Tips til sabbatår i Korea

[People’s Gap Year] “Hvis du forbereder dig i lang tid og arbejder hårdt, vil du helt sikkert lykkes” – Yu JiHwang

Tilbage til listen

Navn: Yu JiHwang
Nuværende arbejde: Landbrugsturné verden rundt
Status på aktivitetstidspunktet: Universitetsstuderende
Vigtigste aktivitetslande: Egypten, Kina, Mongoliet, Japan

Spørgsmål: Fortæl os om grunden til, at du tog et sabbatår, eller om forberedelserne.

»Ramses, der smuglæses mellem lærebøgerne i undervisningen«
Hej. Jeg hedder Yu Ji-Hwang, og jeg rejser i øjeblikket verden rundt for at lære om landbrug ved at besøge lokalsamfund og gårde under teamnavnet Emergency Food.

Jeg fik første gang drømmen om at rejse verden rundt, da jeg var 17 år og stødte på en bog. Jeg havde ingen interesse i at studere, så jeg lyttede aldrig rigtigt efter i timerne i gymnasiet. Når jeg ser tilbage nu, bliver jeg så frustreret over, hvordan jeg var i timerne, at jeg tænker: »Hvorfor hadede jeg undervisningen så meget?«

Jeg studerede ikke, men hvis der var én ting, jeg var god til, så var det at gemme bøger under lærebøgerne, uden at læreren opdagede det. Jeg begyndte med tegneserier, men blev efterhånden opslugt af mere dybdegående bøger, herunder magasiner, romaner og gamle bøger. Senere må lærerne have tænkt: »Han studerer jo ikke«, så de gav op og sagde, at jeg bare skulle læse bøger. De anbefalede endda bøger.

Blandt de bøger, jeg læste dengang, var en bog med titlen »Ramses«. Ramses er en fortælling, der genskaber historien om den egyptiske civilisation og kongefamilie. Før havde jeg ikke andre forestillinger om Egypten end »ørken og sand«. Jeg troede også, at det var et sted, hvor mennesker ikke kunne leve. Men tanken om, at en af verdens fire store civilisationer blev skabt sådan et sted, og at mennesker levede der, gjorde stort indtryk på mig. I bogen læste jeg om de egyptiske prinsers overgangsritualer til voksenlivet, hvor de kæmpede mod tyre og tæmmede dem for at blive anerkendt som voksne, og om Ramses, Anak-Su-Namun, faraoerne, pyramiderne og Sfinksen. Jeg lovede mig selv, at jeg helt sikkert ville se den egyptiske civilisation med egne øjne. Og jeg overdrev løftet en smule ved at sige: »Hvis jeg skal af sted, må jeg se alle verdens fire store civilisationer.«

Syv år efter at jeg havde afgivet det løfte, rejste jeg til Egypten. Der hørte jeg historier fra jævnaldrende, som rejste rundt i verden, fra læger, der havde rejst i Sydamerika, og fra brødre, der havde rejst i Sydøstasien, og jeg mødte børn, der boede på gaden. På det tidspunkt gav jeg liv til drømmen om at »rejse verden rundt«, som jeg kun havde talt om, da jeg var yngre. Og præcis 10 år senere, i december sidste år, tog jeg af sted på en jordomrejse. Når jeg ser tilbage, tog det mig 10 år at samle mod til at rejse verden rundt.

Spørgsmål: Fortæl os om din oplevelse med sabbatåret.

»At tænke på andre i Egypten«

Det her er en historie fra mit andet år på universitetet i 2010. Jeg læste ingeniørvidenskab, og da jeg vendte tilbage til studiet efter min militærtjeneste, gav professorerne mig så mange opgaver, at jeg næsten ikke kunne trække vejret. Hele første semester gik med undervisning og lektier. Efter fire måneder på den måde sad jeg på bagerste række til den afsluttende eksamen. Jeg så på ryggen af mine medstuderende, der skrev flittigt, og fik gåsehud ved tanken om, at alle mine venner sad der og forsøgte at skrive de samme svar til eksamen. De lignede kopimaskiner. Det var virkelig skræmmende at tænke på, at jeg skulle tilbringe fire år af mit universitetsliv som en kopimaskine. Dengang tænkte jeg: »Mennesker kan ikke være kopimaskiner!!« Med de penge, jeg havde sparet op ved at arbejde i et år, pakkede jeg rygsækken og stak af til Tyrkiet, som om jeg flygtede lige efter midtvejseksamen.

