt var nyt og en række små udfordringer: at få mit kørekort godkendt, købe en brugt bil og vænne mig til en trafikkultur, der var anderledes end i Korea. Efterhånden som jeg løste hver lille ting, tænkte jeg: »Her er ligesom alle andre steder, hvor mennesker bor; jeg kan godt klare det.«
Den storslåede natur og det smukke landskab, jeg oplevede på turen, var noget, jeg aldrig havde oplevet før.Indtil da havde jeg levet inden for et begrænset område og haft en vag frygt, men rejsen gav mig et bredere perspektiv, tillid til mine egne evner og mange indsigter om menneskelig værdighed.
# Jeg rejste af sted igen for at forfølge skulpturen og opgav en stabil indkomst
▲ Sandskulptur i Melbourne, Australien
Da der kun var kort tid tilbage af mit første visum, tog jeg den bil, jeg havde købt, og rejste fra Brisbane til den indlandske by Wagga Wagga for at forlænge mit visum. Jeg fik arbejde på et kødforarbejdningsanlæg. Der blev mit engelsk bedre, og jeg fik en stabil indkomst.Efter at have fået mit andet visum stod jeg ved en skillevej. Hvis jeg forlængede visummet, kunne jeg arbejde på kødforarbejdningsanlægget i yderligere seks måneder og sikre mig en stabil indkomst.Men jeg besluttede at rejse videre for at forfølge det mål, jeg altid havde haft i hjertet. Selvfølgelig frarådede alle omkring mig det og sagde, at det ville blive svært at finde så specialiseret et arbejde.
Jeg flyttede til Melbourne med en fast overbevisning. Jeg sendte virksomheder mit CV og billeder af tidligere arbejde – skulpturer, sandskulpturer og isskulpturer – og fordi jeg havde en bil, afleverede jeg CV'er personligt, men fik ingen svar. Husleje og leveomkostninger løb op uden nogen indkomst, og en måned føltes som et år. Jeg blev lidt rystet, da der dukkede et rengøringsjob op med en rimelig løn, men jeg samlede mig ved at huske, hvorfor jeg var kommet hertil.
Jeg spekulerede på, hvorfor jeg blev afvist eller ikke fik svar, og besluttede at prøve at sende en besked til virksomhedens Facebook-side. Jeg sendte mit CV og billeder af mit arbejde og fik straks et svar.Det førte til en jobsamtale.Der blev aftalt en dato, hvor mine evner som billedhugger skulle afprøves. Da jeg aldrig havde prøvet at lave sandskulpturer før, søgte jeg på YouTube og Google efter materiale om sandskulptur for at finde ud af, hvilke værktøjer man bruger. Derefter købte jeg værktøjerne og lavede tegninger, mens jeg ventede på samtaledagen.
# Jobsamtale om sandskulptur – første gang, og min første arbejdsdag
▲ Sandskulptur i Melbourne, Australien
Den dag, jeg tog til jobsamtale hos sandskulpturvirksomheden, var flere billedhuggere allerede i gang med at lave sandskulpturer.Selv for mig, der havde arbejdet med skulpturrelaterede opgaver, var sandskulptur virkelig fascinerende. Da jeg trådte ind på stedet, imponeret over sandskulpturerne, kom en ældrebilledhugger til at se en smule utilfreds ud og sagde: »Du kan ikke bare gå ind her, gå venligst ud.« Da jeg svarede, at jeg var kommet til en jobsamtale som billedhugger, tilkaldte han den ansvarlige.
Uden nogen oplysninger tog jeg den tegning frem, jeg havde lavet, for at prøve at udføre den, menden ansvarlige gav mig flere billeder og bad mig lave en af dem i sand, som jeg selv ville. De forestillede forskellige bipersoner fra Disney. Frøen så sjov ud, så jeg begyndte flittigt at skære den ud. Den ansvarlige kom af og til forbi for at se til mig, men så begyndte frøens base at styrte sammen.
▲ Sandskulptur i Melbourne, Australien
Sandskulpturer skal laves med tyngdekraften for øje, så der er grænser for, hvad man kan udtrykke. Jeg skar for voldsomt ind i basen, så sandet ikke kunne bære belastningen og styrtede sammen. Jeg klamrede mig til frøen og kæmpede for at reparere den, og efter en masse hårdt arbejde lykkedes det mig akkurat at redde den og gøre den færdig. Den ansvarlige og femten billedhuggere, der var kommet fra hele verden, kom for at se den første sandskulptur, jeg havde lavet.
Og den ansvarlige sagde: »Vi vil meget gerne arbejde sammen med dig. Kan du begynde på arbejde allerede i morgen?«
Det var et øjeblik, hvor alt det kunstrelaterede arbejde, jeg tidligere havde udført, virkelig bar frugt.Det var det øjeblik, jeg tog mit første skridt som sandskulptør.
Mesterskab med australske veteraner inden for sandskulptur: Jeg fik en andenplads!
Tre måneder efter at jeg begyndte at lave sandskulpturer, besluttede jeg mig for at deltage i det australske mesterskab i sandskulptur.Da temaet var Disney-figurer, besluttede jeg mig for at lave Timon og Pumbaa fra Løvernes Konge.Konkurrencen blev afholdt på Gold Coast, og ti billedhuggere deltog. De var alle veteraner med erfaring fra nogle få til flere årtier.
Der var langt mindre sand på min tildelte plads end på de andre billedhuggeres. Den mindre størrelse begrænsede, hvad jeg kunne udtrykke, og det fik mig til at sukke.Oven i det fik jeg måske på grund af nervøsitet mave-tarmbetændelse og kunne ikke spise ordentligt under konkurrencen. Alligevel besluttede jeg mig for ikke at give op, kæmpede mig gennem sygdommen og gjorde mit bedste.
