#Yu So-young, 27 års erfaring
Hej. Jeg er Yu So-young og har 27 års erfaring.
Jeg lever efter tanken om at tilpasse mit liv til mit eget tempo frem for en struktur, som andre har fastlagt.
I stedet for at gøre bestemte ting på bestemte tidspunkterhar jeg opbygget mine egne års erfaring ved at finde ud af, hvad jeg virkelig har lyst til.
Fra jeg var 18, deltog jeg i reklamelejre og drømte om at blive AE på et reklamebureau.
Jeg brugte mine dage på at arbejde hårdere end nogen anden for at nå den drøm.
Jeg er ikke perfekt, men jeg tror, at min lyse og sunde energi er min charme.
#Jeg var ved at miste mig selv under mærkatet »jobsøgende«
Det er dog ikke nemt altid at lade denne indstilling være omdrejningspunktet i sit liv.
Marts 2015, efter at have arbejdet som rejseleder i Barcelona og vendt tilbage til Korea.
På hospitalet, som jeg opsøgte, fordi mit helbred og min hals havde været vedvarende dårlige, fik jeg diagnosen stemmebåndsknuder og en stemmeforstyrrelse.
Jeg, som altid havde holdt af at tale med venner og foran mange mennesker og havde en selvsikker personlighed,Efter to operationer og flere måneders behandling begyndte jeg at tøve med at møde mennesker og mistede min selvtillid.
I den tilstand blev jeg i september sidste år det, man almindeligvis kalder »jobsøgende«.
Andres forventninger til mig, som gik selvsikkert til alt, var større, end jeg havde forestillet mig. Og fordi jeg havde mistet min selvtillid, føltes de forventninger kun som en byrde.
Således var jeg ved at miste mig selv under mærkatet jobsøgende.
Jeg kaldte 2015 mit uheldige år og gav mange ting omkring mig skylden.
I desperately needed time to get away from what was closing in on me and to refresh.
Jeg åbnede øjnene for en ny verden
Desperat efter at komme væk herfra og et andet sted hen,opdagede jeg, at Acuvue Korea søgte universitetsstuderende til en rejse med temaet »Jeg åbnede øjnene for en ny verden«.
Jeg skrev ærligt om min situation og mine følelser og blev udvalgt blandt de tre bedste. Jeg modtog 2.000.000 won i rejsetilskud.
Da tilskuddet ikke var lille, overvejede jeg først USA eller Europa.
Men jeg huskede, at jeg på det tidspunkt havde brug for afslapning og hvile snarere end en travl tur, hvor jeg skulle se mange steder.
Derfor rejste jeg til det varme Sydøstasien, nærmere bestemt Bali, med de fantastiske bølger, solnedgange og de mest venlige mennesker.Jeg forestillede mig, at jeg red på bølgerne under en smuk solnedgang.
På det tidspunkt ...Det, der bekymrede mig mest og gjorde mig ængstelig, var mig selv på det tidspunkt.
Jeg tænkte, at hvor som helst ville være fint, så længe det ikke var her, så jeg var ikke bekymret for at tage af sted.
En uge efter at jeg var blevet udvalgt blandt de tre bedste, rejste jeg til Bali.
Bali – alt var afslappet og varmt
Da jeg ankom til Bali, var jeg følsom, meget anspændt og på vagt over for folk der.
I begyndelsen havde jeg virkelig lyst til ikke at lave noget og ikke møde nogen. Alt føltes besværligt.
Men folk der var så venlige. Nej, det er mere passende at kalde dem varme.
De havde altid milde ansigtsudtryk og bevægede sig med en afslappet lethed.
Der var altid mange mennesker og motorcykler på gaderne, men jeg syntes aldrig, at der var kaotisk.
De sad foran deres egne butikker, hilste på folk omkring sig, og når jeg nærmede mig, hilste de venligt på mig.De havde ikke mange opgaver eller ting, de skulle nå.
Da Bali er kendt som et rejsemål for bryllupsrejser, og det var lavsæson,troede jeg, at jeg ville være helt alene, og jeg tog til Bali med bekymringer om, hvorvidt jeg ville komme til at kede mig.
Men mærkeligt nok havde jeg aldrig et øjeblik for mig selv.
Alle, jeg mødte der, tog varmt imod mig og blev mine venner.
Jimmy, surfinstruktøren, og Helga, cafémedarbejderen.
De behandlede mig som en ven snarere end en gæst, så jeg kunne også betragte dem som venner.
På den måde smeltede Balis særlige varme min forsigtige tilbageholdenhed.
Jeg gik ture langs havet, spiste, lå på en solseng og skrev alt det, jeg var bagud med i min dagbog, tog en lur, når jeg blev søvnig, og da jeg vågnede, så jeg den mest storslåede solnedgang i verden.Skridtene blev langsommere På dage, hvor jeg ikke behøvede at fylde hvert eneste øjeblik med noget.For første gang i meget lang tid kunne jeg tale med mig selv.
Frihed som følge af flyselskabets fejl
Det første, jeg oplevede efter ankomsten til Bali.Min bagage kom ikke frem til Bali på grund af en fejl fra flyselskabets side.
