Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
Fokuser kun på din egen udvikling.
GapYear er en tid til personlig vækst og lykke.
Tilbage til listenTilbage til listen
25. GapperGo Minsu
Pauseår:2014–2015
Oplevelser i pauseåret:Uplanlagt jordomrejse
»Hvor bliver din tid af?«
Før mit pauseår havde jeg hele tiden denne sætning i tankerne.
Da jeg var færdig med mit andet år på universitetet, havde jeg brugt to år på at engagere mig fuldt ud i studielivet og fritidsaktiviteter uden at fortryde det, men jeg følte stadig en længsel indeni. Jeg levede den samme rutine hver dag, og jeg...Lad os prøve noget nytJeg traf den beslutning.
Efter gentagne gange at have tænkt: »Hvordan kan jeg gøre hver dag anderledes?« valgte jeg at rejse. Jeg besluttede mig for at bevæge mig så meget som muligt og se mange lande. For at finansiere mit pauseår med egne penge sparede jeg op ved at arbejde deltid på restauranter.
I efteråret 2014 afsluttede jeg alle mine aktiviteter i Korea og forberedte mig på at rejse udenlands. Jeg stoppede med alle mine jobs, såsom deltidsarbejde og arbejdet som ungdomsinstruktør, fik et pas og pakkede mine tasker. Mit hjerte hamrede, da det gik op for mig, at jeg endelig skulle af sted.
Min rejse er en rejse, ikke en rundtur.
Før jeg tog af sted, sagde en bekendt til mig: »Når alle dine penge slipper op, så begynder rejsen.«
Den ene sætning gjorde mig begejstret og fyldte mig med endnu større forventning.
»Først rejser jeg fra Storbritannien og fortsætter uden en plan« og »Jeg vil prøve at sælge mine konceptfotos, mens jeg rejser.« Med disse to...målbegav jeg mig af sted. Det første mål lykkedes. Jeg rejste rundt i Europa, tog til Nordafrika og derefter til Indien, Nepal og tværs over det kinesiske fastland, før jeg vendte tilbage til Korea. Desværre mislykkedes mit andet mål – at sælge mine konceptfotos.
Da jeg først ankom til Storbritannien uden nogen plan, havde jeg kun et sted at overnatte den første nat og en flybillet til Frankrig.
For en, der aldrig havde talt med udlændinge, var det en stor udfordring at tage alene til Storbritannien. Men da jeg planlagde rejsen og tog af sted, var jeg kun fuld af forventning og slet ikke bange. Med 2,5 millioner won i hånden og 900.000 won på mit kort begyndte en rejse af ukendt varighed.
En lille hændelse indtraf, lige efter jeg ankom til Storbritannien. Jeg ankom til Glasgow i Skotland, men kunne ikke kommunikere med immigrationsbetjenten, hvilket vakte mistanke. Først efter lang tid og et enormt antal spørgsmål fik jeg endelig indrejsestemplet.
Jeg rejste af sted uden at kunne fremmedsprog, bruge offentlig transport, kende spiseskikke eller bestille mad. Derfor stod jeg hver dag over for de samme bekymringer: »Hvor skal jeg sove i nat?« »Hvordan kan jeg få billig mad?« Nogle gange kendte jeg ikke transportmulighederne og måtte gå omkring uden mål. Jeg gik som regel fem-seks timer om dagen, men alt var nyt, så jeg gik altid med et smil.
Der opstod også mange uventede situationer. Den mest mindeværdige hændelse var, da jeg tog et lavprisfly fra Portugal til Frankrig og landede i en så lille lufthavn, at...der ikke var nogen vej ind til byen ud over at blaffe. Til sidst blaffede jeg alene, indtil solen gik ned, og efter at jeg med nød og næppe var kommet ind til byen, tog jeg et tog til Lyon i Sydfrankrig, hvor der var en festival.
En god ting ved at rejse alene var, at alt, uanset om resultatet var godt eller dårligt...var et resultat af mine valg.Sådan var det. Jeg kunne ikke bebrejde nogen, og jeg fortrød intet. Faktisk håbede jeg nogle gange endda på situationer, der var svære at løse.
Overvældet af ensomhed
Men der var tidspunkter, hvor jeg pludselig blev overvældet af ensomhed, mens jeg rejste alene. Ensomheden, der indimellem dukkede op – for eksempel når jeg var den eneste i en togvogn, der kørte gennem en snedækket slette, eller når jeg ankom til Egypten, hvor man ikke brugte engelsk, og brugte tre timer på at lede efter nogen, der kunne tale det – var en følelse, der fik mig til at føle mig svag og samtidig gjorde mig stærkere.
Selv når der var mange mennesker omkring mig, følte jeg mig alene; selv om der var masser at se, følte jeg mig på en eller anden måde fanget i et fængsel. Hver gang jeg havde det sådan, indledte jeg en samtale med udlændinge i nærheden og forsøgte at sige mindst ét ord mere for at mærke menneskelig varme.
Selv helt til sidst, da jeg vendte tilbage til Korea efter mit pauseår, ophørte hændelser og uheld ikke. Jeg opholdt mig i Nepal, da der indtraf en ulykke med Turkish Airlines i Nepals internationale lufthavn. Lufthavnen blev lukket, og jeg blev strandet i Nepal. Derfor kom jeg tilbage til Korea omkring fire dage senere end planlagt efter et hvilestop i Kina. Først blev jeg forskrækket over den pludselige begivenhed, men de fire ekstra dage, jeg uventet fik i mit pauseår, føltes som en stor gaveog jeg følte mig taknemmelig for det.
Efter mit pauseår vendte jeg tilbage til hverdagen.
Men jeg vendte tilbage som en studerende, der lærte at blive den person, jeg selv ønskede at være, og ikke den person, samfundet ønskede.
Selv nu finder jeg lidt efter lidt tid til at prøve at genfinde den udgave af mig selv, der var lykkeligst – den, der vandrede uden et mål, den unge mand, der altid gik rundt i gaderne med et smil.
Før jeg tog et pauseår, var jeg bare typen, der kunne lide at være aktiv og sætte projekter i gang. Jeg sætter stadig projekter i gang, men jeg har fået endnu en vane: at føre optegnelser. Jeg begyndte at skrive ting ned, efterhånden som oplevelserne fandt sted.
Et eksempel er den bog, jeg skriver til mig selv. Det er en bog, der skal føre mig tilbage til den glade unge person, jeg var, så jeg, når jeg åbner den igen om 10, 30 eller 50 år, kan se det glædesfyldte smil.
Ud over vanen med at skrive ting ned fik jeg noget andet ud af mit pauseår: troen på, at »alt begynder med mig, og jeg kan løse det«. På rejsen faldt ordet »give op« mig aldrig ind. Når der opstod en ny situation, forsøgte jeg ikke at flygte, og fordi jeg blev ved med at kaste mig ud i at løse tingene, fik jeg...modog opbyggedetro på mig selvogså.
Hvornår er du lykkeligst?
Der er et ordsprog, der siger, at ens kald er det arbejde, man udfører med et lykkeligt smil som et barns. Jeg tror, at man skal udfordre sig selv for at finde et sådant glædesfyldt arbejde. Hver udfordring vil berige dit liv og gøre det særligt. Jeg håber, at du opdager en ny udgave af dig selv ved at tage fat på de situationer, der møder dig i nye omgivelser, én efter én.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
