Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
Fokuser kun på din egen udvikling.
GapYear er en tid til personlig vækst og lykke.
Tilbage til listenTilbage til listen
Jeg faldt over en artikel med en fængende overskrift i et berømt modemagasin.
Artiklens titel var'At sige op i virksomheden og tage til udlandet for at studere – en ny karriere'.
......
'Hva'? Er det ikke et sabbatår? Det er jo et sabbatår...!'
Jeg tænkte, at det var et typisk eksempel på et sabbatår, som kontoransatte kunne tage, og jeg ville gerne høre mere om hendes historie.
Så jeg mødtes personligt med en, der havde arbejdet i tre år og derefter taget et sabbatår,papirvarebutikkenFibreno (fibreno)s direktør, Seongmin Im som jeg
mødte. Vi hører historien om en kvinde, der sagde sit job op i en stor virksomhed for at forfølge sin egen drøm.
© fibreno
Papirvarebutikken 'Fibreno' bliver til
Jeg læste oprindeligt kunst. Mere specifikt studerede jeg visuel design, herunder brand management. Mit afsluttende fokus var at skabe brand-BI og -CI. Senere, fordi jeg gerne ville skabe mit eget brand, begyndte jeg på en uddannelse i Italien på et program, der hed 'Luxury Marketing Management'. Siden da har jeg altid drømt om at skabe noget, der var mit eget.
Man lever kun én gang, så jeg bør prøve det, jeg gerne vil.
Tre fulde år på arbejdsmarkedet
På det tidspunkt vidste jeg ikke så meget, så jeg tænkte, at jeg burde få noget erhvervserfaring. Mine forældre lavede også en aftale: De ville ikke bestemme, hvad jeg skulle gøre, men de insisterede på, at jeg arbejdede i en virksomhed i tre år. Heldigvis fik jeg et job og arbejdede i marketingafdelingen i Galleria Department Store med ansvar for Leather Total.
(Hvordan var arbejdslivet?)Det var sjovt. Selv nu handler de fleste af mine historier om arbejde. Jeg arbejdede i luksusvareafdelingen i to år og i HR-afdelingen i ét år. Rent praktisk var arbejdet i luksusafdelingen sjovt, mens arbejdet i HR var interessant, fordi jeg lærte virksomhedens struktur at kende.
Det var sjovt, men hvis du spørger, hvorfor jeg sagde op (griner): Jeg blev forvirret over forskellen mellem den vej, jeg oprindeligt havde ønsket at gå, og den, jeg befandt mig på. Da jeg fik styr på mine tanker, indså jeg, at der var ting, jeg gerne ville gøre, og tænkte over, hvad jeg var bange for. Man lever kun én gang, så jeg tænkte, at jeg burde prøve det, jeg gerne ville. Det var altså ikke, fordi jeg havde en stor plan.(Hvordan reagerede folk omkring dig, da du sagde, at du ville sige op?)I det koreanske samfund forventes det, at kvinder bliver gift. De bekymringer, folk gav udtryk for, gav mening, da jeg først havde sagt op. Der er også en frygt forbundet med ikke længere at være en del af en stor, beskyttende ramme.
Når man har været en del af de regler og grænser, er det under alle omstændigheder skræmmende at forsøge at vænne sig til at være udenfor dem. Men nu har jeg vænnet mig til det. I begyndelsen føltes det nogle gange skræmmende. Jeg tænkte: 'Det bliver ikke mig', men efter at have levet sådan og så ikke længere gøre det, forsvinder frygten ikke helt.
Som tiden gik i mit arbejdsliv,
Og jeg var begyndt at glemme. Jeg havde glemt aftalen med mine forældre og de ting, jeg gerne ville gøre, men en dag tænkte jeg pludselig: 'Det her er ikke rigtigt.' Mens jeg arbejdede i virksomheden, følte jeg, uanset om jobbet var godt eller dårligt, at det ikke var den retning, jeg gerne ville gå i. Det fik mig til at genoverveje mine tidligere drømme. Da jeg kiggede i min dagbog, tænkte jeg: 'Nå ja, det var det her, jeg gerne ville dengang,' og jeg fandt mange noter, jeg havde skrevet. Tilfældigvis indså jeg det lige, da jeg havde afsluttet tre fulde år. Så fortalte jeg det til mine forældre, og de sagde straks ja.
Drømme, møde, spise, klæde sig, leve
At vende tilbage og genopdage
Jeg prøvede at finde min drøm igen, men overgangen skete ikke med det samme. Efter at have arbejdet uafbrudt i HR tog det omkring en måned at finde tilbage til den følelse. Jeg kunne ikke hurtigt skifte tilbage til min tidligere tankegang. Jeg havde en grov idé om, hvad jeg gerne ville, men ikke noget klart billede. Så med udgangspunkt i, at jeg ville blive 100 år,var min plan at tage et år kun for mig selv.I forbindelse med den plan oprettede jeg en blog. Jeg lavede den med idéen om at skrive et års dagbogsindlæg inden for fem kategorier (drømme, møde, spise, klæde sig, leve), og så tog jeg af sted på en rejse.