Jeg havde kun lidt kontanter. Flyselskabet refunderede kun 300.000 rupiah (ca. 25.000 won).
Med de penge kom jeg med nød og næppe ind til byen, og jeg tilbragte en ubehagelig første nat uden at kunne vaske mig ordentligt eller skifte tøj.
Jeg var kommet til Bali for at flygte fra det sted, jeg befandt mig, og da jeg oplevede det her, så snart jeg var ankommet, følte jeg mig afvist – selv af Bali.
Men næste dag gik jeg udenfor, stadig iført mit svedige tøj, og solskinnet var så dejligt. Faktisk gav det mig en mærkelig følelse af frihed at gå ud (på rejse) uden at bekymre mig om mit udseende.
At jeg intet havde, betød, at jeg ikke behøvede bekymre mig om noget. Det gav mig frihed, og derfor kunne jeg begynde min rejse på Bali med en følelse af fuldstændig frihed.
Den sætning, jeg oftest hørte på Bali, efter altid at være blevet presset til at blive bedre: »Flot! Godt gået!«
Jeg lærte at surfe for første gang på Bali. Først troede jeg, at det var en sport, hvor man skulle kæmpe mod bølgerne og besejre dem.
Jeg kunne ikke engang rejse mig op, endte hele tiden på knæ og væltede flere gange.
Det handlede ikke om at kæmpe mod og besejre bølgerne.Jeg indså, at det handlede om at bevæge sig fremad sammen med bølgerne.
For at gøre det måtte jeg finde balancen i mine ben – og i mit sind.
Jeg lærte at finde balancen af bølgerne.
Ved du, hvilken sætning jeg oftest hørte, mens jeg surfede, dyrkede yoga og dykkede på Bali?
Flot! Godt gået!
Du er virkelig god til at surfe...
Lad være med at tænke på andre.
Det er okay. Tag dig god tid. Du gør det godt.
Sagde de det, fordi jeg klarede mig virkelig godt?
Jeg tror, de ville opmuntre mig og give mig selvtillid.
Det var anderledes end mit liv, hvor jeg altid blev presset til at gøre det bedre og være nummer ét.
Det føltes lidt akavet, men også rart.
#Efter et sabbatår..
Faktisk har min situation slet ikke ændret sig.
Jeg kæmper stadig med en lidelse og er i behandling, og jeg skal igennem endnu en jobsøgning.
Men på Bali gjorde jeg for første gang i lang tid ikke andet end at tænke og skrive mine tanker ned...
Jeg kunne spørge mig selv, hvad jeg følte og tænkte, lytte til mig selv og reflektere.
Sidste år var jeg meget bevidst om mange ting, især om andres meninger, tror jeg.
Jeg begrænsede mig selv ved at sige, at jeg ikke var, som jeg plejede, gjorde mig selv lille og straffede mig selv for at være anderledes end andre og ikke være bedre end dem.
Og det sårede min stolthed og gjorde mig så ked af det, at jeg ikke fik et job.
På grund af andres meninger.
Jeg satte blot mærkatet »jobsøgende« på mig selv og begrænsede mig dermed.
Det var først, da jeg lyttede til mig selv på Bali, at jeg indså det.
Det var ikke, fordi jeg ville have et job; jeg ville bare blive ved med at lave det, jeg elsker...
Jeg ville ikke ind i en stor virksomhed og være en højtlønnet medarbejder...
Det var noget, jeg ikke vidste, før jeg lyttede til mig selv.
I løbet af ti dage havde jeg mange samtaler med mig selv i stedet for med andre,
Jeg lærte at tage hensyn til mig selv, ikke andre.
En vigtig ting, jeg havde glemt, takket være Bali.
Jeg er ikke »den jobsøgende Yoo Soyoung«; jeg er bare Yoo Soyoung, 27 år gammel.
#Tips til dig, der tager et sabbatår
Hvis man ser bort fra alt andet, ligner mit sabbatår måske bare en simpel »rejse«.
Jeg synes ikke, et sabbatår behøver at betyde, at man gør noget stort eller ekstraordinært.
Hvis det bliver en proces, hvor jeg finder noget, jeg har brug for, betyder formen så noget?
Alle har brug for en kort pause, og for mig udfyldte rejser den rolle.
Og jeg tror, at ægte hvile kun er mulig, når ikke kun kroppen, men også sindet får en pause.
Vi har alt for travlt.
Vi har alt for meget, vi skal nå.
Se på dig selv – den person, du ikke kunne se ind i, fordi du havde så travlt og så meget, du skulle nå.
Spørg og lyt. Lyt til dit eget hjerte, ikke til andres meninger.
Først nuDet, jeg havde brug for, var ikke fritid til ikke at lave noget,
Jeg indså, at jeg havde brug for følelsesmæssigt rum til at lytte til mig selv.
#En besked til landets unge
Jeg håber, at vi ikke spilder denne dyrebare »nutid«, vi har fået.
Nutiden var engang fremtiden.
Nutiden er lige så dyrebar som fremtiden.
Ikke noget, man skal skamme sig over,
Lad os leve et liv, vi ikke behøver at undskylde for.
Tak, Bali!
Tilbage til listen
Hjem
