Tips til sabbatår i Korea

[People’s Gap Year] “Lad os leve som unge” Yang Yu-jin

Tilbage til listen

Navn: Yang Yu-jin
Nuværende aktivitet: Deltager i et af verdens fire mest ekstreme maratonløb og bliver den yngste koreanske kvinde, der gennemfører Grand Slam
Sabattidsperiode: September 2013 – december 2014 (i alt 15 måneder)
Aktivitetslande: Jordan (Saharaørkenen), Kina (Gobiørkenen)

Spørgsmål: Fortæl os om grunden til dit sabbatår eller om forberedelsesprocessen.
»Et semester før dimissionen«
Sommeren 2013. Jeg gik allerede på mit sidste år på universitetet. Et semester før dimissionen læste jeg, ligesom mange af mine venner, til egnethedsprøver og studerede engelsk med det mål at få et job i en virksomhed. Men jeg mærkede aldrig den mindste begejstring, mens jeg læste. Alligevel nævnte mange ofte gode karakterer, deltagelse i fritidsaktiviteter, et job i en stor virksomhed eller en professionel karriere som kriterier for lykke, så jeg spekulerede meget på, om jeg skulle følge den vej.
Efter mange overvejelser besluttede jeg: »I stedet for at blive færdig på den her måde vil jeg virkelig forfølge min passion og gøre det, mit hjerte længes efter!« Det fik mig til at drømme om at gennemføre Grand Slam i verdens fire mest ekstreme ørkenmaratonløb med udgangspunkt i mine erfaringer fra almindelige maratonløb. Med dette mål for øje holdt jeg mig i form ved at løbe 100 km om ugen og vandre én gang om ugen i seks måneder, og jeg begyndte at sætte konkrete mål for at nå frem til ørkenen inden for syv måneder.

Spørgsmål: Fortæl os om din oplevelse med sabbatåret.
»Den første forhindring: deltagergebyret.«
Verdens fire mest ekstreme ørkenmaratonløb er fire løb i Sahara, Gobi, Atacama og Antarktis. Hvert løb strækker sig over 250 km og varer seks nætter og syv dage. Hvert løb koster mindst 7,5 millioner won, herunder et deltagergebyr på 4 millioner won, 2 millioner won til flybilletter, 1 million won til udstyr og 500.000 won til andre overnatningsudgifter. For universitetsstuderende som mig, der ingen penge havde, var den eneste mulighed derfor at søge sponsorer. I løbet af de syv måneders forberedelse gjorde jeg mig langsomt klar til at tage til Saharaørkenen i februar 2014. I november hørte jeg så, at der ved et boglanceringsarrangement for min bog »Når du har lyst til at græde, så tag til Sahara« ville blive uddelt deltagergebyr og flybilletter til den bedste bogpromotor gennem en UCC-video. Jeg lavede straks en UCC-video og delte en video om min drøm på Facebook. Mod alle odds – én ud af 1.000 – vandt jeg konkurrencen.

Desuden gik mit forslag om udstyrssponsorat til The North Face så godt, at jeg fik materiel støtte i et helt år. Sådan mødte jeg mig selv på løbeturen gennem Saharaørkenen i februar 2014. Da jeg først var kommet dertil, viste det sig at være alt andet end let at løbe 250 km med en rygsæk på 9 kg under den brændende sol i seks nætter og syv dage. Jeg troede, at jeg havde forberedt mig godt på ørkenløbet, men da jeg først var gået i gang, indså jeg, at jeg manglede øvelse og erfaring med at løbe i sand med dybe spor. På fjerdedagen kom jeg til skade med knæet og anklen, så jeg ikke kunne løbe længere. Efter skaderne kunne jeg knap nok gå og måtte halte mig frem for at få en medalje for at have gennemført løbet på 250 km. Da jeg var vendt tilbage til Korea og havde fået behandling for benet, begyndte jeg tre måneder senere at forberede mig på mit andet mål: Gobiørkenen i Kina.