En rejse på jagt efter drømme
Jeg valgte tre lande at besøge.Det første var Italien, det andet Brasilien og det tredje Indonesien.Under mine studier i Rom fandt jeg ud af, at der var en tre måneder lang skole for læderhåndværkere i Firenze, og det blev anledning til, at jeg fandt min nuværende vej. Jeg tænkte: »Nå, jeg har jo gerne villet prøve noget i den stil«, og så faldt tingene på plads. Derfor besluttede jeg: »Jeg tager derhen først og lægger derefter konkrete planer«, og så tog jeg af sted.
Da jeg kom til Firenze i Italien, tænkte jeg først: »Der er godt nok meget læder«, men efter at have boet der i omkring tre måneder indså jeg, at læder og emballage var ekstremt veludviklet. Jeg var mere interesseret i læder end i tasker eller sko, og fordi jeg havde læst visuel design, tænkte jeg, at det ville være godt at se på det i relation til grafisk design. Så dengang, når de rum blev indrettet, tænkte jeg over, hvordan man kunne designe rummet og placere genstandene...I den periode, hvor jeg rejste, tænkte jeg meget.
Men det viste sig at være sværere end forventet at holde et års pause. Jeg var vant til at arbejde hele tiden, og det var virkelig svært ikke at have nogen til at vejlede eller styre mig. Jeg ved ikke, om jeg burde sige det, men jeg synes, man er nødt til at regne det med. Jeg havde oprindeligt planlagt at være væk i et år, men kom hjem lidt tidligere end forventet og åbnede Pivreno efter ti måneder.
Italien, Brasilien og Indonesien
I Brasilien har jeg en nær ven, som jeg mødte i Rom. Den ven driver en pastabutik. Denne brasilianske ven havde størst indflydelse på, at jeg navngav min butik 'Station Boutique' og besluttede at sige mit job op. Han sagde altid: »Jeg tager tilbage til Brasilien og starter noget i den stil«, og jeg designede logoer til ham, mens vi talte om det. Dengang tænkte jeg: »Jeg åbner en gavebutik.«
Den ven fulgte den vej, så snart han kom hjem, mens jeg stadig arbejdede i virksomheden. Hver gang jeg fortalte ham, at noget var sådan lidt eller ikke var sjovt, ringede han og spurgte: »Har du sagt op endnu?« Så svarede jeg: »Nej, jeg er ikke stoppet endnu.« Vi talte altid om den slags, og fordi jeg holdt så meget af ham, ville jeg gerne besøge det land. Og eftersom han drev en pastabutik, tænkte jeg, at jeg ville tage derhen for at lære at lave pasta, så det gjorde jeg.
Inden hun åbnede Pivreno, gik hun i tre måneder på en læderskole i Firenze i Italien.
Direktør Im Seongmin lærte at arbejde med læder.
Hun lærte om læderteknikker af en læderhåndværker, lige fra at folde læder og påføre lim til at sy og andre færdigheder.
Tre måneders pause i Firenze: Læderskolen
Det er sjovt. Men da jeg gik der, var det et kort kursus, og der var tre elever. Det var fantastisk, fordi undervisningen foregik én til én med læreren. Nu er skolen dog blevet ret kendt, og der er en del koreanere. Men dengang jeg gik der, var det virkelig sjovt.
(Kan du tale italiensk?)Jeg kunne lidt. Men man kan også tage kurset på engelsk, og der er folk, som kan tale engelsk. Faktisk var der ikke nogen stor sprogbarriere, for det er selve processen, der er vigtig. Det gælder ikke kun mig – ingen, der tager derhen, burde have problemer med sproget (griner).
(Prisen er højere end forventet. Det kan være en belastning for studerende.)Prisen er højere, end man skulle tro. Men undervisningen er på fuld tid fra kl. 10 til 17, mandag til fredag. Personligt føltes det derfor ikke som en kæmpe udgift, da jeg regnede på prisen i forhold til tiden – måske fordi jeg tog af sted, mens jeg arbejdede. Man kan lære rigtig meget på kort tid.
Jeg ville aldrig være mesterhåndværker, så jeg tog det korte kursus på tre måneder. Skolens almindelige kursus varer seks måneder. Efter de seks måneder kan skolen tilbyde en stilling, hvis skolen og jeg passer godt sammen, og efter en praktikperiode på tre måneder kan man få mulighed for at arbejde der. Men jeg havde ikke ambitioner om at blive den slags håndværker; jeg ville lære principperne, så jeg valgte den skole.
© fibreno
Dine nuværende produkter er nye typer, der adskiller sig fra de eksisterende – hvad fik dig til at lave dem?
Jeg ved faktisk heller ikke rigtig, hvordan det begyndte; jeg følte bare, at jeg havde brug for dem. Så når det gælder musemåtter eller skrivebordsunderlag, var svaret ganske enkelt, at jeg selv gerne ville bruge dem. Det, jeg laver, er faktisk ikke særligt mainstream. Da jeg arbejdede i et firma, lå lommetørklæderne i sådan nogle firkantede æsker, og det kunne jeg ikke fordrage. Jeg hadede det virkelig (griner). Så tænkte jeg, at jeg ville lave en selv. Det var bare noget, jeg havde brug for, men ikke kunne finde.Det, jeg selv gerne vil lave, er som regel hovedfokus.
