#Som 28-årig går jeg endelig på jorden
Jeg begyndte at rejse for at finde ud af, hvem jeg ville blive – sådan som jeg havde lovet mig selv som tiårig.
Jeg følte også, at det hastede: Hvis ikke nu, ville det blive svært at give slip på selv de små ting, jeg holdt fast i.
At fortsætte ad denne trygge, glatte vej føltes, som om jeg bare ville gifte mig nogenlunde godt, få dejlige børn, blive gammel og dø.
Det var ikke helt den retning, jeg ønskede, at mit liv skulle tage.
Det var virkelig skønt at se børnene vokse op og blive dejlige og uskyldige, men jeg følte, at det kun var mig, der stod stille.
Jeg tænkte over, at jeg var begyndt at undervise for tidligt, og skammede mig over, om jeg overhovedet var kvalificeret til at tale med mine elever om drømme.
Så overvejede jeg det grundigt, traf en beslutning og handlede.
Efter at jeg sagde op, har jeg følt, at det helt klart var godt, at jeg prøvede.
#FolkeskoleSagde op som lærer
Jeg var på mit tredje år som folkeskolelærer.
Så jeg fik løn og sparede op, og fordi jeg ikke var særligt interesseret i dyrt tøj eller tasker, voksede beløbet på min bankkonto helt naturligt.
Sammen med min fratrædelsesgodtgørelse dækkede opsparingen rejseudgifterne. Da jeg ikke var studerende, havde jeg brug for en reserve til efter hjemkomsten, så under rejsen sparede jeg så meget som muligt ved hjælp af forskellige metoder, som Couchsurfing og BlaBlaCar.
Det svære var ikke udgifterne, men processen med at sige mit job op.
Først et år efter, at jeg var begyndt at bekymre mig, fandt jeg modet til at fortælle mine forældre, mine elever, mine kolleger og skolelederen:
»Jeg er nødt til at lære mere om livet.«
Efter modstand, overtalelse og lange samtaler sagde jeg op på skolen, og efter cirka en måneds forberedelse kunne jeg gøre min jordomrejse til virkelighed.
Jeg købte en enkeltbillet til Mexico og fandt værter gennem Couchsurfing, samtidig med at jeg opbyggede relationer til dem. Med hjælp og støtte fra nære venner og bekendte gjorde jeg forskelligt rejseudstyr klar, og jeg lagde billeder af tingene på min Facebook-side (www.facebook.com/travellerssunny). Ved at samle det hele dér fik jeg stor opbakning og fandt styrke til at tage af sted på rejsen.
#»Før der kommer flere grunde til ikke at tage af sted«
Frygten for, at et sabbatsår ville være spild af tid, var nok det, der skræmte mig mest.
At spilde tid, penge og min ungdom.
Tanker som: »Hvis jeg ikke tog et sabbatsår, kunne jeg sagtens klare mig med det, jeg allerede har.«
Folk omkring mig gav også udtryk for mange af de bekymringer.
Men det var faktisk ret enkelt at overvinde frygten.
Jeg forestillede mig selv tre år ude i fremtiden.Da jeg gjorde det, så jeg for mig, at jeg stadig ikke kunne rejse, fortrød, at jeg ikke havde sagt op dengang, og bebrejdede de grunde, der havde kvalt mit mod. Det var et billede af mig selv, jeg virkelig ikke brød mig om.
Uanset hvilket valg du træffer, vil du fortryde noget, men du bør leve ved at vælge den mulighed, der giver færrest fortrydelser.
Om tre eller fem år vil de ting, du må give slip på, være endnu større.
Til sidst besluttede jeg, at jeg måtte handle nu – før der kom flere grunde til ikke at tage af sted – og jeg er virkelig stolt af mig selv.
Jeg tror, jeg vil have det på samme måde om tre og ti år.
#Rejseberetning fra sabbatsåret
Jeg rejste. Jeg havde drømt om det, siden jeg var lille.