Dengang var jeg ikke så optaget af tanken om, at jeg ville indse noget stort eller møde nogen betydningsfuld på rygsækrejsen. Jeg glædede mig bare over, at jeg kunne slippe væk fra at være en »kopimaskine«. Jeg ved stadig ikke helt, hvorfor det blev Tyrkiet. Jeg bevægede mig rundt uden nogen fast plan. Jeg troede, at det ville tage omkring en måned, men endte med at rejse rundt i det vestlige Tyrkiet i 20 dage. Det østlige Tyrkiet var et farligt rejseområde, fordi oprørere var stationeret der på det tidspunkt, så jeg spekulerede på: »Hvad skal jeg gøre?« Så sagde en kvinde, jeg mødte på rejsen: »Jeg tager til Egypten, så hvis du vil med, så kom også«, og rejste til Egypten dagen efter. Da jeg hørte det, kom jeg efter syv år i tanker om Egypten, som jeg havde glemt alt om. Jeg rejste sammen med en veninde, og hun blev ved med at forsøge at overtale mig til at tage med, selvom hun sagde, at det var farligt og skræmmende. Jeg sagde hele dagen, at hun bare skulle tage af sted, indtil hun irriteret sagde: »Lad os tage af sted.« Dagen efter købte jeg en billet og rejste til Egypten.

»Jeg græd så meget, at jeg ikke kunne tale.«

Min rejse til Egypten var fuld af følelser. Jeg har været i mange lande, men intet land har jeg elsket så højt som Egypten. Synet af snesevis af mennesker, der hang på en varevogn, som så ældre ud end mig, og stjernehimlen, der lignede hele universet, som jeg så, mens jeg slog lejr i Bahariya-ørkenen, var som et mikroskop, der afslørede den uskyld, der gemmer sig i mennesker. Frem for alt fandt jeg i Egypten en drøm, der føltes som en livsledsager.
Det skete, da jeg tog til det lokale marked i Kairo sammen med mine rejsefæller. Jeg var på vej ud for at købe noget, da jeg fik øje på et hjerteskærende syn, der fik mit hjerte til at stå stille. Det var blevet mørkt, og det var næsten spisetid. I Korea ville det være tidspunktet, hvor familier samledes til middag. Jeg så nogle børn, der så ud til at være mellem 6 og 9 år, kravle ind under en bil. Jeg tænkte: »Hvorfor går de derind, når det er farligt?« og kiggede under bilen. Men der lå børn på række under bilen. Jeg tænkte: »Det kan da ikke passe?« og kiggede under en anden bil. Som forventet sov børnene under den anden bil allerede.

Jeg græd så meget, at jeg ikke kunne tale. Jeg ville ikke græde, for jeg var flov over at vise mine tårer, men jeg blev ved med at græde. Jeg tænkte: »Hvorfor er børnene nødt til at gå derind og sove?«, »Hvor længe har de boet der?« og »Bliver de ved med at bo under bilen?« Så så jeg børnene på gaden uden nogen til at passe på dem og tænkte: »Hvor er det synd for dem.« Men det var en så tåbelig tanke. Børnene under bilen var venner eller søskende, men de legede og grinede sammen. Det kan også have været min fantasi, men på en eller anden måde så de glade og trygge ud.

Samtidig fik jeg medlidenhed med mig selv, da jeg så børnene. Jeg syntes virkelig, at det var synd for mig selv, fordi jeg aldrig var tilfreds, var grådig, konstant utilfreds og ængstelig, selvom jeg havde en familie at vende hjem til, boede under forhold, hvor jeg kunne få mad og de ting, jeg ønskede mig, og kunne gøre, hvad jeg ville. Før jeg mødte børnene, havde jeg aldrig bekymret mig om andre. Jeg havde aldrig for alvor tænkt på mennesker, der havde det sværere end mig. Men efter min rejse til Egypten begyndte jeg at interessere mig for mennesker i vanskelige situationer. Efter Egypten rejste jeg, når jeg fik muligheden, til Mongoliet, Kina, Vietnam, Laos, Cambodja og Filippinerne, hvor jeg mødte børn i svære livssituationer.

»Børns uskyld«

Jeg tog til et børnehjem i Ulaanbaatar i Mongoliet sammen med mine universitetsvenner for at udføre frivilligt arbejde. Børnene på børnehjemmet havde forberedt en optræden til os, der var kommet fra Korea. De opførte Wonder Girls' koreografi, mongolske folkesange og spillede på musikinstrumenter, der var populære dengang. Til sidst holdt et barn et stykke papir fyldt med skrift op og begyndte at læse højt. Jeg tænkte: »Er hun ved at fremsige et digt?« Men mærkeligt nok begyndte alle mine koreanske venner, der lyttede til hende, at græde.

