Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
Fokuser kun på din egen udvikling.
GapYear er en tid til personlig vækst og lykke.
Tilbage til listenTilbage til listen
Det hårdeste tidspunkt på en blaffertur: kl. 14.30
Efter at have læst og samlet beretninger om blafferture fandt jeg ud af, at det, folk har sværest ved, er at finde et sted at sove. Det kan lykkes at få et lift efter dusinvis eller hundredvis af forsøg, men overnatning er noget andet, fordi det indebærer at træde ind i en andens hjem eller private rum. Folk åbner ikke uden videre deres døre, det er svært hurtigt at opbygge en følelse af samhørighed, og det er vanskeligt at vide, om en, der virker venlig, i virkeligheden kan være farlig. Jo længere aftenen skrider frem, desto færre er villige til at åbne døren eller tale med én. Jo senere på eftermiddagen det bliver, desto mere alvorlig bliver situationen, og desto færre muligheder er der for at tale med folk. Derfor begynder mange blafferes aftener kl. 14: De hilser på folk i løbet af dagen, forklarer deres situation og arbejder derefter for at få kost og logi til gengæld for arbejdet.
Fordi det ikke er let, tilbringer man mange dage med at sove på gaden, på stationer eller i terminaler. De hjemløses territoriale adfærd, når de holder til på stationer og veje, og deres højlydte drikkegilder gør rejsende så utrygge, at det er umuligt at sove. En søvnløs nat ødelægger næste dags tidsplan eller planer. De gentagne oplevelser gør det forståeligt, at de fleste ikke holder længere end syv dage, før de opgiver at blaffe.
Det er ikke kun overnatning og nætterne, der gør livet vanskeligt. Når man skal skaffe sig mad og arbejde under en andens ledelse, kommer turen til at handle lige så meget om arbejde som om rejse. Nogle gange må man udføre ekstremt hårdt arbejde, og man kan ende i vanskelige eller farlige situationer. Undervejs kan man komme til skade, ens liv kan være truet, og man vil uundgåeligt havne i en forvirret, drømmeagtig tilstand, hvor man tænker: »Hvad er det egentlig, jeg laver?«
Jeg lærte om at blaffe gennem bøger
På søgeportaler kan man finde en hel del beretninger fra folk, der rent faktisk har været på blaffertur. Men den vage og tågede karakter af mange af teksterne tilfredsstiller ikke mit diffuse ønske om selv at tage på blaffertur. Derfor besluttede jeg mig for at læse bøger skrevet af folk, der har rejst på den måde, i stedet for blot anmeldelser. Der findes en hel del bøger, men disse fire er de mest populære.
Jeg kunne læse de tre bøger til venstre, men ikke den sidste, Kim Chan-sams »Verdensrejse«. Som den definitive klassiker om blafferture og en rejseberetning fra den første generation af verdensrejsende er den ikke længere til at finde i antikvariater, og man må sandsynligvis rode rundt i brugtboghandlere for at finde den.Alle bøgerne var lette at læse og satte gang i både modet og fantasien.
En bog af Sang-geun JeongBogen lagde vægt på mulighederne og fik det til at virke, som om alle kunne gøre det, snarere end at fokusere på strabadserne. Alligevel kan man ane en hel del lidelse og besvær bag denne lethed og de mange muligheder.
En bog af Si-hyung RyuDet var imponerende, hvordan bogen skildrede processen med at forfølge drømme og en livsmodel. Selv midt i de mange begrænsende vanskeligheder, der mødte ham, udstrålede hans målrettede stræben pålidelighed samt ungdommelig passion og dristighed.
En bog af Si-jun AnJeg blev imponeret over, hvordan en ung mand, der tidligere havde været ængstelig, fandt styrke gennem forskellige udfordringer og oplevelser. Han organiserede disse forløb godt som erfaringer og knyttede dem til sin indre dialog, hvilket hjalp ham med at råde bod på sine mangler. Jeg anbefaler den til alle.
Vil du have et stykke slik?