»Hvis jeg maler mine fødder med en overstregningstusch og går rundt om jorden, kan man se mine fodspor fra rummet. De ville glimte og se så smukke ud.«
Først ville jeg så langt væk som muligt fra det sted, jeg boede – til Sydamerika, et sted så fjernt, at jeg måske var død uden nogensinde at have hørt om det.
Så begyndte jeg i Mexico, rejste gennem Guatemala og Cuba og fortsatte derefter sydpå til Sydamerika.
Jeg lærte at dykke og talte spansk og oplevede fuldt ud glæden ved at lære det, jeg virkelig havde lyst til.
Jeg begyndte i Colombia og rejste i seks måneder gennem Ecuador, Peru, Bolivia, Chile, Argentina og Brasilien, hvor jeg så, mærkede og smagte på mange forskellige liv.
Med en ironisk følelse af at fortryde, at jeg forlod Sydamerika, endnu mere end at jeg tog til Europa, rejste jeg gennem Vest- og Østeuropa og drog derefter videre til Afrika.
Jeg oplevede de vidt forskellige sider af Afrika i Marokko, Egypten, Etiopien og Kenya, og tog derefter til Asien – mit sidste rejsemål – for at mødes igen med en ven, jeg havde truffet på turen.
Efter at have rejst i Thailand, Laos og Vietnam vendte jeg tilbage til Korea for at tilbringe årets afslutning med min familie. Nu er jeg i Indien for at runde mit sabbatsår af. Det føles, som om tiden fløj af sted, men i løbet af 467 dage levede jeg et meget indholdsrigt liv.
#Det sværeste øjeblik i mit sabbatsår
Jeg tror, det sværeste var det øjeblik, hvor gaten i Incheon Lufthavn lukkede.
Da jeg ikke længere kunne se min mor, som var kommet for at sige farvel, føltes vægten af et helt år pludselig enorm.
Jeg havde sagt mit job op og besluttet mig for at være væk i mindst et år. Jeg rejste, efter at venner og bekendte havde hjulpet mig med en masse sponsorstøtte, men jeg var så bange.
Jeg græd hjertet ud under hele flyveturen fra Incheon til Seattle, videre til LA og derfra til Guadalajara i Mexico, mens jeg forestillede mig, at folk ville forandre sig i løbet af de fire årstider og helt glemme mig.
Alle mine kære var i Korea, og jeg havde dårlig samvittighed over at rejse fra dem og gøre dem bekymrede.
Men bekymringerne forsvandt, så snart jeg ankom til lufthavnen i Mexico.I stedet holdt vi mere meningsfuldt kontakt, og det at skrive håndskrevne postkort for første gang fik faktisk vores forhold til at føles stærkere. Da jeg vendte tilbage til Korea et år senere, var de eneste reelle forandringer, at et par parforhold havde ændret sig. Nu synes jeg, at jeg bør nyde livet så meget, jeg kan, så jeg ikke får dårlig samvittighed over de gange, hvor jeg ikke kunne være sammen med dem, jeg holder af.
#De lykkeligste øjeblikke i løbet af mit sabbatår
Det, der gjorde mig allermest lykkelig, var,alle de gange, jeg mødte mennesker, jeg aldrig ville have lært at kende, hvis jeg var blevet i Korea, talte med dem, skabte relationer og knyttede nye bånd.På mine rejser fik jeg så meget hjælp og kærlighed.
Min marokkanske ven Zineb, som jeg mødte i Barcelona, var på en ti dage lang rejse i Spanien. Vi rejste sammen, og hun inviterede mig hjem til sig, så jeg endte helt uventet med at besøge Marokko. Selv under ramadanen kunne jeg spise mig mæt, sove og leve, som om jeg var hjemme.
Hr. Hassan, som driver Beng* Hostel i Budapest, var bekymret for mig, en modig pige, der rejste alene, og gav mig masser af mad — agu-jjim, yukgaejang, bibimbap og makgeolli — på en dyr koreansk restaurant midt i Budapest.