»Den anden udfordring: Gobiørkenen«
Da det var mit andet forsøg, var forberedelserne meget lettere end for de andre deltagere. Den største udfordring var dog igen at finde sponsorer. Jeg sendte forslag til flere friluftsvirksomheder og ventede på svar, men ingen af dem svarede. Jeg indså på egen hånd, at det var mere udfordrende, end jeg havde forestillet mig, at sikre et betydeligt sponsorat på over 5 millioner won til en kvindelig universitetsstuderendes forsøg på at blive Koreas yngste kvindelige Grand Slam-vinder. Jeg stod i en vanskelig situation, men med indstillingen »jeg må gennemføre det!« fortsatte jeg med at lede efter sponsorer. Til sidst sagde Dong-A Pharmaceutical og Dong-A Otsuka ja til at sponsorere Gobiørkenen. Ti dage før løbet tilmeldte jeg mig og nåede med nød og næppe af sted mod Gobiørkenen.

Gobiørkenen var ikke en gold sandørken, men snarere en romantisk ørken med frodige, grønne græsmarker, som i sangen: »Byg et malerisk hus på den grønne eng.« Gobiørkenen mindede om Koreas bjerge og bød på en lang løbedag, hvor jeg tilbagelagde 68 kilometer på én dag, og en anden dag, hvor jeg besteg to bjerge i 2.800 meters højde. Forpustet og udmattet tænkte jeg først: »Jeg bør alligevel være taknemmelig for at få mulighed for at løbe et så smukt sted, i min alder og under mine omstændigheder.« Jeg gav alt, hvad jeg havde, lige til det sidste, og kunne dermed tage æren af en samlet tredjeplads blandt kvinderne og modtage en medalje for at have gennemført løbet.
Dermed er jeg præcis halvvejs mod mit mål om at gennemføre Grand Slam i år. Vejen foran mig er lang og hård; ørkenløbet i Atacama i oktober og løbet i Antarktis i november mangler stadig, men jeg vil give alt, indtil jeg når mit mål. Tro mod min ungdom!

Spørgsmål: Hvad har ændret sig, siden du tog et sabbatår, eller hvad har du fået ud af det?
»Det, dit hjerte fortæller dig, at du skal gøre«
Siden jeg tog et sabbatår, er jeg begyndt at forfølge det, jeg virkelig ønsker, og det, mit hjerte fortæller mig, at jeg skal gøre, i stedet for at følge verdens normer om »ansættelse i en stor virksomhed«. Jeg har set mange venner kæmpe med at træffe beslutninger, fordi de føler, at de sakker bagud i forhold til deres jævnaldrende, og bliver bekymrede. Ved at fokusere på det, jeg virkelig ønsker, udfordre mig selv og tage mig tid til at tale med mig selv har jeg gradvist kunnet finde frem til mine egne kriterier for lykke. Som følge heraf er mit selvværd blevet bedre, og jeg har fået tid til nøje at overveje og træffe valg om, hvordan jeg vil leve mit liv fremover.

Spørgsmål: Til sidst, er der noget, du gerne vil sige til unge, der planlægger et sabbatår?
Jeg vil ikke nødvendigvis fortælle unge i 20'erne som mig, at de skal have en drøm.
Jeg mener, at det vigtigste – uanset om man har en drøm eller ej – er, om man lige nu gør noget, man virkelig gerne vil, og som man værdsætter.

Den vej, jeg går ad lige nu, er altid uklar og forvirrende. For at være mere præcis er jeg usikker. Men jeg tror, at jeg ved at fylde og tømme det liv, jeg har fået, og gå ad vejen mod at finde ud af, hvad der er mest værdifuldt for mig, kan opnå visdom til at træffe valg uden fortrydelse, når jeg møder alle de valg og udfordringer, der ligger foran mig, samt modet til at føre dem ud i livet.
I sidste ende handler mit budskab ikke om at jagte vage fremtidsdrømme, men om modigt at møde nuet og virkeligheden. »Med beslutsomhed og selvtillid er der intet, du ikke kan gøre!« Det mod kalder vi »ungdom«.« Lad os leve i nuet, »som unge«.