Det her skete, mens jeg rejste i udlandet. Jeg gik ned ad gaden, da en person nærmede sig med et blik, der fik mig til at spekulere på, om vedkommende var påvirket eller ude af sig selv. En mager person, der så svag ud, kom hen og spurgte: »Vil du have et stykke slik?« Jeg voksede selvfølgelig op i Korea, hvor folk på gaden nogle gange kommer hen og spørger, om man tror på Vejen, siger, at man er meget heldig, eller fortæller, at der er en ånd i ens hus. Derfor svarede jeg kort, at jeg ikke var interesseret. Senere fandt jeg ud af, at folk i det kvarter deler slik ud for at gøre én omtåget, og at de, hvis man falder i søvn, presser penge ud af én eller ligefrem kidnapper én. Det chokerede mig en del.
Bøgerne ovenfor fortæller også om utallige farlige øjeblikke. Der er historier om folk, der får stjålet alle deres ejendele, om svindel, som nærmest beskrives som et overgangsritual, og endda om kidnapninger, trafikulykker og jordskælv — alt sammen beskrevet én efter én. Når jeg læste om livstruende hændelser på rejser, blev jeg indimellem tør i munden og fik hjertebanken. Efterhånden som tiden gik efter læsningen, dukkede forskellige tanker op.
Hvad ville jeg have gjort, hvis jeg havde været en af personerne i de bøger? Hvad ville der være sket, hvis jeg havde spist det slik på rejsen? Hvis jeg stod over for situationer, hvor svindel eller tyveri gjorde mig ude af stand til at gøre noget, hvor jeg ikke kunne få fat i nogen, og hvor jeg ikke engang havde penge til et enkelt brød ... Jeg følte, at jeg nok bare ville gå i stå dér og blive som et fossil.
I bogen »Rejser er den bedste uddannelse«, som indeholder beretninger om at tage et sabbatår for at rejse, står der en sætning, der lyder sådan her.En rejsendes dag svarer til ti dage for et almindeligt menneske.Jeg tror, det skyldes, at man rent fysisk har mere tid, når man bruger den fuldt ud på sig selv uden arbejde eller studier, og at man oplever mange følelser, fordi man befinder sig i andre omgivelser. Det øger sikkert også hyppigheden af hændelser. Mens jeg gennemgik hjemmesider og artikler og forsøgte at samle dem, indså jeg, at mærkelige hændelser sker ofte. Da jeg opgav at få dem alle med, besluttede jeg at tilføje mine egne betragtninger og sammenfatte nogle forholdsregler, man kan tage på rejsen.
Respektér din intuition.
Folk er forskellige, men vi har en veludviklet sans, som kaldes intuition. Kort sagt kan tanken »Det her bør jeg ikke gøre. Det er farligt« pludselig dukke op, selv om den ikke er rationel eller følelsesmæssigt logisk. Jeg vil sige, at man aldrig bør ignorere den slags fornemmelser, når man rejser uden penge. Alle beretningerne om pengefri rejser, der cirkulerer på nettet, fortæller, at folk havde varsler eller en fornemmelse af, at »det her er ikke rigtigt«, inden der skete noget med dem. På samme måde,Hvis du føler, at noget er mærkeligt, eller får en dårlig fornemmelse, mens du rejser uden penge, så stop med det samme.Stop det, du er i gang med, og find en anden måde.
Vær opmærksom på ændringer i omgivelserne og folks ansigtsudtryk.
Nogle gange spørger man på en restaurant i Korea: »Hvilken ret er god her?«, og ejeren svarer, at alle retterne er gode. Spørger man de deltidsansatte, siger de måske, lidt irriteret, også, at alt er godt, eller anbefaler de mest bestilte retter. Men sådan kan man ikke gøre i udlandet. Når man ikke kender sproget eller maden, bestiller man derfor ofte den øverste ret på menukortet, og i det øjeblik bemærker man måske, at tjenerens ansigtsudtryk ændrer sig. Det er, som om ansigtet fortæller én, at det er det værste valg, man kunne træffe. Hvis jeg ikke orker at afbestille og bestille noget andet, spiser jeg det bare. Men når det gælder pengefri rejser og sikkerhed, er det en anden sag. Jeg holder øje med taxachaufførens ansigtsudtryk, når jeg beder om at blive kørt et sted hen, stemningen, når jeg drejer ind i en gyde, blikkene fra folk, der vender sig mod mig, når jeg dukker op, stilheden og de øjeblikke, hvor nogen kommer smilende hen og tilbyder mig noget — alt det er jeg på vagt over for. Der findes et japansk ordsprog: »Læs stemningen.« På samme måde,Hvis du oplever, at omgivelserne eller folks humør ændrer sig omkring dig, så stop op og tænk dig om igen.For du er på en af verdens farligste former for rejse: en rejse uden penge.