I Santiago i Chile var jeg lige ved at misse bussen og var ved at miste forstanden, da Beatrice og hendes mor dukkede op. De sagde, at jeg ikke kunne overnatte på terminalen, fordi de boede i nærheden, og sørgede for varm mad og et varmt sted at sove.
Selv hvis jeg fortæller disse historier lidt hist og her, har jeg modtaget og delt så mange utrolige ting, at jeg kunne tale om dem i tre dage og nætter uden at sove.
Fordi minderne vender tilbage til mig i en ubrudt kæde, er jeg stadig utrolig lykkelig. Tak.
#Mig før og efter mit sabbatår
Jeg er blevet mindre bange for at gå efter det, jeg gerne vil.
I stedet for at bekymre mig om, hvorvidt noget vil lykkes eller ej, tænker jeg: »Hvordan kan jeg få det til at lykkes?« Gennem oplevelser som at springe faldskærm, selvom det virkede umuligt, misse busser, sove under åben himmel under taxastrejker og bogstaveligt talt lide under mangel på mad og søvn samt væggelusbid, lærte jeg, at det, der skal ske, nok skal ske.
Åh, én ting til. Før jeg rejste, føltes det, som om himlen faldt ned over mig, hvis nogen stillede det absurde spørgsmål: »Hvad nu, hvis der pludselig udbryder krig?« Jeg havde så meget, jeg endnu ikke havde nået, og syntes, det ville være så ærgerligt at dø nu. MenNu er jeg, hvis jeg skal overdrive en smule, så tilfreds, at jeg selv skulle dø nu, kunne lukke øjnene med taknemmelighed over mit liv.Det synes jeg er den største forskel på mig før og efter mit sabbatår.
#Stadig på rejse
Jeg er stadig på rejse. Indien og Pakistan bliver de sidste stop, og derefter vender jeg nok tilbage til et liv, der igen føles som en rejse.
Et spørgsmål, jeg ofte fik på rejsen, var: »Hvad skal du lave, når rejsen er slut?«
I begyndelsen blev jeg frustreret. Jeg havde et helt år med rejseliv foran mig.
Min eneste bekymring var, hvor jeg skulle sove i morgen, hvad jeg skulle spise, og hvad jeg skulle lave for sjov, men jeg følte mig tvunget til at tænke på, hvad der skulle ske bagefter.
Så plejede jeg at grine det væk og sige, at når jeg kom tilbage til Korea, ville jeg være verdens lykkeligste arbejdsløse.
Nu, når jeg vender tilbage, har jeg tænkt mig — uanset hvad jeg ender med at lave — at vælge det sjoveste og mest meningsfulde blandt de muligheder, jeg står over for, og kaste mig ud i det med mere glæde og taknemmelighed end før rejsen, sådan som jeg altid har gjort.
Det kan være at lære noget nyt, undervise nogen igen eller noget helt andet.
Men jeg har selvtilliden og troen på mig selv til at vide, at jeg også nok skal klare mig godt denne gang.
Året med mål, som jeg selv gik målrettet efter, giver mig stadig styrke. Jeg vil gradvist føre det ud i livet.
# TIP til dig, der tager på sabbatår
Uanset om du bliver, hvor du er, går videre eller tager et skridt tilbage,
så er ethvert valg gyldigt, hvis du har en grund, du selv kan stå inde for. Vær ikke bange.
Men husk venligst dette.
Uanset hvilket valg du træffer, er det dit valg, og det er dig, der skal tage ansvaret — ikke nogen anden.
Så træf et valg, hvis ansvar du kan påtage dig med glæde og god samvittighed.
# En besked til Sydkoreas unge
Vær en person, som dit yngre jeg kan være stolt af, og som dit midaldrende jeg vil beundre,
Jeg håber frem for alt, at jeg lever et lykkeligt liv her og nu.
Jeg støtter og hepper på alle unge, mig selv inklusive.
Vi tager altid gerne imod forslag og tips til 100 personer, der kan fortælle om deres sabbatår.
Skriv en kommentar, eller send en e-mail til marketingchefen Haein Jo (dorothy224@koreagapyear.com)!
Tilbage til listen
Hjem