Konkurrencen var slut, og jeg deltog i prisoverrækkelsen uden de store forventninger. Til min overraskelse blev mit navn råbt op som nummer to – tilsyneladende havde både publikum og dommerne bedømt mig højt.Jeg kunne ikke tro mine egne ører. Det var et helt utroligt øjeblik.
# Et sabbatår ændrede mit liv
Når jeg ser tilbage på mit liv i Korea, før jeg tog et sabbatår, synes jeg, at jeg levede et meget passivt liv.Det var ikke let at tilpasse sig som fremmed i et ukendt land.Men det, at jeg selv skulle løse alt fra A til Z, gav mig en livsindstilling, hvor jeg omfavner udfordringer, lysten til at løse problemer og troen på, at jeg kan klare det – uvurderlige gaver, som penge ikke kan købe. Nu ser jeg mig selv leve et aktivt og selvstændigt liv.
Frem for alt forandrede de følelser, jeg oplevede, mens jeg lavede sandskulpturer i Australien, mig.Jeg arbejdede sammen med en ældre billedhugger, der havde 30 års erfaring med sandskulpturer, og jeg lærte utrolig meget af ham. Da jeg så på ham, indså jeg, at respekt opstår naturligt ud fra, hvem man er som person, og ikke blot ud fra et tal, der angiver ens alder.På trods af sine mange erfaringer og priser var han ydmyg og professionel i sit arbejde. Jeg følte en ubeskrivelig blanding af følelser – glæden ved gode arbejdsrelationer, en følelse af fællesskab og gensidig respekt samt lykke.
▲ Sandskulptur i Adelaide, Australien
Mens jeg lavede sandskulpturer, nød mange besøgende mit arbejde og gav mig masser af opmuntring. Australierne har stor sans for kunst, og deres støtte føltes oprigtig snarere end påtaget. Det rørte mig.Tidligere kunne jeg ikke mærke værdien af det arbejde, jeg udførte, og tvivlede på mit erhverv. Men når jeg nu tænker tilbage på mit liv i Australien, indser jeg på ny, at jeg lavede noget virkelig værdifuldt.
# Efter sabbatåret arbejdede jeg som sandskulptør i Korea
▲ Sandskulpturer / sandskulptører i Melbourne, Australien
Hvert år rejser jeg til Australien på forretningsrejse for at deltage i den australske sandskulpturfestival, hvor jeg laver forskellige sandskulpturer sammen med nogle af verdens bedste sandskulptører, der samles i Australien. Jeg er den eneste asiatiske deltager, men mine evner er blevet anerkendt i en sådan grad, at mit arbejde er blevet vist i festivalens brochure og brugt som hovedbillede på festivalens Facebook-side.
Jeg arbejder også herhjemme, og sidste sommer lavede jeg sandskulpturer på Kensington Resort i Sokcho. Det var meget besværligt at arbejde midt i sommervarmen, men det var dejligt at se de mange turister nyde de sandskulpturer, jeg havde lavet, og jeg kunne afslutte arbejdet i godt humør.
Jeg lægger jævnligt billeder af mit arbejde op på min Instagram-konto SAND_CUBE for at vise mine sandskulpturer frem,Mit endelige mål er at skabe min egen sandskulpturfestival, der skal hedde SAND_CUBE.
Til dig, der tøver med at tage et sabbatår: »Fortrydelsen over ikke at vælge varer hele livet længere end fortrydelsen over at vælge.«
▲ 2016, foto — arbejder nu i Korea
Alt er skræmmende i begyndelsen.Før jeg tog på sabbatår, spurgte nogen mig:
»Hr. Daeyoung, ved du tilfældigvis, hvordan man gør det her?«
Så svarede jeg:
»Ah ... det har jeg aldrig prøvet før ... jeg ved ikke hvordan.«
Men efter mit sabbatår svarer jeg nu sådan her:
»Jeg ved, hvad det er. Hvis du kan hjælpe mig lidt, skal jeg nok prøve.«
Det, jeg før ville have undgået, fordi jeg manglede selvtillid, går jeg nu i møde og lærer af, selvom jeg er lidt bange.Det, jeg lærer på den måde, bliver virkelig mit eget.Hvis du tager et sabbatår, vil mange måske være imod det. Nære venner og familie udtrykker måske deres bekymring for dig, mens nogle endda håber, at du fejler, og siger den slags.
Fortrydelsen over ikke at vælge varer hele livet længere end fortrydelsen over at vælge.Hent styrke fra dem, der støtter dig, og lad dig ikke påvirke af dem, der er imod dig.Det vigtigste er din egen dømmekraft. Jeg mener, at du skal gå fremad med overbevisning.Se altid dig selv som værdifuld, og stol på dig selv. Så vil der med sikkerhed en dag dukke en mulighed op.
Introduktion til »100 fortællinger om sabbatår«.
»100 fortællinger om sabbatår« handler ikke om mentorer fra tv eller bøger.Det handler om mennesker, der handlede lidt tidligere og viste lidt mere mod, end jeg gjorde.Jeg håber, at fortællingerne om disse 100 mennesker, som var i lignende situationer og havde lignende bekymringer, kan være en lille hjælp, når du står over for vigtige beslutninger i livet.
Forslag til og bidrag til »100 fortællinger om sabbatår« er altid velkomne.
Skriv en kommentar eller besked, eller send en e-mail til marketingchef Da-Young Choi (choi@koreagapyear.com)!
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