Accepter, at dette ikke er Korea, og jagt ikke på det »bedste«.
De fleste af vores oplevelser finder sted i hverdagen. Med andre ord er vores logik tilpasset hverdagens følelsesmæssige logik. Med tiden vil den måde at tænke på, som har ført til valg, indsats, fokus og resultater, forsøge at skabe den bedste præstation eller de bedste resultater i enhver situation — også når du rejser uden penge. Lad være med det på sådan en tur. Det er ikke hverdag. Din daglige logik gælder ikke nødvendigvis her, så du behøver ikke at kæmpe med hverdagens ræsonnementer eller stresse over resultatet. Når man bor et andet sted, får man ofte resultater, der er anderledes end dem, ens egen logik tilsiger.At fortolke og acceptere de ting på den bedst mulige måde kan være en af de største lærdomme, man får af at rejse uden penge.Det kan også være en god idé at lægge vanen med altid at vælge det bedste til side for en stund. Det resultat er måske ikke det bedste dér, hvor du rejser uden penge. Resultater, der virker urimeligt gode, fører ofte til problemer.
Pengens værdi
At rejse uden penge er at rejse uden noget. Hvis man insisterer på, at man har noget, er det sin tid og arbejdskraft. Når vi omdanner tid og arbejdskraft til overnatning og måltider, bruger vi ubevidst de samme værdivurderinger, som vi plejer. Vi tænker: »Jeg kunne lige så godt have arbejdet deltid for den mængde arbejde« eller »Jeg kunne lige så godt være blevet hjemme og have slappet af.« Det kan gøre min pengefri rejse trist, og forholdet til de mennesker, jeg møder undervejs, kan blive fordrejet til absurde situationer. De situationer rammer én igen og skaber endnu større besvær og uretfærdighed. Du har ingenting. Hvis du ser verden og vender hjem uden noget, har du haft en vellykket pengefri rejse.Så bedøm ikke din rejse ud fra penges værdi.Hvis jeg skal sætte ord på det, vil jeg kalde det at sætte penges værdi til side for en tid en måde at forhindre, at der sker dig ulykker. Du er mere værd end penge.
Anbefaler jeg at rejse uden penge? Behøver det at være sådan en rejse?
Jeg er faktisk selv en, der har prøvet at rejse uden penge, og efter at have undersøgt den slags rejser grundigt,er konklusionen, at jeg ikke anbefaler at tage på en rejse uden penge.
Der er kun to grunde,For det første: Man lever kun én gang.Many people encounter many incidents and accidents while traveling without money. And sometimes they face life-or-death moments. Life is precious. It can also cause a lot of pain to many people. So please think carefully.
For det andet:Jeg er ikke sikker på, at de oplevelser og værdier, man får ud af en rejse uden penge, er værd at risikere livet for.Jeg tror, at andre ting i tilstrækkelig grad kan erstatte dem, og hvis man bruger lidt penge på overnatning eller måltider, kan man både mærke og lære mere. Personligt synes jeg, at unge koreanske soldater er beundringsværdige og imponerende. Det er bemærkelsesværdigt, at de tilpasser sig og udfører deres opgaver i så anderledes omgivelser. I mine øjne er folk, der tager på arbejdsferie, og folk, der udvandrer, alle imponerende.
Hvis du vil lære af andre, så mød flere mennesker. Hvis du vil lære om nye omgivelser og kulturer, kan du bruge et sabbatår på en arbejdsferie. Hvis du vil reflektere over dig selv, kan mentorordninger give dig en objektiv analyse af dig selv. Jeg mener ikke nødvendigvis, at det er svaret at rejse uden penge. Og selv om der er ting, man lærer, fordi man ikke har penge, ved jeg, at der også findes oplevelser, man slet ikke kommer i nærheden af uden penge.
Af redaktør Kim Hanryang
|
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