Hun læste det op på mongolsk, men jeg vidste ikke, hvad det betød. Jeg græd, og mere end halvdelen af mine koreanske venner ved siden af mig græd også. Senere hørte jeg, at det var et »brev til forældrene«, hvor hun bad dem om at komme tilbage, fortalte, at hun savnede dem, og ønskede, at de kunne bo sammen. Jeg er sikker på, at de må have været vrede på deres forældre, fordi de havde forladt dem, men jeg kan ikke glemme synet af dem, der hviskede om deres kærlighed og håbede, at forældrene ville komme tilbage. Jeg lærte, hvad uskyld er, af de mongolske børn. Og jeg lovede mig selv dengang, at jeg ville gøre mit bedste for at beskytte børnenes uskyld.

»Det gør ondt både i krop og sjæl«

Jeg fik mulighed for at komme i praktik i Beijing i Kina, og hver weekend besøgte jeg et børnehjem nær Beijing. Jeg kom i kontakt med stedet gennem en organisation, der blev drevet af en koreaner. I modsætning til typiske frivilligorganisationer, der drives af donationer, kontaktede lederen børnehjemmet for at høre, hvad de manglede. De studerende og ansatte, der deltog den dag, betalte et mindre beløb, hvorefter vi sammen tog på markedet for at handle. På den måde kunne jeg selv se, hvordan pengene, jeg betalte, blev brugt på børnene, og det var en fascinerende ordning, hvor alt naturligt blev gennemsigtigt.

På børnehjemmet var der børn med handicap, som ikke blev passet af deres forældre. De var mellem 3 og 6 år, og de fleste havde svært ved at spise selv uden hjælp. Jeg hørte, at støv var fatalt for deres helbred, fordi de var så svage, så jeg gjorde grundigt rent.

Så kom lederen hen og spurgte: »Synes du, der er noget mærkeligt ved børnene?« Jeg tænkte over det et øjeblik, men sagde, at jeg ikke vidste, hvad der var mærkeligt. »Har du nogensinde set børnene smile, når du kommer her?« spurgte han. Jeg tænkte mig om, men kunne ikke komme i tanke om, at jeg havde set det. Alle børnene var udtryksløse eller blev ved med at græde. »Børnene kan endnu ikke tale eller udtrykke sig, men inderst inde føler de, at deres forældre har forladt dem.« »Dette børnehjem tager sig af børn, som deres forældre i hemmelighed har efterladt steder som lossepladser. Når børnene falder til ro, finder man familier, der kan adoptere dem. Den kinesiske regering giver støtte til adoption, men mange børn bliver adopteret, fordi familierne vil have støtten, og bliver derefter forladt igen.« »Børnene er dybt sårede og åbner sig ikke for nogen. De lider både fysisk og psykisk.« Jeg blev så ked af det, da jeg hørte den historie.
Derefter var jeg, hver gang jeg besøgte dem, så bekymret for, at mit blik kunne gøre dem ondt, at jeg ikke engang kunne se dem i øjnene.

»At tænke over, hvad børnene har brug for«

Jeg vendte tilbage til Korea, da min praktik i Kina var slut. Praktikopholdet lærte mig meget om Kina, men det gjorde virkelig indtryk på mig at se, høre og opleve ting på børnehjemmet hver uge. Jeg følte, at jeg havde lært for meget til kun at leve for min egen tilfredsstillelse. Jeg begyndte at spekulere på, hvordan jeg skulle leve fremover. I lang tid tænkte jeg over, hvad børnene havde mest brug for, og hvad jeg med mine evner kunne gøre for at beskytte deres lykkelige fremtid.

Der var kun én ting, jeg var god til. Det var at drømme. Når jeg ser tilbage, har jeg altid stræbt efter »idealet«, så denne gang besluttede jeg mig for at drømme en idealistisk drøm på børnenes vegne. I denne drøm besluttede jeg at medtage de tre rettigheder: mad, husly og uddannelse, så børnenes uskyld og lykke kunne beskyttes. Jeg mente, at »retten til sund mad«, »retten til et trygt sted at bo« og »retten til uddannelse« var de vigtigste ting for børnene.

Jeg mente dog, at det ville være svært at støtte børnene med hensyn til de tre rettigheder, både økonomisk og tidsmæssigt, samtidig med at jeg arbejdede. Derfor besluttede jeg at skabe en gård kaldet »Boy's Farm«. Jeg tænkte, at hvis jeg oprettede en gård, dyrkede afgrøder og gav dem til børnene eller solgte dem for at tjene penge, ville børnene kunne få mad, lære noget og blive beskyttet. Jeg havde ingen konkret plan for, hvordan jeg skulle oprette gården, eller hvordan jeg skulle hjælpe dem fremover, men jeg tænkte, at hvis jeg forberedte mig og arbejdede hårdt i lang tid, ville jeg helt sikkert kunne nå målet.