Jeg studerer på eget initiativ det, jeg gerne vil lære.
Det føles, som om jeg selv udfylder hullerne.
Når du ser tilbage, er der så noget, du fortryder?
Mener du i forhold til at tjene til livet? (griner) Jeg må indrømme, at det var trygt at arbejde i et firma. Det tænker jeg på indimellem.Jeg fortryder slet ikke noget. Det føles trygt, Tværtimod.Jeg har ikke de store ambitioner endnu, så i stedet for at tænke, at jeg skal tjene penge eller få succes, synes jeg, det er vigtigere at nyde livet lige nu.
Jeg er i øjeblikket aktiv i en gruppe, der hedder »Bukchon Love«.(https://blog.naver.com/bukchon4rang)Der findes en gruppe med det navn. Ok Seon-hee, forfatteren til bogen »Bukchon Tannik«, er med i gruppen. Hun var også filmklummeskribent, og sammen med hende, Kang Young-ju, ejeren af I-bap, og Seouls kommune tog jeg initiativ til at foreslå og oprette Bukchon-gruppen. Vi studerer Bukchon, samler folk for at besøge kulturinstitutioner og arrangerer den slags aktiviteter. Det er ikke noget, vi gør for pengenes skyld; det handler om at lære det sted at kende, hvor jeg bor og arbejder. Det kunne jeg ikke gøre, mens jeg arbejdede i et firma, og jeg kan godt lide, at det føles som en anden slags studier end mit arbejde, fordi jeg gør det for min egen fornøjelses skyld og ikke for pengenes. Jeg har det virkelig sjovt.Jeg studerer frivilligt det, jeg gerne vil lære. Det føles, som om jeg selv fylder noget på.
Til medarbejdere, der planlægger at tage et sabbatår, eller som bekymrer sig, ligesom jeg gjorde før.
Ud fra min erfaring bør man have en overordnet plan. Jeg havde en idé om at skabe mit eget mærke og arbejde med læder – en bred idé om, hvad jeg gerne ville lave – men tanken om at åbne en papirvarebutik opstod først, efter at jeg var gået i gang. Det var sådan: »Nå, det er det her.«
På et tidspunkt tænkte jeg: »Det er det her.« Men man kan ikke bare kaste sig ud i det uden en overordnet plan. Jeg synes ikke, det skal være et formålsløst eventyr, en flugt eller et sats. Man kan tage af sted og finde ud af de mindre detaljer, der følger af den store plan ... Jeg ved ikke, om jeg må sige sådan (griner).
Jeg synes virkelig, det er godt at holde en pause.Jeg spekulerer på, om jeg kunne have sagt jobbet op og åbnet denne butik med det samme, uden en forberedelsesperiode. Jeg tror, det var muligt, fordi jeg havde den pause – tid til at få tankerne på afstand, se mig omkring og tænke tingene igennem igen.
© fibreno
Fremtidsplaner
Først og fremmest vil jeg opbygge dette mærke. Ja, lige nu føles det bare som en butik, men jeg håber, at »Fibreno« bliver et mærke i fremtiden. (Nysgerrig efter betydningen af »Fibreno«) Da jeg boede i Rom, førte jeg altid dagbog. Jeg skrev på det værelse, hvor jeg boede hos en værtsfamilie, og dengang skrev jeg lidt arrogant: »Om fem år, koreanske mænd, så vent bare – jeg vil give jer et studie som dette« (griner). Jeg arbejdede ikke dengang, og som studerende var jeg nok ret pralende. Der er en optegnelse, hvor der står »– fra mit værelse i Fibreno«. Adressen på det romerske hus var Fibreno. Når jeg skriver dagbog, noterer jeg altid »– fra [stedet]«.
Fibrenos hjemmeside, grundlagt af administrerende direktør Seongmin Im
Papirvarebutikken,
Fibrenotilbyder skrivebordstilbehør og papirvarer i læder og afdæmpede farver.
Hjemmeside: https://www.fibreno.com
Facebook: https://www.facebook.com/fibreno10
Jeg ankom til Anguk Station til interviewet og gik ad stien langs Changdeokgung-paladsets stengærde for at besøge Fibreno. På et roligt sted lå Fibreno, enkelt og stilrent indrettet. Da jeg besøgte butikken,følte det sig mere som et varmt, personligt rum end som et kontor eller værksted.
Selv efter interviewet talte jeg lidt med den administrerende direktør. Mit indtryk gennem hele interviewet var, at direktøren, som virkelig gør det, vedkommende gerne vil, så så glad og strålende ud. Jeg tror, jeg vil huske det, hver gang jeg kommer i nærheden af Bukchon. Fibrenos administrerende direktør, Seongmin ImDette afslutter interviewartiklen.
Koreansk sabbatår i Italien – læderhåndværksprogram i Firenze
........
OliveRedaktør
olive@koreagapyear.com
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