Da folk omkring mig hørte om min drøm, sagde de, at det ville være bedre at hjælpe børnene gennem donationer. Men det føltes ikke rigtigt for mig. Jeg ville også gerne yde vedvarende hjælp, ikke kun midlertidig hjælp. I de seneste tre år har jeg, når jeg havde tid, sendt og bragt nødvendige ting som ormekur, tandpasta og tandbørster til Laos. Men siden juni sidste år har jeg ikke kunnet sende tingene, fordi jeg ikke havde penge. Jeg havde besluttet mig for at hjælpe børnene, men var blevet en uansvarlig voksen, der ikke kunne tage ansvar til det sidste.

»Nødhjælp med mad??«

Efter at jeg havde drømt om at oprette en gård, arbejdede jeg hos en virksomhed, der distribuerede landbrugsartikler, sammen med mit yngre søskende, som var med på et hold ved navn Emergency Food. For at kunne dyrke jorden havde jeg brug for at kende til landbrugsartikler og have en grundlæggende kapital. Mens jeg arbejdede som chauffør, mødte jeg mødre og fædre på landet. Jeg fortalte alle, jeg mødte, om min drøm. De sagde alle, at jeg var helt særlig og fantastisk. Men de fleste bad mig om ikke at blive landmand. De sagde, at hvis ens familie ikke havde drevet landbrug i generationer, kunne man ikke leve af det, og de forsøgte at tale mig fra det. De sagde, at der var en grund til, at unge mennesker forlod landdistrikterne, og at jeg burde finde et andet arbejde, mens jeg stadig var ung. Deres oprigtige bekymring rystede mig virkelig. Da jeg mærkede, hvor meget jeg vaklede, indså jeg, at jeg havde brug for større tro på landbruget end blot min drøm, så jeg besluttede selv at prøve kræfter med det for at se, hvor svært det var.

For de penge, jeg havde sparet op ved at arbejde, lejede jeg et stykke jord nær mit hus og begyndte at dyrke det. Jeg dyrkede cherrytomater, minipeberfrugter, auberginer, agurker og peberfrugter. Det var første gang, jeg dyrkede noget, så det var hårdt, men også virkelig sjovt. Når vi så afgrøderne vokse dag for dag, brød vi begge ud i latter. Vi havde aldrig opdraget børn før, men vi passede planterne med kærlighed og omsorg, som var de vores egne børn. Vi tog derhen hver dag for at tale med dem, spille musik for dem og give dem masser af økologiske næringstilskud. Tre måneder senere var det tid til at høste, og vi delte afgrøderne med vores familie, venner og professorer. Vi var så stolte af det, vi havde dyrket, og jeg griner stadig, når jeg tænker på det.

Men efter én høst var vores leje af jorden slut. Ejeren sagde, at han på grund af omstændighederne ikke længere kunne leje jorden ud. Selvom det kun var én sæson, lærte jeg meget af at dyrke jorden. Der var mange udfordringer, men også glæder. Det var ikke nemt at dyrke afgrøder, der kunne sælges. Desuden virkede det ikke muligt at tjene penge på den arbejdskraft og kapital, vi investerede.

Vi besluttede at bruge lidt mere tid på forberedelserne, før vi kastede os ud i det. På det tidspunkt læste jeg mange bøger om landbrug, og jeg hørte, at der var en organisation i Japan, som skabte én million arbejdspladser og en værdi på 100 billioner won ved hjælp af landbrugsressourcer. Jeg besluttede mig for at tage derhen og se, om det holdt stik. Jeg havde ikke penge til at rejse hele vejen til Japan og spekulerede på, hvordan jeg skulle komme af sted, så jeg deltog i et støtteprogram for studerendes drømme, der hed »Asiana Dream Wings«.

»Japanernes syn på landbrug«

»Asiana Dream Wings« er et program, der drives af Asiana, og konkurrencen var ret hård, fordi det gav mulighed for at besøge andre lande. Film, design, træarbejde, skuespil, ørkenmaraton og passende teknologi. De fleste af de venner, der søgte, havde ekstraordinære drømme og evner. Jeg tænkte meget over, hvordan jeg kunne komme på en drømmerejse til Japan. Jeg var født og opvokset på en ø i Tongyeong, så jeg besluttede at finde på noget, som kun en bondeknold kunne gøre. Der er omkring 500 km fra Tongyeong til Seoul, så jeg besluttede at cykle derop. På cykelturen viste vi, hvor meget denne drømmerejse betød for os. Vi brugte 17 dage på at sove, rejse rundt i landsbyer og nå frem til præsentationssalen for Dream Wings, inklusive en tur til Jeju. Jeg tror, vores indsats gjorde indtryk på folk, og til sidst kom vi på en rejse til Japan.

Jeg lærte utrolig meget, da jeg kom til Japan. Landet minder meget om Korea geografisk og klimamæssigt, så dyrkningsmetoderne og redskaberne var lignende. Men udvalget af dyrkningsmetoder og redskaber var langt mere varieret. En gang besøgte jeg en butik med landbrugsartikler, og der var et center for landbrugsudstyr på størrelse med et stort koreansk supermarked. De solgte alt, der havde med landbrug at gøre. Her kunne jeg se sporene af en stor indsats for at udvikle landbruget. Japan var endda ved at videreudvikle, automatisere og gøre systemerne med miljøvenlige plastdrivhuse mere avancerede. De kan betragtes som den vigtigste teknologi i koreansk landbrug. Man kunne også se spor af landbruget rundt omkring i byerne.

Frem for alt husker jeg folks syn på landbrug. De kendte landbrugets betydning og betragtede det ikke som noget primitivt.
I weekenderne kom mange byboere ud på landet for at arbejde, og jeg var meget misundelig på det syn.
Da jeg kom hjem fra Japan, pakkede jeg straks mine ting. Jeg besluttede at lære mere om landbrug og natur ved at besøge lokalsamfund, gårde og markeder rundt om i verden. Alle i Korea sagde, at det var svært at være landmand, så jeg ville se, hvordan landmænd rundt om i verden tjente til livets ophold. Jeg tog af sted på en jordomrejse, der skulle vare et til to år, for at møde forskellige former for landbrug og lære af dem.

Spørgsmål: Til sidst, hvad vil du gerne sige til unge, der planlægger at tage et sabbatår?

»I stedet for at komme med gode råd er der to ting, jeg har erfaret, mens jeg rejste og gjorde forskellige ting for at forfølge mine drømme.«

For det første: Kom ud på vejen.
Før jeg rejste til Australien og Vietnam, var de oplysninger og historier, jeg hørte om landene, for det meste negative frem for positive, såsom »det er farligt«, »der er ikke noget at få ud af det«, »jeg blev snydt« og »jeg blev slået«. Allerede før jeg tog til Vietnam, var jeg blevet udsat for så meget negativ information, at jeg stønnede dagen før, fordi jeg ikke havde lyst til at tage af sted. Men Vietnam, som jeg selv besøgte, var anderledes. Der var tidspunkter, hvor lokale snød mig, eller jeg kom op at skændes under rejsen, men jeg nød virkelig de uforudsigelige øjeblikke, der opstod, når jeg talte med lokale. Og jeg glædede mig til at se, hvad der ville ske bagefter.
Det var dog ikke kun på rejser, at det forholdt sig sådan. Jeg var meget ambitiøs og interesserede mig for mange områder, såsom video, fotografi, skrivning, kunst, træarbejde, landbrug, it, biler og markedsføring. I løbet af mine ni år på universitetet prøvede jeg områderne ét efter ét og skar dem fra ét efter ét, som når man beskærer grene. Nu er der kun to områder tilbage: landbrug og tømrerarbejde. Hvis der er noget, du gerne vil lave eller interesserer dig for, men du tøver på grund af usikkerhed om fremtiden, håber jeg, at du træder ud af de endeløse tanker, der melder sig, eller af det, folk omkring dig fortæller dig, og tager det første skridt.

For det andet: Find dine særlige kendetegn.
Der er tre ting, jeg altid overvejer, når jeg går i gang med noget. Er det noget, jeg kan gøre sammen med andre? Er det noget, jeg kan dele? Og er det noget, der er værd at gøre? En dag opdagede jeg, at jeg handler meget proaktivt, når to eller flere af disse tre ting er med. Tidligere planlagde og levede jeg mit liv ud fra »ting, jeg gerne vil gøre« og »ting, jeg kan lide at gøre«, men det fik mig kun til at spørge mig selv: »Hvad i alverden vil jeg egentlig gerne gøre?« Så jeg så tilbage på mine tidligere handlinger og ledte efter skjulte fællestræk. Jeg fandt de tre ovenstående fællestræk, og de blev rettesnor for mine handlinger.

Spekulerer du også på, hvad du gerne vil gøre? Hvad kan du lide? Eller hvis der er for mange ting, du kan lide, så prøv at finde fællestræk ved de øjeblikke fra din barndom eller studietid, der gjorde dig glad.